Hvad har kvantefysik og liderlighed med hinanden at gøre?
Ja måske en hel del mere end vi kunne forvente eller netop ikke forvente!

Nu sidder du måske og tænker om Mads Jesper bliver liderlig af at læse og undre sig over kvantefysik? I et perspektiv forholder det sig sådan. I et andet ser det anderledes ud.

Lad mig begynde med liderligheden.

Kender du til at sanse den forandring, som sker i hele din krop – altså også dit sind – når du “bliver liderlig”?

For mig har den været en kilde til forundring siden jeg oplevede det første gang. Det føles næsten som ikke at kunne være “i mig selv”. Endda så konkret, at alt jeg tænker på i den bevægelse er at blive opløst i “en anden”.

Som helt lille dreng, var jeg, som jeg før har skrevet om, ofte meget syg. En særlig drøm blev ved med at dukke op når min feber nåede over 40 grader: Jeg blev “fanget” af en ung kvinde, som klædte mig af, pakkede mig ind i papir som en anden mørbrad fra slagteren. Hvorpå hun bar mig væk med en intention om at spise mig!” ..

Det føltes vanvittigt lystent og befriende. Ja det lyder forrykt, og det er først nu så mange år efter, at det går op for mig, hvad der måske skete og sker?

Kvantefysik – The Emergent multiverse

Anledningen er at jeg blev anbefalet at læse D. Wallance´s “The Emergent multiverse”, hvor han gennemgår kvantefysikken i henhold til Everett Interpretionen.

Jeg kan næsten ikke få armene ned! Den er bestemt ikke let at læse, og den viser mig nogle meget spændende paralleller til både de klassiske Tantras og den nyere systemiske erkendelsesteori.

Wallace skriver bl.a om coherence, som beskriver en tilstand, hvor et kvantesystem eksisterer i en “superposition” – det vil sige den befinder sig i et “potentiale” eller flere mulige tilstande samtidigt. (her og der og op og ned ..etc) disse tilstande interfererer med hinanden, sådan at vi ikke kan sige eller beskrive at systemet har en bestemt klassisk egenskab.

Et måske mere kendt eksempel på det, optræder i det, hvor EN elektron går gennem TO spalter samtidigt. Den er ikke i én af spalterne – den er i begge. Det viser coherens – tilstandene er stadig “sammenflettede” og ikke adskilte.

Coherens udtrykker på den måde det “uberørte system”.

I det øjeblik et kvantesystem interagerer med sine omgivelser på en måde, hvor information om dets tilstand bliver uigenkaldeligt spredt i miljøet – dvs. hvor superpositionen bliver målt, adskilt eller gjort tilgængelig – da opstår decoherens, og systemet begynder at opføre sig klassisk.

Med andre ord:

Decoherence er det, der får de mange samtidige kvantemuligheder til at stoppe med at interferere – og dermed får det til at se ud som om kun én mulighed blev realiseret.



Skrevet på en anden måde:

Bevægelse er forudsætningen for at kunne skelne.

At skelne vil sige at gøre den ene side af en forskel mere betydningsfuld end den anden.
I det øjeblik skelnen finder sted, udelukkes perceptionen af det, der ikke fremhæves.

Derfor rummer enhver skelnen både erkendelse og tab!



Skelnen virker som at tænde en lampe:

Det lyser noget op – og efterlader meget i skygge.
Vi ser klarere – og samtidig mindre.
Det betyder imidlertid ikke, at alt det andet forsvinder.

Tværtimod:
Det, der forbliver i mørket, opretholder superposition – og med det sin bevægelighed, åbenhed, og vibrerende potentiale.

I eksemplet bliver det klart at hos Wallace (og i multiverse tolkningen): Så betyder denne decoherens ikke, at de andre muligheder forsvinder. De er bare blevet utilgængelige for hinanden – som parallelle verdener, der ikke længere kommunikerer.

Hvilken interaktion forårsager decoherens?

Hvad kan det være for en interaktion, som skaber decoherens?

Ja hvis kvantesystemet kobles til et andet system, som f.eks. måler det? Hvis f.eks. en observatør iagttager det, så bindes det til denne forstyrrelse. Det bliver simpelthen til en del af målingen eller observatøren.
Jeg kan beskrive det som, at det hele “vikles sammen”. At det ikke længere er muligt at opretholde denne “superposition” med de mange muligheder.

Wallace forsøger at forklare, hvordan klassisk virkelighed, som vi oplever den, er en emergent effekt af decoherens.

