Når en tantra peger på nødvendigheden af at være fri i forhold til at erkende kontakt til kærlighed lyst og ansvarlighed, så handler denne frihed ikke om at “gøre , hvad jeg har lyst til”, men om at få øje på, hvordan jeg binder mig. Hvordan fungerer kunsten at binde?

At holde fast – binder

Vi har så ofte på Mahamudrainstitut undersøgt, hvordan det at ville holde fast i noget eller nogen rent fysisk, skaber binding og gør ubevægelig.

Den letteste måde at binde mig på er igennem historier, som jeg på den ene side gør sande, og på den anden side genfortæller og gerne forstærker hver gang jeg gør det.

Et frit menneske kan ikke kontrolleres og er ikke i kontrol. Det handler opmærksomt i det, der sker, i modsætning til “i historien om det, der sker”.

Siden tidernes morgen har magthavere og religiøse ledere taget kontrol ved “at binde”. I dag sidder de fremmeste udøvere i “ kunsten at binde ” også i reklamebranchen.

Metode til kunsten at binde

Metoden er enkel: Skab en fortælling der enten inviterer ind i angst eller forfængelighed! En historie, der helst både rummer noget, vi vil væk fra og noget vi gerne hen imod.

Gør denne fortælling troværdig, ved f.eks. at henvise til flertallets mening, almene antagelser og tilsyneladende genkendelige fakta.

Hvis der ikke kan henvises til en opinion hos et flertal, kan det virke lige så godt at pege på et “oplyst” mindretal – dvs. at spille på forfængelighed og ambition om at “høre til nogle udvalgte”.

Hvis bindingen skal gøres ekstra stærk, skal den følges op med at undervise mennesker i en adfærd hvor det, de sanser, gives en sammenhæng til de førnævnte fortællinger.

De kan så fortælle om en erfaring – der knyttes til fortællingen.

Bindinger gøres ekstra stærke, hvis de virker emotionelt – altså trækker på følelser som glæde, vrede, sorg, medlidenhed, retfærdighedssans, og samhørigheds-følelse.
Det kan gøres ved at supplere med spændende og dramatiske versioner af den samme fortælling.

Et eksempel på hvordan der der kan inviteres til at binde sig…

Lad mig komme med et eksempel på kunsten at binde fra “den nye tantra” verden:

Fortællingen om “Seksuel kontinens”.

Den tager afsæt i en historie om at “gamle adelsmænd” i Kina, kultiverede deres seksuelle formåen ved at “holde deres udløsning” tilbage. Denne praksis skulle forhindre dem i  at “tabe energi” og i stedet “opbygge” mere af den.

Fortællingen inviterer ind i en ambition om at kunne opnå de samme færdigheder og få del i overleverede hemmeligheder – herunder opleve helt særlige orgasmer. For at sætte trumf på vil denne praksis i følge fortællingen i sidste ende kunne føre til “oplysning”.

Hvilken mand vil ikke gerne være fantastisk i sengen, sprængfyldt af energi, kunne elske i timevis med utallige kvinder – eller blot med den “eneste ene” – og oven i købet være indviet i tusinder af års gamle hemmeligheder, ved siden af at blive oplyst? … Noget af et tilbud ikke?

Til fortællingen hører der naturligvis en praksis OG et regelsæt:

Øv dig! Lad nogen lære dig, hvordan du “holder din udløsning tilbage” og “kanaliserer” energien ud i hele kroppen!

En praksis der selvfølgelig også kan laves kurser i, med den sideeffekt at der skabes et tilhørsforhold til en eksklusiv gruppe.

En binding som ovenstående kan bygges ud i det uendelige med beretninger, erfaringsudveksling og testimonials fra andre, som deler den. At imødegå skepsis bliver til noget, der gør bindingen stærkere.

At undersøge hvordan der bindes knuder

I min tid som underviser i Videnskabs- og erkendelsesteori har jeg sammen med de studerende undersøgt mange sådanne bindinger og øvet i kunsten at binde og frem for alt i at binde op.

Også sammen med ledere i organisationer af alle størrelser har jeg/vi set på, hvor let det er at invitere os selv og hinanden ind i sådanne bindinger.

På Mahamudrainstitut kigger vi vedholdende på dette tema – bla. ved igen og igen at stille spørgsmålet: Kunne det være anderledes …eller: “Hvordan mon det fungerer, og hvad mon også er muligt?”

At gribe og holde fast i noget ubevægeligt

Lige så snart jeg f.eks. griber fat i en pæl og stædigt holder fast i den, vil jeg være bundet. Min  bevægelighed vil være begrænset.
En sådan “pæl” vil ofte have form af en “sandhed” eller “fast overbevisning,” som jeg enten har overtaget eller delvist skabt selv.

Jeg peger på vigtigheden af at SE. Få øje på hvordan jeg gør, når jeg binder mig selv i en fortælling, som jeg “kommer til at gøre sand”.

Når jeg bindes i konflikt

Bindinger behøver ikke at være nogen, der overtages “udefra” men skabes måske endda hyppigere igennem noget så banalt som en konflikt i dagligdagen, der bringer mig ind i et selvforstærkende “loop” af tanker, fokus og emotioner.

I grunden er det nok, hvis nogen giver mig en intellektuel gåde og samtidig inviterer mig ind i en ambition om at løse den. Anstrengelsen og det vedholdende forsøg på at “løse”den, vil binde mig i endeløse tankerækker.

I Zen traditionen er kunsten at binde og løse igen blevet forfinet igennem praksis.

Når de, som fordybede sig i Tantra´s, blev set på som “farlige” af det omgivende samfund, så hænger det sammen med netop dette. De havde og har en naturlig skepsis mod autoritet som den kommer til udtryk i de utallige forsøg der gøres på “at binde”.

På den måde er en tantra a-moralsk og udogmatisk.

Tantra – en invitation til det enkelte menneske

Derfor vil en tantra heller ikke kunne leve i forbindelse med “organiseret religiøsitet”. Den fungerer som en invitation til det enkelte menneske.

Det kan være meget svært at få øje på disse bindinger, og ofte optræder de lige så snart der er noget, der handler om at være “rigtigt” eller “forkert”, eller hvor der på anden vis knyttes “tro, moral, norm og overbevisninger” til en praksis.

Teknikker og værktøjer?

For at slutte med en meget anvendt måde at “binde på”, så er det f.eks. populært at tale om, at vi har brug for “teknikker, værkstøjer og håndgreb” til at forbedre måden vi lever sammen på. Teknikker kan læres. At bruge værktøjer også…. Igen kan jeg bringes ind i ambition og anstrengelse.

Når jeg hører det udtryk, så tænker jeg uvilkårligt på maskiner. Det levende vil jeg ikke beskrive som noget “teknisk”, der skal repareres eller håndteres med brug af “værktøj”.

Hvordan?

Livet favner – og den bevægelse ER jeg… Spørgsmålet bliver så for mig: Hvordan?

Noget svar på det finder jeg ikke. Jeg vil blive ved med at iagttage dette “hvordan”..

Ja hvordan bærer “jeg” mig f.eks. overhovedet ad med at skabe et “jeg”, som “jeg kan binde??
At DET spørgsmål, naturligvis ikke kan besvares af et sådant “jeg”, står lysende klart for mig … eller? …

 

Cupisofi og elskovskunst