Konflikten er kerneelementet i en god historie. En eller anden hændelse skaber en meningsfuld forandring i en karakters livssituation. Forandringen udtrykkes igennem en værdi, som opnås igennem konflikten. Med udtrykket “værdi” peger jeg på noget, der bliver vigtigt for os – eller vigtigere end før konflikten.

Konflikt – kommer af latin conflictus ‘sammenstød’, af kon- imod, og fligere ‘slå’. Altså at vi stilles over for et problem eller en udfordring, som vi er nødt til at løse eller overvinde. I den gode historie er den typisk af sådan en karakter, at den er afgørende for vores integritet nu eller fremover.

Læring og Konflikten

Jeg kan også beskrive det på en anden måde: Den gode historie handler gennemgående om, at der er en hovedperson, som er nødt til at lære noget! Læring er forbundet med konflikt. Også når det sker igennem leg. Tænk bare på det at lære at gå! Hvor ofte må vi ikke falde og slå os, før vi har lært det? Konflikter driver forandring! Når konflikter opstår, konfronteres jeg med min frygt, tvivl, og begrænsninger. Denne konfrontation vil – hvis den er vigtig nok – drive mig til at udvikle nye færdigheder og ændre perspektiver.

Identitet og Konflikten

Hver eneste konflikt, vi erfarer, kan bruges til at skabe identitet. I konflikten isolerer vi os selv – og giver hinanden form: “Du er også altid sådan!” eller “Nu har jeg igen gjort noget forkert!”. Derfor er konflikter gode til at skabe skyld. Med skylden kommer angsten og forsøget på at opnå kontrol. Kontrol med fortællingen vel at mærke. Den som “vinder” diskussionen, vil i vores kultur være den, som vinder retten til fortællingen.

At Lære noget

Det “at lære noget” beror på at møde en udfordring, og samtidig se nødvendigheden af at udvikle den kompetence der skal til, for at se igennem den. Vi lærer i forskellig rytme, takt og tempo. Gerne i passende skridt af gangen. Vi lærer frem for alt af at lave fejl.

Med fejl mener jeg, at jeg gør noget, der ikke fungerer, som jeg gerne vil have det til. Eller at det, jeg gør, ikke er nyttigt i forhold til den nødvendighed, der skaber impulsen til at lære.

At lære beskriver jeg som: At tilegne os den nødvendige bevægelseskompetence. Det handler om både sind og krop, og interaktionen med alt det, vi opfatter, som værende omkring os.

For mig er bevægelseskompetence synonymt med iagttagelses-kompetence.

Hvordan lære at bevæge sig i konflikten?

Et stort spørgsmål bliver så: Hvordan lærer vi at bevæge os i konflikter? .. Og altså også igennem at fejle?
Det vil betyde at vi bliver i stand til at iagttager konflikternes natur? Kan vi blive bedre til at se dem på forskellige måder? Måske opdage at konflikter ikke har nogen form, altid er forskellige, og alene udtrykkes igennem hvordan vi kommunikerer, iagttager og bevæger os sammen?

Det kan godt være, at vi gentager en bestemt måde at danse på, både op til, under, og efter at konflikten er løjet af? Det kan få dem til at se ud som om, at vi gentager de samme konflikter.

Hvis grundantagelsen om, at vi lærer igennem konflikter, er plausibel? Så vil vi forandres igennem dem. Hver især på forskellig måde. Med denne forandring, vil også måden der konfliktes på ændres.

Konflikten i Parforholdet

Den største konflikt, jeg kan komme i tanke om, kalder jeg for “selv”.

Det er næsten altid vores fortælling om os selv, der stiller sig vejen for forandringer. “Et par” udtrykker også et selv: Et “vi” eller “os”. Omkring det opstår der mange konflikter. Da et “selv” jo ikke kan være uenig med “sig selv”! Så bliver det vigtigt for at “holde sammen på os som et par”, at “vi” er enige om alt det “vigtige”..

Den forventning om enighed vil måske aller-hyppigst udløse konflikter i et parforhold?
Paradoksalt bliver det hos mange par, netop konflikterne “de går igennem sammen”, der får dem til at føle sig “stærke sammen”. Det er måske netop, fordi disse konflikter kommer til at udviske den individuelle identitet til fordel for fortællingerne om “Os”?

Et menneske der er meget bange for at stå alene, vil stræbe efter enighed. Det, som kan give os en oplevelse af at være isolerede, er om noget, hvis vores fortællinger – dvs. identitet – adskiller sig for meget fra andres.

På den ene side vil vi i vores kultur insistere på at være noget særligt! På den anden side ønsker vi at høre til. I den modsætning opstår igen en vedvarende konflikt?

Når et menneske som måske lige “er kommet igennem en skilsmisse” fortæller mig om den, så kan jeg høre udtryk som: “Jeg følte at jeg mistede mig selv…” og “Nu skal jeg bruge tid på at finde mig selv igen”.

Det lidt morsomme i de udtryk er, at de allerede fungerer som identitetsskabende konflikter.

Konflikten i at vælge

Tænk på de konflikter, du kan skabe for dig selv!

De handler gerne om at vælge: At stille to forskellige fortællinger op overfor hinanden.
Det er det, som gør, at vi bliver mindre bevægelige, hvis vi vil vælge “de rigtige løsninger”, frem for at handle spontant ud af en bevægelses-kompetence vi har lært og øvet mange gange før.

Her kommer målingen og vurderingen ind!
For at vælge, må jeg sammenligne. Det gør vi ved at finde en målestok (eller flere), vi kan holde op imod de forskellige muligheder. Meget ofte vil den målestok være: “Hvad mon der er bedst for mig?”…

På den måde bliver vores måde at vælge på, og de valg vi træffer og skabende for vores identitet.

