Lærte du at elske, da du var ung? Eller fik du mere at vide, at du skulle passe på?
Jeg kan huske at jeg utallige gange netop hørte den sætning: “Pas nu på!” evt. i variationen: “Vær nu forsigtig”.

Lærte du at elske, ved at høre om grænser?

Jeg læste tilfældigt om et nyt tiltag, hvor gymnasieunge kunne få lejlighed til at lære om “at sætte grænser” i forbindelse med seksualundervisning.

Det overrasker mig ikke. Vi lever i en tid hvor “grænser” fylder meget. Både i det politiske billede, med ønsker om mere kontrol, stærkere grænser – og i det hele taget en voksende nationalistisk højredrejning.

Kvinders ret til at bestemme over egen krop sættes også under pres, når retten til abort f.eks. rulles tilbage i både Øst og Vest.

Hvad der slog mig ved at læse om denne grænse-sætnings-undervisning, var det absurde i at ville bibringe unge indsigt i elskov og seksualitet med afsæt i, at “de skal passe på!”

Jeg finder, at noget af det vigtigste vi kan lære alle mennesker, fra de er helt må og op igennem hele livet, er at passe på hinanden!

Jeg skriver helt bevidst IKKE: “At passe på sig SELV”. Jeg opstår ganske enkelt i mødet med andre mennesker! Ja ikke kun med dem: I mødet med alt, hvad der er.

Passer jeg på det hele, passer jeg også på dig.

Det må være en illusion, at du og jeg reelt set kan have kontrol over noget som helst. Vi kan “gøre som om” at det er tilfældet. Og Ingen af os aner, hvad der sker om et sekund. Uendeligt mange begivenheder kan på drastisk og dramatisk vis bevæge os hvert eneste øjeblik.

Det er absolut fantastisk!

Denne impulsive spontane bevægelse er det, som opretholder ikke bare alt levende, men alt hvad der er. Jeg kalde ordet for “lyst”… “Puls”, “livskraft”, integritet, eller “kærlighed”. Det kan ikke købes, gives, sælges, modtage, gives, forhandles, forarbejdes… eller på nogen andre måder betinges.

Vi ER det, som alt andet også er det.

Det er meget kort beskrevet DET, som de klassiske Tantras, ZhuangZi, Lao Tzu i den taoistiske tradition og Zenjii Dogen som grundlagde SotoZen peger på, at vi (måske) kontinuerligt kan få øje på?

Med andre ord: 

Passer jeg på det hele, passer jeg også på mig. Andet er ikke muligt.

Hvordan lærte du at elske?

Når jeg i indledingen spørger om: Du lærte at elske, da du var ung? Så kender jeg nok svaret?

Det gjorde du sikkert ikke!?
Du fumlede dig sikkert frem?!

… Gjorde dig dine egne erfaringer. Nogle gange var de gode. Andre gange rædselsfulde, eller noget derimellem.

Meget få unge erfarer at møde et menneske der på samme måde, som vi lærer at danse, skrive, synge, regne, bygge etc.. lærte dem at elske.

Jo måske blev de fortalt, hvordan man gør?
Det svarer til at høre en historie om at operere et hjerte, og så tro at man kan gøre det bagefter.

Den metafor er ikke helt ved siden af. Er det netop ikke det, det handler om? Når vi møder- og berører et andet menneskes hjerte og hele krop på den mest intime måde, vi overhovedet kender?

Ja bare så du ikke misforstår mig!

Sådan ses det normalt ikke!

Det er bare sådan, at når vi inviterer et andet menneske SÅ tæt på, at det på alle måder kommer IND i os – og vi ind i dem?

Eller: Erfarer at det bare uden videre trænger ind i os! ..

Så lærer vi igennem: HVORDAN det sker.
Der ER altså noget at lære omkring det at elske- og at elske med hinanden! Meget!

Lærte du at elske med angst?

Lærer vi så godt ved at møde det, vi vil undersøge i angst?
Eller lærer vi allerbedst ved at lege og øve, uden at det er “for alvor”?

Svaret giver sig selv synes jeg:

Mennesker der inviteres ind i fortællinger om alt det, som kan gå galt, og opleves forkert, traumatisk og som overgreb .. Lærer at møde verden i angst.

“Pas nu på!”
“Verden er farlig! Andre Unge udgør en risiko for dig!. Sørg for at møde den, imens du ser ud bag sikre grænser!”.

Præster og politikere formaner og advarer med skrækhistorier og fortællinger om konsekvens. De kender midlet mod den uordentlige og helt vidunderlige kreative undersøgende livskraft: Angst.. og med den opstår kontrollen af sig selv.

Det er absurd og ødelæggende!
Heldigvis lukker en hel del ørerne for det!

Andre hopper i med begge ben og begynder at betragte de andre med forbehold og skepsis.

“Lyst” er ikke “Det jeg har lyst til”

Meget af det beror på en misforståelse af, hvad “lyst” egentlig betyder?

“Lyst” er IKKE: “Det, som jeg har lyst TIL”.

Forveksles “lyst” med “lyst til”, svarer til at gøre det: “At være sulten” efter “en bestemt slags mad”.


At elske er ikke: “DEN jeg elsker med” eller “det jeg VIL, når jeg elsker”.
Hvis jeg VIL noget med det, kan det ikke være “at elske!

Så betinges mødet af det, som skal komme ud af det.

Hvis, jeg skal fortælle nogen; “Hvad jeg IKKE har lyst TIL”, så taler vi IKKE om lyst. Vi taler om betingelse. Præcis DET, der gør, at vi ikke vil komme i nærheden af at erkende hverken lyst, frihed, integritet, medfølelse og kærlighed.

Kommer den samtale om “mine grænser” forud for, at vi mødes i elskov? Så fungerer den som en forhandling. Elskov vil ALDRIG opstå igennem sådan en handel. Forbrug vil!… Kontrol, angst og betingelse.

Hvordan skal vi så passe på hinanden?

Ved at blive super gode til kropligt sanset at erkende alle de der forbehold, vi stiller op, for IKKE at flytte os spontant ud af møder. 

Vi udvikler bevægelseskompetence igennem at lege. Det er legen, som gør vores spontane impulsive sansede bevægelse virkningsfuld i alle mulige situationer. Alle levende organismer leger!

Det minder meget om at lære at slås.
Slås uden at både jeg og den anden kommer virkeligt til skade.

Samtidig må vi øve at berøre uden at “ville noget med det”. VÆRE sammen. Frem for erkende hinanden i “os”. Vi kalder denne færdighed for Empati.

Det at bevæge sig opmærksomt må integreres fuldstændigt i sådan en læring af unge (og voksne). At bevæge sig opmærksomt handler IKKE om “fokus”. I fokus ser vi uendeligt lidt. Egentlig kun det vi VIL se.

I opmærksomhed erkender vi det hele…

Det kan ikke læres i professionel afstand.

Intet af dette… absolut ingen kan vi lære ved at læse en bog, eller ved at møde et menneske der vil være i professionel terapeutisk afstand. Det handler alt sammen om at få lejlighed til at spejle en krop i bevægelse. Et menneske der intet VIL… Ud over at vi øver os i det mulige og gensidigt villede.

Tænk hvis unge kunne erfare deres første elskovsmøder i sådan en opmærksomhed.
De ville aldrig tænke i “grænser” eller angst: Det ville være super kompetente til at passe på hinanden.



Lærte du at elske sådan, da du var ung?
Det er ikke for sent!