Tro ikke på et ord af hvad jeg siger

Når jeg i forbindelse med seminarer (og i mine artikler) giver udtryk for: “at jeg ikke ønsker, at nogen skal tro på et ord af, hvad jeg siger”, så kaster det ganske ofte smil af sig. Hvorfor skulle jeg sige noget, som ingen alligevel vil tro på?

Modsætningen til udsagnet ville være: “At tilhørerne skulle tro på alt, hvad jeg siger”, eller “i mere eller mindre omfang tro på noget af det, som jeg siger, og ikke på andet”.

Da de færreste vil tro på alt, hvad de hører, må det at skulle sortere og vurdere det som høres uvilkårligt føre til en konflikt? Og igennem konflikter næres identifikationen med vores Ego. Det føler sig stærkere, når det kan yde modstand og skelne imellem rigtigt og forkert, godt og ondt, smukt og grimt og ikke mindst imellem: “jeg” og “alle de andre og alt det andet”.

Når jeg vælger på forhånd, ikke at ville tro på noget som helst af det, jeg hører eller læser, men blot se det som en invitation til at undres, så ophører konflikten.

Hvad skal så få os til at tale sammen? Hvilken mening finder vi i at mødes?

For mig bliver det eneste, som kan afgøre, om jeg vil relatere med andre mennesker: at jeg VIL det i dette øjeblik…og det næste…og det næste. Indtil jeg ikke vil det mere. Der er for mig ingen anden “grund”.

Hvad sker der, når jeg sammenligner?

Hvis du vil mødes med mig for at sammenligne mig og det som jeg siger med andre, for at vurdere og bedømme, trække fra og lægge til, og finde ud af “hvad du kan bruge” og “ikke har brug for”, har du så ikke gjort mig til et middel til “din egen udvikling”? Jeg ønsker ikke at blive “brugt” og vil ikke bruge nogen. Jeg vil mødes i kontakt til kærlighed, lyst, frihed og bevidsthed. For mig må det betyde, at vi slipper enhver ambition og mål med mødet.

Forleden udbrød en mand, i åbenlys irritation over, at jeg oversatte til flere sprog: “om vi ikke i stedet for at spilde tiden, blot kunne tale engelsk?”.

….Findes der da noget mere nærværende end at “spilde tiden sammen”? …Bare at være uden at ville nogen steder hen med det?

Når vi så mødes, kan vi så ikke undre os sammen? Lad være med at tro at du kender mig, eller at jeg kender dig. Er det ikke den største respekt, som vi kan vise hinanden?