Jeg ser, hvordan mænd let kommer til at “ville gøre noget for kvinden” – f.eks. for at give hende “nydelse”. Ved gøre sig fortjente til at være i kvindens nærhed, skaber de overbevisningen om afstand.

En grænse skabes ved at skelne imellem det, som er, og “jeg”. Når der skabes et Selv sker det ved at gøre forskel på “mig” og alt det andet.

Det betyder at “afgrænse”.. Hegne ind. Og frem for alt: At kontrollere hvad der må komme ind.

Grænsen fungerer som en illusion, der udelukkende opretholdes ved uophørligt “at gøre som om”, at der er noget derinde og noget derude, som ikke er det samme.

Bag illusionen og grænsen ses det ikke: At den (det), som skelner, SELV er det, der skelnes i.

Der kan ikke afgrænses, uden også at udgrænse den, der gør det. På den måde opstår en ide om “din verden” og “min verden” – “mig” og “de andre”/“det andet” : Jeg vil kalde det for et “egocentrisk verdensbillede”.

For at “få adgang til hinanden”, må der først kontrolleres ved grænsen. Uden kontrol overholdes ingen grænse!

En fortælling om kvinden og jeg

Lad mig fortælle om, hvordan jeg har set kvinden, så længe jeg kan huske. Måske kan du genkende? Måske ikke? Læs det som en fortælling om mig – og ikke som hverken en rigtig eller forkert måde at være på. Jeg viser mig dig, som jeg nu kan sætte ord på det – her og nu.

Kvinden har altid adgang til mig.

Så længe, jeg han huske, har kvinden haft adgang til mig, uden at jeg kunne gøre noget ved det. Ikke nok med at kvinden skabte- og og bragte- mig til verden. Efter fødslen var jeg også “hendes”.

Måske har jeg oplevet og set det anderledes end så mange? Erkendelsen af det har præget og følger hele mit liv!

Allerede fra min tidligste seksualitet, altså længe før det, vi beskriver som “kønsmodningen”, fantaserede jeg om, at kvinden gjorde alt ved mig, uden at jeg kunne gøre noget som helst ved det.

Hun kunne blotte, tage, anvende, se, og gøre hvad hun ville…
Ikke noget med, at hun skulle have lov, – eller omvendt at jeg skulle gøre noget for, at det skete. Det var en fuldstændig erkendelse af, at det er sådan, det er!

Min eksistens er til for kvinder – kvinden. Hun er det, jeg er..(til for)

Fortroligt var det med kvinden

Forunderligt nok har det ført til, at jeg aldrig har følt det svært, akavet eller forbundet med anstrengelse at komme tæt på-, eller at møde kvinder. De havde umiddelbart adgangen til mig på samme måde som til deres egen krop. Jeg følte mig så tryg og forbundet i kærlighed og lyst, når jeg kunne være der.

Jeg følte- og føler ingen adskillelse og derfor heller ikke, at jeg skulle/skal gøre noget for “at opnå noget” fra hende.

Havde jeg følelsen af at skulle præstere i den sammenhæng, ville det paradoksalt nok øjeblikkeligt skabe illusionen om en afstand, jeg skal overvinde.

Det har på den måde også haft en meget stor indflydelse på min seksualitet. Jeg føler mig fortrolig og hjemme i mødet med hende. Hun kan berøre mig, som hendes egen krop. Der er intet i mig, der virker blufærdigt i den henseende.

Hun kan tilfredsstille sig selv med mig… Og det bliver også til min tilfredsstillelse.
Kvinden kan gå på opdagelse i sin krop, også ved at gøre det i min som sin..

Ikke “brug” men at være hende..

Jeg er til hendes intime “brug” uanset, om det gælder sind eller krop. Og “brug” er ikke det rigtige ord.

Vi kan sige: At vi “bruger vores hånd, når vi vasker os under bruseren”… Selvom vi ved, at hånden naturligvis også er os. Egentligt kan vi kun bruge “noget”, vi ikke selv er.
Mere rammende vil det være, at beskrive det som: ”At hånden, har mange funktioner og nytte i måden, vi bevæger os på.”

Jeg ER hendes hånd,

Det gælder også i seksualitet, f.eks. når hun kærtegner, kæler og masturberer. Jeg er hendes mund, yoni, stav, hud, sind og krop i elskoven… en funktion ved hende.

Kan du fornemme, at afstanden er ikke eksisterende?!

Det er vanskeligt for mig at formulere i ord. Det er sårbart og uendeligt sanseligt. Det er intimt.

Det vil intet. Det er.
Det stilles ikke “overfor.
Det er i det, der er.

Jeg kan også kalde det for “overgivelse” – At ophøre med at adskille?

….

Tantra inviterer til at se, at vi ingen egen-eksistens har. Det skal ikke forstås. Det kan erkendes eller måske bedre “genkendes”. <3