Lad mig se hvem du er og bevæge mig med det
Lad mig se hvem du er! – Gør det muligt for mig at bevæge mig med det, der sker. Hvad sker der, når vores møder gøres til et middel for at opnå noget andet?
Måske ser han en anden kvinde?
To lever sammen i et parforhold, og hun går rundt med en fornemmelse af, at “han ikke rigtigt er til stede”. Hendes intuition siger, at noget er væsentligt anderledes? Der er noget, han ikke fortæller. Langsomt sniger der sig en mistanke ind i hendes sind. Måske ser han en anden kvinde?
Når hun spørger ham om det, afviser han det. Når hun insisterer på at tale om det, bliver han irriteret. Han reagerer ved at skælde ud over, at “hun holder øje med, hvad han gør”.
Hun sættes i et dilemma:
Spiller hendes intuition hende et puds? Kan hun overhovedet stole på det, hun sanser? Er hun bare ved at blive mærkelig og ser spøgelser, som ikke er der?
Hun bliver forsigtig med at samtale om det, og samtidig skabes der en emotionel u-udtalt afstand imellem dem.
Miste tilliden til egen intuition
Hvis det senere viser sig, at han rent faktisk mødtes med en anden kvinde, bliver hendes sorg og vrede stor. Et er, at han gjorde det. Det er til at håndtere.
Noget andet er, at hun lod sig invitere af ham til ikke at tro, at hun ikke kunne forlade sig på sin intuition. Den følelse af at være ledt ind i et svigt af troen på sig selv og sin evne til at navigere i livet, tager lang tid at komme over. Det handler om tilliden til sig selv i mødet med andre mennesker.
Kunne samtalerne have været anderledes, inden det kom så langt?
At søge kontakt
Hvis det er sådan, at vi alle er forbundne med hinanden? At jeg, når jeg bevæger mig, uvilkårligt dermed også vil bevæge dig og omvendt? Så betyder det at “søge kontakt”: Ikke at have erkendt denne forbindelse.
Vi oplever adskillelse. “Noget” synes at være blevet stillet imellem?
Hvad er dette “noget”?
Det former sig som krav, forventninger, mistillid, skepsis, ambitioner og frem for alt det at ville have noget UD af hinanden og mødet.
Vores samtaler bliver til et middel til at opnå noget bestemt.
Kender du det at samtale med et menneske, og opdage at vedkommende er opsat på at få noget helt bestemt UD af det møde?
Du opdager det måske ved, at der opstår noget insisterende i tonefaldet eller i de spørgsmål, der stilles? Mærker en følelse af at vedkommende kræver eller forlanger noget af dig. Det kan ske subtilt eller mere tydeligt.
“Du svarer ikke på det, jeg spørger dig om!” “Du taler udenom!”… Siger han eller hun
En forventning til at levere det som kræves
I sådan en fordring, ligger der en forventning om, at du har en pligt til at levere det, som vedkommende kræver: At det at et spørgsmål stilles, giver pligt til at svare på det.
Når jeg møder det, lukker jeg.
Hvor kommer denne forventning fra?
Jeg oplever en stigende tendens i vores kultur til, at mennesker vil have noget UD af ikke bare møder men også af hinanden. Det er nærmest blevet et mantra at spørge: “Hvad får jeg ud af det”?
Hvad er gevinsten for mig? Hvad kan jeg bruge det til? Hvad skal jeg bruge ham til… når han ikke vil xy? Hvad kan du give mig?
Vores møder gøres til byttehandler og betinges af, at vi får indfriet vores forventninger til den handel, vi indgår. Det sker naturligvis ubevidst.
Sex i en byttehandel
Selv når par har sex med hinanden, mødes de ofte i sådanne byttehandler. De skal “tilfredsstille hinanden”. Først giver jeg dig en orgasme. Bagefter giver du mig en? Efterfølgende søges tegn eller bekræftelse på, om det var “godt” eller om “jeg var god nok?”
Med andre ord betinges vores møder, samtaler, sex – (ja “elskov” vil jeg ikke kalde det) – af den handel, der foregår: Forventningen til det, vi vil have UD af det, vi gør.
Findes der alternativer?
Lad mig se hvem du er!
“Lad mig se, hvem du er!” – “Gør det muligt for mig at bevæge mig med det, der sker”
For mig fungerer et møde i kontakt som en selvåbenbaring. Hvis, vi vil den bevidste opmærksomme kontakt, må vi fjerne masken. Det kan føles angstfyldt.
Hvis det, vi hidtil har vist, ER vores maske, hvad sker der så, når vi tager den af? Kan du så lide mig?
Det er forbundet med høj spænding at bære rundt på en maske. Det er voldsomt trættende. Det gør, at vi føler os anstrengte, når vi er sammen med andre mennesker. En impuls vil opstå til at trække sig tilbage for at være mere for sig selv. En anden at opsøge sammenhænge hvor masken måske kan lettes lidt eller tages helt af.
Lad os elske uden maske
Hvis, jeg vil mødes med dig uden maske – altså i erkendt kontakt – om det er i samtale eller elskov, så sker det, når jeg erkender, at det er mig jeg sanser i mødet med dig.
Fysisk vil alt hvad jeg sanser med, når jeg berører dig, “sidde i mig”. “Adgangen” til at erkende dig ligger “i mig”. Det betyder, at jeg kun kan erkende dig, som jeg sanser mig i mødet med dig.
Skrevet på en anden måde:
- Jeg berører dig, som jeg berører mig.
- Jeg bevæger dig, som jeg bevæger mig.
- Jeg møder dig, som jeg møder mig.
- Du er i mig, og som jeg kan tage omsorg for mig, kan jeg tage omsorg for dig
På samme måde vil du intellektuelt optræde i mit sind, som jeg tænker om dig i mig. Hvis jeg “kan lide dig” – betyder det i denne beskrivelse: “At jeg kan lide mig, når jeg er sammen med dig”.
Det er måske netop derfor, at det kan være så ødelæggende for et menneske at leve med en følelse af, at den anden skjuler noget, og bedyrer det modsatte?
Det fører til at dette menneske “Ikke kan lide sig, og samtidig føler at det bør kunne lide den anden”.
Det er sårbart
Det er meget sårbart at smide masken. Det sårbare er sanseligt. Hvor jeg sanser “meget”, bevæges jeg meget. Det kan jeg også beskrive som “emotionelt”.
Vores samtaler vil forandre sig. Jeg taler ikke på dig. Jeg inviterer dig til at se mig, som jeg er. Det kan ikke ske som et krav eller med en forventning.
Vores kropslige møder ændres også.
Vi opgiver krav og forventninger til at stå til rådighed for at dække hinandens behov. Vi mødes i det mulige og villede, hvor vi sammen kan finde rytme, takt og tempo i bevægelse.
Vi er ikke længere sammen af en “grund”, der betinger det. Vi er sammen, det er det, vi er. Vi erkender, at vi er forbundne uden at være bundne.
Lad mig se hvem du er – i alle møder.
I det ovenstående tager jeg udgangspunkt i at leve som par.
For mig gælder det alle for møder i bevidst opmærksom kontakt.
Hvis samtalen eller det kropslige møde gøres instrumentel som et middel til at opnå noget: Give/få/bytte en god oplevelse, opnå et særligt udbytte etc.. så mødes vi bag masker.
For mange er det ønsket!
Jeg ser det i det, der kaldes for “den professionelle distance”. Professionaliteten stilles imellem. Jeg ser det når mennesker flirter eller finder påskud for at mødes.
En Tantra inviterer til at erkende kontakt. Til at blive bevidst om maskerne, og se naturen af det, der er: At leve naturligt og uden anstrengelse.
