Det med kritik optager mig. Nogle gange iagttager jeg, hvordan jeg giver en trang til at kritisere plads i mit sind.

Jeg har igennem årene selv erfaret at blive kritiseret fra mange sider.

I øjeblikket kan det føles meget ubehageligt. Ikke mindst når måden, det sker på, er ved at opfinde fortællinger om mine motiver og intentioner med det, jeg gør – som mere har sigte på et karaktermord, end på at undersøge “sagen” selv.

Kritik som relevante refleksioner

De gange, jeg kan læse eller høre kritikken som refleksioner, der kan være relevante, har jeg set det som muligheder for at blive klarere i såvel teori og praksis. Det gælder ikke mindst måden, jeg formidler begge dele på.

Når jeg møder invitationer til forskellige måder at praktisere på. F.eks i forhold til så store emner som “tantra” eller systemisk teori, så forholder jeg mig aktivt undersøgende til dem.

Jeg spørger for mig selv, om de “hænger sammen”?

Sammen med hvad?

… Med det, jeg erfarer igennem egen praksis, mine grundantagelser om væsentlige sammenhænge, mit kendskab til hvad andre igennem tiden har formidlet om emnet? …Og ikke mindst i forhold til de præmisser, som den pågældende invitation bevidst eller ubevidst anvender i sin præsentation og formidling?

Når noget kan virke forførende

Det vil jeg betegne som “en kritisk undersøgelse”. Hvis noget forstyrrer mig i det, jeg læser eller hører? Ser jeg efter, hvordan den forstyrrelse opstår?

Jeg opdager, at det ofte handler om, at jeg bliver optaget af, hvilke konsekvenser den pågældende invitation kan få for mennesker, som følger den?

Jeg skaber således indimellem spontant det, jeg kalder for “indignation” – en form for opbragthed eller harme, hvis jeg føler, at det, som skrives, kunne virke forførende, manipulerende eller decideret skadeligt på mig? …Og vel dermed muligvis også på andre mennesker?

Måske hænger det sammen med, at jeg har allergi overfor religiøse forestillinger og fantastiske historier, der gøres til “sandheder”.

Kritik af egne antagelser

Jeg er meget for videnskabelig metode, hvor vi i udgangspunktet altid søger at afkræfte vores antagelser og hypoteser på så mange meningsfulde måder som muligt.

Lykkes det ikke, kan vi stadig ikke sige eller skrive, at noget er sandt, men blot: “At det med brug af alle disse forskellige dokumenterede måder at afkræfte vores antagelser om bestemte sammenhænge på, endnu ikke er lykkedes os at afvise det”.

På den baggrund finder jeg hypoteser og beskrevne grundantagelser om sammenhænge meget nyttige. De kan skabe gennemsigtighed og åbenhed.

Er det nyttigt?

Det med nytten ligger mig meget på sinde. “Er det nyttigt”? spørger jeg gerne..

Er det f.eks nyttigt at se et barns fødsel som et “traume” ?! (Som jeg har mødt flere gange)
… Som et “sår i livet”?

Eller er det at blive født at leve og være levende?

Nytte handler altid om: “For hvem eller hvad?”

For traumeterapeuter kan det være meget nyttigt for mængden af klienter, hvis alles fødsler ses som traumer. Så er der jo nærmest ikke ende på antallet af potentielle kunder i butikken.

Kan det være nyttigt for et individ at se sin fødsel som et traume?
ER en fødsel så moderens fødsel? Det er vel hende som føder? Eller er det barnets?
Det ville virkeligt være ganske traumatisk for dem begge, hvis fødslen ikke var mulig!

En central fortælling at binde problemer op på?

Måske kan nytten ligge i at have en “central begivenhed” at binde alle sine problemer op på?

Kan det være unyttigt eller skadeligt?

Ja min fødsel er irreversibel. Ingen kan ændre på den. Hvad sker der, hvis jeg lægger forklaringer på mit nuværende liv over på en begivenhed, som naturligvis ikke kan ændres?

Kan noget af det, der igennem livet er passeret for- og med- mig, ændres?

Er fortællingerne eller formodningerne om dem, det samme som det, der var? Altså er de sande? Kan de være sande?… Vel ikke?
Kan overbevisninger om min fødsel som et “grund-traume” binde et menneske og trække det ind i meget unyttige tankemønstre om sig selv?

Ja sådan kan det lynhurtigt forløbe igennem mit intellekt… 😉

Er det kritik?
Ja!

Skeptiske dyr – Kritik og integritet.

Ethvert dyr forholder sig skeptisk nysgerrigt og undersøgende til sine omgivelser. Det er ganske enkelt en forudsætning for, at det kan holde sig i live dvs. bevæge sig i integritet. Rotter er eminente til det. De går ikke uden videre i en fælde.
Vi beskriver dem på den baggrund bla. som “intelligente”

Fælder, der laves for mennesker af andre mennesker, der måske end ikke selv kan se- eller har intentionen om at det skal være fælder, er meget vanskeligere at få øje på i min forståelse.

Sådanne fælder laves også helt bevidst for at få flere kunder.

Når jeg f.eks. læser, at en tantra massage uddannelse eller “tantrisk sexologi uddannelse” stiller i udsigt, at deltagerne derigennem vil kunne skabe sig en blivende væsentlig indtægtskilde: I øvrigt ved siden af de andre mange, som også bliver uddannede i “tantra massage” … Så ser jeg meget kritisk på sådan et postulat.

Det lyder tillokkende, og der er intet belæg for det, som stilles i udsigt.
For mig, som læser det, skaber det en følelse af at det som sælges er utroværdigt.
Hvad er så ellers uden belæg i det der formidles?

Kritik finder jeg vigtig

Jeg finder en sådan åben, nysgerrig, skeptisk, kritisk, opmærksom undersøgende tilgang til livet vigtig.

Derfor inviterer jeg heller ingen til at tro på noget af det, jeg beskriver. Heller ikke når vi mødes på Mahamudrainstitut. Der er ingen sandheder at hente, og MANGE muligheder for at undersøge og afprøve sammen i et passende tempo for sig…

Et praksis-fællesskab for undersøgelse af Tantra og kunsten at relatere

Du kan også læse om den kritiske sans her: