Kompleksitet og den simple oneliner til lykken
Du kender sikkert til – midt dagligdagens kompleksitet – at møde disse simple one-linere, som fortæller dig, hvordan du bliver lykkelig?
Prøv engang at se på verden omkring dig! Det som vi kalder for naturen. Livet i al sin mangfoldighed. Iagttag, hvordan vi kommunikerer og interagerer med hinanden og vores omgivelser! Vend dig så for et øjeblik indad og observer “dig selv”!
Når mennesker sukker over, at en tekst kan være svær at forstå, eller et menneskes adfærd og tanker forekomme ubegribelige, så griber de ofte til enten at “lade det være ligemeget”, eller til at opfinde en årsag eller grund til at noget fremtræder, som det gør.
Livet selv fremtræder uendeligt komplekst. Hvad vil det sige?
Hvordan reducerer jeg denne kompleksitet?
Kan jeg gøre det ved at forsimple eller forenkle?
Kompleksitet
At noget fremtræder komplekst, peger på, at det ikke er muligt at overskue eller ordne alle de mulige sammenhænge, som der vil kunne iagttages ved det givne fænomen og iagttagelsen af det.
Jeg kan vælge at lade denne kompleksitet, være en “iboende” egenskab ved fænomenet, eller gøre den til en del af iagttagelsen.
At danse – som et eksempel på kompleksitet
Lad mig give et eksempel: Iagttag to mennesker danse Salsa med hinanden! For den iagttager, som ikke kan danse, ser de dansendes bevægelser måske smukke ud. Samtidig virker de også komplekse. Der danses til en musik, det ind imellem kan være svært at høre rytmen i, bevægelser og “figurer” i dansen synes ikke at følge noget mønster, men kommer tilfældigt etc.
Lad os så give denne iagttager en intensivt kursus i at danse Salsa. At lære denne dans, vil for de fleste opleves i sig selv at være komplekst. Der trækkes på rytmesansen, bevægelighed, kropsbevidsthed etc. . I takt med at denne kompleksitet tilegnes i kroppen ved at øve sig mange gange, forekommer “salsa” ikke længere særligt komplekst. Den øvede danser vil sikkert betegne det som “enkelt” at danse salsa?
Kompleksitet reduceres igennem at lære dansens sprog
Iagttageren eller den nye danser har lært et “sprog”, der i sig selv kan ses som værende komplekst at lære, og som fører til at det som før forekom ham/hende som komplekst, nu opleves som “let” eller “indlysende”. Kompleksitet er reduceret igennem kompleksitet.
Nu kunne den nysgerrige læser så spørge, om ikke også det vil være temmelig komplekst at kigge på HVORDAN denne danser bedst muligt lærer salsa. Og så ville et svar måske blive: “jo , det lyder ret komplekst, at finde en god måde at undervise i salsa på…når du nu spørger”.
At reducere kompleksitet finder altså ikke sted ved at forenkle eller forsimple, men ved at “lære” det sprog, som skaber erkendelsen? En læring som absolut ikke begrænser sig til noget intellektuelt, men nærmere og oftest til måden, der i det hele taget erkendes på.
Forskellige sprog, vil lede til forskellig erkendelse.
One-linere .. Forsimpling af Kompleksitet?
Du møder sikkert, som jeg, ofte såkaldte “one-linere” – dvs korte “visdoms-sætninger”, eller gode råd som med få ord forklarer, hvad det at leve et godt liv betyder?
F.eks. “Klog er sjældent den, som anser sig for at være det”..
Hvis den sætning skulle være “klog” – altså anse sig som udtryk for noget klogt, så udtrykker den, at den nok ikke er det!” .. Altså tillæg den ikke nogen værdi!
Nogle gange tager de form som opfordringer:
“Elsk og lev som du vil!” .. Kunne en sådan lyde.
Hvad jeg “vil”, peger både på en ide og ambition.
Mennesker vil “noget”. Det “noget” er noget, de “forestiller sig”.
Hvis det læses sådan, står der: “Elsk og lev i ambition!”
