Den galopperende udvikling af såkaldt kunstig intelligens eller “AI”, er et resultat af omkring 100 års forskning i hvordan livet og dermed også hvordan f.eks. intelligens udvikler, opretholder og afvikler sig selv.

Det levende som et uendeligt komplekst bevægeligt system

De fleste mennesker betragter liv, som noget der er knyttet til det enkelte individ? VI fødes og dør, og det var så det liv!

Livet og det levende må imidlertid betragtes i et meget bredere perspektiv: Såvel fødsel som død er nødvendige for livet set som “system”.

Det, at noget er levende, peger på et i princippet uendeligt komplekst system af elementer, forbindelser og strukturer, der kontinuerligt bevæges, udvikles og afvikles igennem rekursive processer..

Det kan godt være at vi sprogligt har lært at skelne imellem “du” og jeg”? At vi på den måde ser hinanden som afgrænsede enheder? Imidlertid må det forholde sig anderledes.

Står vi tæt sammen vil den luft, du udånder blive til noget af den luft, jeg indånder og vice versa. Siger du noget, forstyrres jeg af lyden i mine ører, og omvendt. Du er med andre ord mine omgivelser og jeg dine. Ingen af os kan eksistere uafhængigt af dem. Vi bevæges ganske enkelt forskelligt i forskellige omgivelser!

Er vi øjeblikkelige udtryk af omgivelserne?

Sat på spidsen: Så er du og jeg udtryk af omgivelsernes bevægelse hvert eneste øjeblik!

Et strejf af en duft af parfume er nok til at få mig til at dreje mit blik og mit sind til at tænke anderledes, end hvis duften havde været af kogt kål..

Hvad er det så som disse konstruerende elektroniske netværk, som vi kalder for kunstig intelligens gør det tydeliger at se?

Kunstig intelligens som et stort netværk

Ja de består af et enormt netværk af forbundne celler, hvor hvert eneste punkt i det i grunden intet andet kan end at skelne. “At skelne” kan f.eks beskrives som at kunne reagere med “0” eller “1” .. eller som “tændt” eller “slukket”.

De fleste ved at en skærm på en computer består af mange små pixels, der på samme måde ved at blive tændt også slukket med meget stor hastighed, kan vise “levende billeder” på en overflade. De ser “naturlige ud”. …

De færreste tænker på, at vi ser det sådan, betinget af at vores øjne og hjerne er indrettet efter præcis det samme princip. …

…Og med dem alt omkring os, som er levende.

Alt bevæges af alt

Bevægelige neurale netværk – kan med andre ord producere mønstre af vidt forskellig slags, udelukkende ved at der tændes og slukkes for disse neuroner (celler) og deres forbindelser med hinanden. I sig selv er de “blanke” – Dvs. De kan ingenting andet, end at holde gang i sig selv. Det er først, når de trænes til fungere i nogle bestemte omgivelser, at de begynder at kunne spejle og lære af det de forstyrres med.

Du og jeg ser og erkender ved at milliarder af sådanne neuroner og synapser tænder og slukker, når de bevæges af alt, der bevæges .. såvel inde i sig selv, som udenfor sig selv…

Det er nærmest ligegyldigt om en rystelse opstår inde i midten af dette netværk, eller ved at der skubbes til det “udefra”. Hver gang bevæges det hele!

For en almægtig betragter, ville det se ud som, om det hele kontinuerligt ændrer form…

Hvis vi ser det, kan vi ikke se denne ændring, som den sker i “den anden”, idet vi, imens vi betragter det, allerede er bevæget af den andens bevægelse.

Kunstig intelligens gør op med afgrænsning

Det er klart, at det her kan være meget vanskeligt at forstå!

Det bryder jo med en gængs opfattelse af, at du og jeg, er “nogen” eller “noget” der flyttes rundt imellem hinanden, som afgrænsede individer!

Vi skaber en illusion om, at vi er det. Og det er blot en illusion!
Vi bevæges ganske enkelt simultant af alt “omkring os”. Vi “lærer”. Det betyder, at vi forandrer måden, vi kan skabe mønstre og sammenhænge på betinget af de omgivelser og forstyrrelser, vi udsættes for udefra, såvel som de, vi skaber selv…

De, vi skaber selv, er også i sidste ende betingede af de, som opstår udefra…

Med andre ord: Dette “selv” har ganske enkelt ingen egen-eksistens. Eller som allerede Nagarjuna i sine Tantras foreslog for næsten 2000 år siden: “Det er hverken selv eller ikke-selv”..

Kunstig intelligens betinges af måden, hvorpå den trænes

Et system til at skabe “kunstig intelligens” bliver intelligent betinget af det, det trænes med.
Altså af sine omgivelser på den ene side, og dets evne til at nuancere og øge antallet af mulige mønstre i mødet med dem.

Det, som “driver” det, er belønning.