Emergent forstået sådan:

At det, der sker, ikke bare er summen af nogle hændelser. Og hvis de gentages de, så ville det samme sker igen!

Det opstår, men kan ikke GØRES. Det giver ingen mening at lede efter, hvordan det skete – hvad forårsagede det. Det sker “bare”… Bum!

Det betyder altså ikke, at der objektivt kun er én virkelighed. Vi har, som systemer, blot kun adgang til én gren ad gangen. Vi befinder os i én af de mange verdener. De andre eksisterer også, som en konsekvens af kvantemekanikkens struktur.

Et blødt puf af afrundende baller mod min mave

En aften hvor jeg er sammen med mange mennesker uden rigtig at gøre andet end bare at være der, mærker jeg pludseligt et blødt puf fra en kvinde, der med ryggen til mig skubber sig forbi mig.

Hendes faste og blødt afrundede baller stryger hen over det nederste af min mave. En duft af nyvasket hår blandet med en velduftende let svedig hud, rammer mine næsebor.

“Uh” siger hun og vender sig mod mig.
Med et møder jeg et strålende, blændede smil, i et blik som møder mit med klare øjne. Da pladsen er trang et let pres fra hendes mave mod min…

Det er som om, at jeg i det øjeblik erkender – uden tanke – at jeg opløses. Denne vibrerende og pulserende interaktion med et multivers af potentielle muligheder sender min krop og sind i spin.

Puslen stiger, hjertet banker i mit bryst, min stav rører spontant på sig i mødet med hendes varme krop, duftene, lydende, synet. Mine armhuler fugtes..

“Du ser sød ud!” – siger hun så og fortsætter: “Skal vi danse?”

Sådan kunne en dejlig aften i lyst og latent liderlighed begynde. Alt er potentielt muligt, og uforudsigeligt.

…..

Forestil dig så, at en af os siger:

“Jeg skal lige høre! Er du gift eller har du en kæreste?
“Øh hvorfor spørger du om det?”
“Ja for så vil jeg altså ikke noget med dig”!

I det sekund er al lyst og liderlighed fordampet!

Det som bare sker – måles og vejes.
Der lægges en forventning og et mål og evt. udbytte ned over det hele.

Nagarjuna og kvantefysik

Kan du se parallellen?

Nargarjuna som jeg jævnligt henviser til, som en af de fremmeste filosoffer med relevans for de klassiske Tantras, peger på at vi ingen egen-eksisens kan have. Vi sker bare.. uden reel indflydelse, forudsigelighed eller kontrol.

Til gengæld er mulighederne uendelige!

Med mindre vi binder os til en “sandhed”, en løsning, et mål, eller en tilstand, vi identificerer os med os. I det øjeblik “decoherer” vi og bindes i lidelse. Vi ser ganske enkelt kun den illusoriske lukkende grænse, vi opfinder omkring os.

Liderligheden og kærligheden

Den letteste måde at dræbe al liderlighed og lyst på, er ved at stille krav og betingelser for den!

Liderlighed udtrykker superposition og coherens… Opløsningen i det hele i dig, i det, i det hele.
Der er ingen orden, rigtig, forkert, måling, moral, vurdering og bedømmelse i den. Der er intet “selv”.. Kun impulsen til at flyde ind og ud i det uforudsigelige overraskende og u-ordnede.

Det er også derfor at jalousi er totalt dræbende for al kontakt til lyst. I den vejes det hele op imod et “selv” eller “os to”

Liderligheden, kreativiteten, lysten, kærligheden, friheden – kan i øjeblikke vise sig, hvor selv glemmer sig selv. Dæmninger brydes, faldet er frit svævende, kroppe eksploderer og blandes til ukendelighed…

Når jeg elsker med en kvinde, så tager jeg hende ind som den “eksistens jeg opstår i“ kendes dufte, smag, krop, bevægelser, tanker, lyde – hendes safter er safterne i min krop. Som jeg synker vandet i min mund, slikker jeg væden fra hendes svulmende skød. Mit indre er hendes, som hun vil og gør.

Deraf kan skammen også opstå: det rækker at nogen siger: SIG MIG HVAD HAR DU GANG I? SKULLE DU IKKE HELLERE SE AT …..!

Hvis du vil være med til at undersøge alt dette i praksis, ja så sker det ikke passivt på en massagebriks, hvor nogen vil “give dig en god oplevelse”. Det må ligesom stå helt klart 😉 



I stedet kan du springe ud i det og være med på en prøvegang på Mahamudrainstitut.

Det er trygt .. og det er uforudsigeligt dejligt og overraskende.