Kravet om eksklusivitet¨

Jeg ser noget forunderligt i den måde, som mennesker i vores samfund vælger at relatere med hinanden på? Måske er det en konsekvens af århundreders påvirkning og konditionering?

Et ideal – “All in one”

Fra vi er unge konfronteres vi med et ideal om, at et andet menneske skal være i stand til at dække (alle) vores behov:
“Find dig en kæreste, og sørg for at vedkommende besidder alle de egenskaber, som du ønsker dig i forhold til at være fortrolig, tryg, have dejlig elskov, være god mor eller far, skabe stabile rammer, være stille med, eller bare grunde over livet sammen med…”

En slags “alt i en løsning” som grundlaget for at “lukke nogen ind” bag sine “grænser” eller indlede “et forhold” til?

Ønsker til den rigtige

Datingsider og artikler i magasiner bugner af sådanne ønsker til den “rigtige”.

“Find den rigtige for dig! (som selv er ” rigtig)”, lyder det mantra, der i øvrigt kan tjenes voldsomt mange penge på. Hvem er ikke opdraget til at skulle være “rigtig” og især for – og i kraft af andre?

“Jeg har scoret over”, sagde en til mig i sidste uge. Da jeg spurgte om, hvad det betød, var svaret… “Ja hun er ikke ellers i min liga” – Som om livet er en fodboldkamp, hvor det både handler om at vinde og få den gode kontrakt med manageren ?

Svært at få en relation til at fungere?

Når det synes svært at “få en relation til at fungere”, hænger det så ikke sammen med disse forventninger? Kravet om eksklusivitet ? “I take it all”..mentaliteten?

At relatere fremfor “at gå i relation”

Hvis nu der gives afkald på at definere relationer efter en skabelon, og der i stedet ses på kunsten at relatere, så kunne det være, at det sammen med nogle mennesker føles naturligt at leve i fællesskab om mange praktiske gøremål, herunder hjælpe hinanden i forhold til at skabe finansiel sikkerhed, bolig etc. og med andre mennesker at finde elskovens glæde, for måske med nogle helt andre at få børn og forvalte ansvaret for dem i fælles glæde?

At det ene ikke blev betinget af det andet? 

“Hvis jeg skal betale med på vores fælles hus”, så forventer jeg også at du går i seng med mig!?”
“Har vi fået børn sammen, så bør vi også have ophidsende sex med hinanden i dagligdagen?”
“Hvis du er mine børns far, så har du værsgo også at være min fortrolige!”

Kan ikke sættes i regel

Naturligvis bryder sådan en måde at relatere med/til hinanden på med det, som kendes? Det kan ikke regelsættes – vil hele tiden være i bevægelse, og forudsætte den ansvarlighed (i modsætning til pligt), der alene opstår, hvor der er frihed?

Med frihed peges der her på “ikke længere at have identificeret sig med en forestilling om at være noget særligt for nogen – eller i kraft af noget” dvs.  At slippe kravet om eksklusivitet.

Kontakten til den frihed vil jeg kalde for kontakt til kærlighed eller lyst, og uden den ingen ansvarlighed.

En bieffekt af mindre betydning vil være, at det ville være temmelig umuligt at give denne “bevægen sig med hinanden” navne?
Der ville simpelthen ikke være skuffer i hjernen, som de kan passe ned i.

Og ja… der vil være en hel del at opdage i den bevægelighed. <3