Hver gang det løser en bestemt opgave øges antallet af forbindelser og dermed bevægelsesmuligheder. Det gør f.eks. at det erfarer en nytte i forhold til lettere at kunne løse den næste opgave. Det næres af egen succes. Vel at mærke som det kommer til udtryk i det hele: Såvel forandringen i “omgivelserne” – dvs. mulighederne for at få mere at træne med, og muligheder for at kunne vægte- og skabe- flere mønstre i neuronerne og forbindelserne imellem dem.

Det forunderlige, som forskningen i kunstig intelligens lige nu er ved at finde ud af, er at neurale netværk, når de er store nok, begynder at træne sig selv! De søger selv forstyrrelser fra deres “omverden” eller miljø, som de kan øve sig på.. Og dermed belønne sig selv!

De opfinder selv måder at udfordre sig selv på! Det sammenholdt med det, de kan trænes på, – altså måden de opfatte data på – bliver afgørende for ikke alene deres evne til at løse forskellige spørgsmål og opgaver, men også måden de udvikler sig på.

F.eks. på hvor mange forskellige måder de kan lade sig forstyrre?

Det ligner meget det, vi gør – Ikke?
Måske uhyggeligt meget?

Menneskelig intelligens og kunstig intelligens?

At se det ske i sådanne menneskeskabte computerbaserede neurale netværk, skaber megen eftertanke. Især fordi det nu sker med en hastighed, som langt overskrider det, den menneskelige intelligens tilsyneladende er i stand til at gøre?

Det tydeliggør også, hvor vigtigt det er at se på, hvordan disse netværk trænes og med hvad? Ikke mindst for måske at få øje på, hvordan vi selv fungerer og trives?

Når vi bruger dem, træner vi dem. De lærer ganske enkelt – både at blive mere som os, og at bevæge os som deres omgivelser!
..

Det gælder jo også for måden din og min krop fungerer på! ..

Hvad trænes jeg med og hvordan?
Hvilket miljø opsøger jeg med visheden om, at det vil virke forstyrrende på mig?
Hvor villig er jeg til at lade mig forstyrre?

Hvor stiv eller bevægelig er jeg? …

Kan det tænkes, at min kropslige bevægelighed er koblet til intellektuel bevægelighed? Således at det at vedligeholde helt faste mønstre for hvordan jeg bevæger sig, også vil spejles i faste måder at tænke- og løse opgaver på?

Et ængsteligt barn?

Hvis et barn udviser angst? Er det så en effekt af den træning, barnet har fået i et miljø, som er angstfremmende? Hører der ængstelige mødre og fædre i en familie, som virker og opfatter sig som skrøbelig i forhold til omgivelserne, til ængstelige børn?

Opstår angst som en belønning for at passe på sig i en “indadvendt opfattelse af livet”? .. Og alternativt nysgerrig-begejstring for at opdage og undersøge nyt, af en “udadvendt livs-erkendelse” og blive belønnet for det?

Vil et menneske, som er trænet i angst, søge at skabe omgivelser, som fremmer, at det belønnes for sin træningsindsats? .. Måske oven i købet øge de angstskabende udfordringer i samme omgivelser?

Med andre ord… Det vi -er og -gør betinges af de omgivelser, vi selv er medskabende på, og bevæger os ind i.

Nej det handler ikke om skyld!

Nu kunne dette opfattes som om den enkelte af os har “skyld” i, hvordan vi har det? Skyld er intet andet end et mønster, der kan skabe en bestemt form for orden. Også skyld opstår og forstærkes rekursivt: “Skammer du dig ikke over, ikke at føle skyld!”

Du og jeg kan iagttages som neurale netværk. Hver eneste af vores neuroner, og celler fungerer også som neurale netværk. Familien gør det, skolen gør det, vores samfund, naturen omkring os, kloden, solsystemet, universet…

Vi er alle medskabende på det hele. Det er svimlende ikke?

VI kan også bevæge os og opsøge nye sammenhænge. Vi skaber vores eget træningsmateriale, og træne med det.
Nogle finder det igennem underholdning. Andre ved at læne sig op ad tro.

At træne ved at undersøge: At lære: At lære og kunsten at elske

Tænk lige hvad det gør, at undersøge elskov og kunsten at elske? At relatere, bevæge og bevæges? At forbinde iagttage og undersøge? At se udad og lade angst opløse sig…?
Sammen at få øje på nye sammenhænge, skabe forbindelser og mønstre som ikke var før?

Det er fantastisk!… Krop med krop, hud med hud, intellekt i møde med intellekt .. Det fungerer som “dobbelt eksponentiel læring”… og det er det, vi inviterer til på Mahamudrainstitut!

Det mest vilde er måske, at det ikke hører op..

“Forståelse” hører op: “Nå nu har jeg forstået det!”
Undersøgelse og fælles undren gør det ikke… Den vokser i takt med, at vi undrer os sammen..