Kontrol og angst i parforholdet er måske mere en regel end en undtagelse? Der går ikke lang tid, før nyforelskede oplever en følelse af at kunne miste?

Nogle af kommentarerne jeg fik til den foregående artikel med overskriften: “Omgivelser – er jeg dem?” giver mig anledning til at uddybe i denne artikel.  Særligt fik jeg øje på hvordan det fungerer i parforholdet. (Hvis du endnu ikke har læst: “Omgivelser – er jeg dem?”, så vil det nok være en forudsætning for at forstå det efterfølgende.)

Resume

Hvis grundantagelsen kort skal resumeres, så peger den på,

At jeg igennem sprog, tanker og fortællinger søger at fastholde “mig” som værende (i) en sammenhæng, hvor jeg føler, at jeg kan skabe forudsigelighed, mening og kontrol, og frem for alt har en følelse af at mestre eller handle kompetent.

Det sker helt ubevidst for de fleste, forstået på den måde, at det ikke er noget de gør, men er.

Er barnet hos misbrugeren med-afhængigt?

I eksemplet med misbrugeren og sit barn, vil man traditionelt i psykologien beskrive dette forhold som “med-afhængighed”.

Hvad, jeg beskriver her, peger imidlertid på en anden tilgang. Barnet er ikke “med-afhængigt”. Barnet er biologisk det, der sker, som i eksemplet med “økosystemet” i den foregående artikel.

“Ide-systemet” – der fungerer som illusion – sættes ind for at skabe en “mening”, der bindes til en fortælling, hvis funktion er at skabe illusionen om forudsigelighed og kontrol i det “biologiske system.”

Mange behandlingsmetoder medtænker at “omgivelserne” spiller en meget stor rolle for, hvorvidt en behandling kan lykkes. Hvis f.eks. ikke den kriminelle unge bringes ud af den sociale sammenhæng han/hun befinder sig i, med venner, skole, fritidsvaner etc, så er chancerne meget små for, at noget “virker”. Her ses “den kriminelle” netop som en “nogen”, der befinder sig i et omgivende “miljø”.
Altså en “enhed” i nogle “omgivelser.”

Forskellen kan synes lille i forhold til det at beskrive den kriminelle som værende disse omgivelser?

Den er imidlertid meget afgørende.

Hvis han/hun er dem, så flytter de med… De er simpelthen fuldstændigt integreret i det “ide-system”, der opfattes som “livsnødvendigt” for den unge. Selv ved at blive flyttet til et væsentlig anderledes “biologisk system” vil han/hun gøre alt for med samme midler at skabe forudsigelighed og kontrol.

Kontrol igennem illusion og hallucination

Udfordringen ligger i – i det hele taget at få øje på, at enhver fortælling, tanke, og ide fungerer som en illusion. Eller måske bedre: En hallucination. At enhver “mestring” der bygger på at ville kontrollere det – der i sin natur er impuls – igennem ideer og forestillinger er dømt til at føre til mere kontrol og angst.

Angsten beror på, at kontakten til det, som er, er erstattet af en fast tro på illusionen om det, som er.

Det, som er, vil aldrig – som i “never ever” – være ideen om det, der er, og det er uanset om en psykolog, en socialpædagog, en behandler eller det er den unge selv, der bringer den på banen.

Angst og kontrol behovet opløses først i det øjeblik, at det ses, at alle fortællinger, betydninger og vurderinger ikke kan være sande, som andet end invitationer til sindet i sig og andre om at konstruere en anden virkelighed, end den, som reelt er.

Det var min ide om at lyst er forbudt…som

En kvinde beskriver det så tydeligt for mig i følgende citat:

“Ja… det kan være angstfuldt at se, hvor kraftigt ideerne påvirker.. og så erfare, at de er ideer….. F.eks da jeg fik at vide, at jeg ville se min far igen… og jeg opfattede at min lyst slukkede.. og så erfarede, at det var en ide om at lyst er forbudt, når jeg tænker på min far? Og sanse at lysten i den grad blomstrede…”

Parforholdet

Alt dette kommer meget til udtryk i parforholdet.

To mennesker mødes og har i udgangspunktet en meget forskellig kompetence i at “være sine omgivelser” (ja det lyder sprogligt mærkeligt 😉 )

Det nye bekendtskab rummer uforudsigelighed.

Biologien er i spil. Dufte, synsindtryk, seksuel tiltrækning, lyden af en ny stemme, nye bevægelser.

I takt med at ønsket om sikkerhed vokser, (hvilket sker meget hurtigt) griber de hver især til den kompetence de har i “ide-systemet”. Det starter allerede med de første samtaler, hvor de spørger og lytter sig ind til “om vi har noget til fælles?”.

Fællesskabet i parforholdet søges i ideen. Hvis ikke den “passer” til mig, reduceres forudsigeligheden.

Blot nogle få “forkerte” svar eller holdninger, vil kraftigt kunne overdøve de biologiske signaler.

Cirkus begynder

Måske finder de sammen? …Og så begynder cirkus på sin forestilling!

Med afsæt i deres forskellighed, vil de “være de omgivelser, de føler sig trygge i”.

Måske er den ene rigtigt kompetent til at håndtere konflikter, og har hele livet følt sig tryg, så snart en sådan rasede?

Den anden mestrer harmoniens kunst, og finder kontrol ved at trække sig til tilbage og “lægge låg på” eller til at “bølgerne har lagt sig”.

For dem begge bliver den andens adfærd skrækindjagende og angstfyldt. Den tolkning, de giver det, der sker – passer overhovedet ikke til deres kontrol kompetence, som de hver især mestrer.

Når de samtaler om det, er det næsten umuligt at skabe kontakt, idet de aldrig mødes i “det, som er”, men i deres forskellige beskrivelser af det, som er.

Der søger de at skabe enighed om en fortælling, som for en stund kan fungere i parforholdet, og ikke vil gøre det, fordi den også er en illusion, de hver især tillægger forskellig betydning.

Knuden er “Gordisk”. Den kan ikke bindes op, som den blev bundet.
Den skal slås over i et skarpt “hug”!

Det er som at rive hår ud med størknet voks. Det gør ondt, og tager en evighed, hvis det gøres langsomt.

Sværdet, der svinges, hedder: “Det, som er” – et andet ord for det vil være “Kærlighed”.

Se!

Igen, igen og igen SE, at uanset HVAD vi siger og beskriver, så ER ordene og betydningerne ikke det, som er og sker.

Hvis, vi vil leve i kontakt med det, som er, så må vi være i kontakt til den spontane, sansede, impuls.

“Genlære” at bevæge os med det – uden forklaring eller begrundelse … og SE, hvordan ideer og fortolkninger vil bringe os ud af den igen, så hurtigt som et blink med øjenlåget.

DET kan ingen “behandles” til. Lige så lidt som nogen kan “give mig en kompetence”.

Jeg skal selv ville SE det. Af mig selv række ud efter et liv i umiddelbar kontakt til dette “biologiske system”.

Det sker, hvor jeg erfarer, at mit “ideologiske system” ikke kan skabe sikkerhed, og jeg vover at udholde den impulsivitet, som det uvilkårligt vil føre med sig.

Sammen med andre finde nye måder at bevæge mig på i direkte kontakt til “det, som er” .. uden filter.

Det sker, hvor der er mindst TO, og er fantastisk når vi er flere.