Hvis jeg skulle leve, som jeg vil, og du vil leve, som du vil, og alle andre, som de vil, ville det så overhovedet være muligt at opretholde et fællesskab?
KAN mennesker leve som de vil?
…Eller er både måden, vi opfatter på, det vi opfatter, og ikke mindst: Hvordan vi beskriver, og hvad vi dermed tænker om det, afhængig af varierende kontekster og sammenhænge, der fuldstændigt er udenfor vores vilje?
Elsk og lev som du vil! bliver på den måde til en temmelig egocentrisk opfordring i min optik. Giver det overhovedet mening at udtrykke det “at elske” i bydeform?
Hvad nu hvis det at elske, netop handler om at få øje på, at alt det, jeg måtte “ville med det”, ville umuliggøre at anerkende det som er, som det er?
Kan du se at jeg peger på kompleksitet, ved at beskrive sammenhænge, kontekster og forbindelser, som måske er relvante?
Kan jeg blive fri?
Hvis den måde, jeg oplever verden på, styres af det “sprog”, jeg anvender i min erkendelse. Hvorledes vil jeg så nogensinde kunne blive “fri”?
Når mennesker ikke “forstår hinanden” beror det så ikke på, at de ganske enkelt lærer og bruger forskellige sprog?
Er det muligt at erkende hinsides et sprog?
Det er præcis det, som ordet “meditation” peger på.
Så længe der er en, som observerer og “noget”, der gøres til genstand for observation, vil forståelse være styret af et sprog. Det ”derude” oversættes til det, det betyder eller gør for “det derinde”.
Hvor den, der observerer ikke længere er adskilt fra det, som observeres, forsvinder behovet for “et sprog”.
Den observerende bliver til det observerede, OG til observationen (operationen) selv. Alt hvad der bliver tilbage, vil være: “skelnen” uden at der er noget eller nogen, som skelner.
Denne skelnen vil jeg beskrive som livet selv. Jeg kan også kalde den for “bevægelse”. Og det mest forunderlige vil være, at denne “skelnen” nødvendigvis kommer ud af ingenting?
For at erkende dette, må stilhed sætte ind, som ikke skal forveksles med “tavshed” 😉
Nu fristes jeg til selv at skrive en one-liner:
“Om kærligheden, kan intet sandt siges eller skrives”!
Tro med andre ord ikke på et ord af det, du lige har læst.
… Og kærligheden handler måske netop ikke om at tro, men om at se!?
….
Note om kompleksitet
Begrebet Kompleksitet benyttes gerne i den systemiske teori og -erkendelse.
Det peger på systemer med mange lag af interaktion, sammenhænge, elementer, faktorer og variabler, som påvirker systemets bevægelse.
Høj kompleksitet vil henvise til ikke-lineære relationer og emergente egenskaber, hvor systemet ikke reagerer proportionelt med ændringer i input.
Til kompleksitet hører også ikke-lineære kausalitetsmodeller, hvor små ændringer kan have store konsekvenser og uforudsigelighed i måden et givet system reagerer på dem.
Note om Emergens
Her vil det så øge til kompleksiteten til noten om kompleksitet, være på sin plads et beskrive hvad ordet “Emergens” peger på:
Det henviser til processen hvorved større entiteter, helheder, mønstre og regulariteter opstår gennem vekselvirkning mellem mindre eller simplere entiteter, selvom disse ikke selv udviser eller besidder sådanne egenskaber.
Emergens i systemisk forståelse – vil pege på bevidstheden om at enhver afgrænsning af “noget” f.eks. igennem beskrivelse – vil forandre det som iagttages – af den simple forklaring, at det, som iagttages ER iagttagelse.
Hvor vi traditionelt har lært at opnå indsigt ved at dele det, vi iagttager og beskriver, op i stadig mindre dele, så beskriver Emergens, at vi derved vil miste indsigt om det, vi oprindeligt ønskede at iagttage.
Vi kan ikke slutte fra “enkeltdele” til “helheder”, når det handler om det levende.