Lad mig komme med nogle eksempler.

Per og Lise planlægger ferie.

Per foreslår: “Om vi ikke skal blive hjemme i år? Der er så meget, vi skal have ordnet i haven og på huset” siger han og fortsætter: “..og det er også dyrt!” for ligesom at sætte en trumf på”.

Så svarer Lise: “Jeg vidste det! Du gider i virkeligheden ikke at tage på ferie med mig. Der er sku heller ikke megen sjov ved at holde ferie, og vide at du hellere vil være derhjemme!”

BUM mere skal der ikke til.

Konflikten opstår igennem fortællinger, der skal skabe identitet: Du og jeg er forskellige!
Det er naturligvis en trussel imod, at vi som par, opretholder en form, som “et par”.

Bjørn og Kristine er gift.

De har en aftale om, at de gerne må ses intimt med andre

En dag står Bjørn ulykkelig og grædende i Louises indkørsel, da hun komme hjem.
Han og Louise har set hinanden næsten hver mandag, Hvor Bjørn har overnattet til næste morgen hos hende. Det var det som Kristine “ville gå med til”.

“Hvad er der galt?” spørger Louise.
Bjørn fortæller imellem tårer “at han ikke kan mere”! Han kan ikke holde den voldsomme jalousi og angst ud, som Kristine konfronterer ham med, næsten hver gang mandag nærmer sig.

For Kristine er det angstprovokerende., at Bjørn overhovedet ønsker at være sammen med en anden kvinde. At det så ovenikøbet så regelmæssigt er med Louise, forværrer det meget mere. 

“Jeg har sku ikke valgt Louise!”… Råber hun, når konflikten opstår endnu engang af utallige før.

Samtidig er den aftale sikkert kommet i stand imellem hende og Bjørn, fordi det dengang virkede lettere at kontrollere, hvis Bjørn kun mødte en, og ikke konstant kiggede efter andre kvinder.

Louise inviterer Bjørn med ind, så de kan snakke sammen over køkkenbordet. Det vil Bjørn ikke!
Imens farer tankerne rundt i hende: “Hvad skal jeg dog gøre uden Bjørn? Han er så vigtig for mig!”..

Det hele handler om identitet. Og frem for alt om at bruge hinanden til at skabe identitet med.

De klassiske Tantras og illusionen om afgrænsningen

Det, de klassiske Tantras inviterer til, er at se, hvordan vores ideer om identitet eller “form”, inviterer i angst og kontrol.

Det gør de ved at pege på, hvordan naturen, universet, det levende bevæger sig spontant og impulsivt. At det vi opfatter som “form” – i virkeligheden ikke har nogen egen eksistens. Det som er, bevæger og bevæges. Illusioner om form skabes igennem måder, vi iagttager på…

I samme åndedrag bliver det så også tydeligt, at ethvert forsøg på at afgrænse sig fra denne natur, nødvendigvis må skabe lidelse, angst og et kontinuerligt behov for at etablere kontrol.

Konflikten opstår igennem afgræsningen. Det er “Mig” overfor “Dig” og “De andre”.
Jeg skaber ideen om DIG, i mig, for at kunne bruge DIG til at skabe MIG på en måde, så jeg godt kan lide MIG.

Identitets- og afgrænsnings-forstyrrelse (Borderline)

I sin ekstreme version gør nogle på den måde, deres identitet fuldstændigt afhængig af andre. De klamrer sig til bestemte mennesker og veksler imellem at idealisere dem eller pludseligt at devaluere dem.

Begge dele tjener til at bekræfte deres egen identitet: Enten I kraft af den anden, eller imod den anden. Det opleves som meget ustabilt og ekstremt konfliktfyldt. En vedvarende usikkerhed og uro.

En sådan følelsesmæssig turbulens bedøves måske igennem ukontrolleret adfærd. Misbrug, vild sex, selvskade, spiseforstyrrelser, vold eller bare ekstreme reaktioner på noget, der for andre vil se fredeligt ud.

Det fungerer måske metaforisk som, at vikle et bånd af tyndt hærdet metal op i en fin rulle. Hvis du har prøvet det, så ved du hvor mange kræfter der skal bruges på at “holde det på plads”. Der skal være nogen eller noget til at holde det, inden det måske bindes ind i en form, det kan opbevares i.

 Hvis den, som holder det, blot bliver det mindste uopmærksom, så farer det fjedrende stål ud til alle sider, og vi kan begynde helt forfra med at rulle det op.

Et selv med en klar indentitet i vores samfund

Vores samfund kræver, at vi hver især har en egen afgrænset identitet. Det er måden at styre os på!
Vi kan flytte rundt på en “form”. Bevægelse kan ikke flyttes. Tænk på, hvordan vi skulle flytte “luft” eller vand”! .. Det kan vi kun ved at putte det i en form.

Du kan ikke overleve i vores kultur, uden at have en indentitet.

Overfor det står de klassiske Tantras, og inviterer til at se, at dette “selv” som noget, der kan afgrænses, er helt illusorisk.

Illusionen om “Det afgrænsede selv” – er også Illusionen om konflikten.
Konflikten imellem naturen og mig. Imellem det, som er udenfor, og det, der så må være indenfor?
Imellem “dig” og “mig”.

Konflikten skaber det, som betinger. Ordet “kærlighed” har vi opfundet for at kunne pege på “det, der må være hinsides betingelse”… altså hinsides form, identitet og selv.

Og IKKE “uselvisk” – det betinges jo om noget også af “selv” 😉