Kroppen husker alt! Det er et udtryk som gerne anvendes i reklame for terapeutiske behandlinger af forskellig slags.

Heldigvis forholder det sig anderledes: Kroppen glemmer det meste. Dvs. den lader simpelthen være med at lære det!

Vi bevæger os i omgivelser, der potentielt indeholder uendeligt mange spontant uforudsigelige forstyrrelser. Vi bevæges på enormt mange forskellige måder, med helt unikke kombinationer af sanseindtryk. Og langt det meste sorterer vi fra.

Det er simpelthen en brøkdel vi lader os forstyrre af, og endnu mindre husker.

Hukommelse finder jeg meget spændende at undersøge. Især når det betragtes i systemisk perspektiv.

Kroppen husker ikke som en “harddisk

Hvis jeg mener, at jeg kan huske den skildpadde, jeg havde som dreng, så er det ikke i kraft af, at der er gemt en skildpadde inde i hverken min krop eller mit intellekt: En langsomt bevægende Padde, der præsenterer sig, hver gang jeg “kalder ham frem”.

Tænk hvis hukommelse skulle virke sådan som en “harddisk” i en computer fungerer!
Jeg skulle opbevare et enormt lager af “begivenheder” og “ting”, jeg kunne huske i “min krop”.
“min morfars velduftende græsplæne”, alle de både søde og uvenlige mennesker jeg har mødt”, utallige latteranfald og skænderier. etc..

Nej!

At huske noget, vil systemisk set virke som bevægelseskompetence der indøves igennem gentagelse.

Vi husker ved at bevæge os og lades os bevæge i gentagelser. Jeg kan kalde det for “reproducerende skelnen”, “gentagelser i måden vi bevæger os på, og lader os bevæge på.”

Kroppen husker ved at skabe mønstre at bevæger sig i.

Levende organismer orienterer sig ved at skabe mønstre. Et mønster eksisterer udelukkende når det iagttages, SOM det iagttages.

Guitarspilleren

Tænk på en guitarspiller, der øver sig i at spille på sit instrument!
Det gør hun f.eks. ved at spille efter noder, eller lytte til musik, som følger bestemte rytmer, takt og tempo. Det kræver megen øvelse, og kompleks koordination af bevægelse, der indbefatter hele kroppens evne til at skelne.

Kroppens gentagende bevægelse – dels i forhold til at bevæge sig med instrumentet, og dels relateret til den musik der skal spilles, er det som mere og mere automatiserer måder at skelne/iagttage/bevæge sig på – der kommer til udtryk som “guitarmusik”.

Det er overordentligt komplekst.

 Det kræver så megen energi at den guitar-spillende på et eller andet plan må se en fordel for sin integritet – altså måden vedkommende lever på – for at blive ved med det. I det øjeblik den fordel ikke længere opretholdes som et andet “mønster”, så vil sandsynligheden for at hun hører op med at spille, være ret høj.

Hvis hun nu lykkes med at øve sig så meget, at hun vil spille for andre. Og efterfølgende lægger guitarspillet på hylden?
Vil de som har lyttet til musikken for år tilbage, så kunne huske “det samme”, som hende der spillede?



Nej!


Musik-elskeren

At sidde og lytte og se nogen spille guitar, gør det muligt at skabe helt andre mønstre igennem sin gentagne iagttagelse , end vi gør, hvis vi selv spiller på instrumentet.

Mødes vi så efter mange år, og “genopfrisker” vores minder om det, så vil vores erindringer – dvs de mønstre vi har øvet at skabe og reproducere emotionelt være meget forskellige. Vi “husker noget vidt forskelligt” og KALDER det for det samme!.

“Kan du huske dengang du sad der, og så glad og dejlig ud, med din guitar?!”
“Øhh hvornår mener du?”
“Ja du ved på Glastonbury festivalen”..

“Ah ok ja… Glad og dejlig? Jeg var skide nervøs!”

At huske er noget vi gør – det er noget, som sker!

At huske er “noget vi gør” .. en måde vi øver os i at skelne- og skabe mønstre på uadskilleligt fra omgivelserne vi bevæger os i, med og af.

At huske er at øve sig i at bevæge sig på “samme måde” i kontekster vi får til at ligne “det samme” – Vel at mærke uden af de nogensinde er det!

Det, som måske påvirker den gentagelse allermest er: At vi, jo mere vi er optaget af at opretholde os som “noget afgrænset med en fast identitet”, får DET mønster – den gentagelse af måden vi genskaber den samme identitets-dans på – til at være det mest afgørende for, hvordan alle andre mønstre “danses”.



Hvad er denne identitet, andet end at danse på næsten samme måde, hver gang vi mener at høre den “samme melodi”?… Som i øvrigt ikke KAN være den samme, da alt andet omkring “den” vil være forandret. Også vores evne til- og måden vi lytter på.

Nej vel?


Mit “Selv” opretholdes som indøvet vane og måske angst for, hvad der kan ske, og hvordan jeg vil blive set på, af “de andre”. De ANDRE, som jeg selv medskaber, for opretholde MIG som afgrænset fra “Dem”.

Kroppen husker IKKE alt!
Det skal vi være rigtigt glade for!

Og samtidig så er der al mulighed for igennem hele livet at ændre på “sin hukommelse”. Vi skal såmænd blot øve andre måder at skabe mønstre på igennem gentagelser!