Ledelse handler for mig om: At erkende de omgivelser, jeg befinder mig i, og finde/opfinde muligheder for at bevæge sig med dem på en sådan måde, at de samlede livsbetingelser fremmes eller i det mindste ikke forringes.

Ledelse på bjerget

For nogle år siden hyrede jeg en lokalkendt Guide til at lede mig og min søn på en bjergbestigning.

Før han sagde ja til opgaven ville han høre noget om vores fysiske form. Han spurgte ind til vores generelle erfaringer og sundhedstilstand. I samme åndedrag gjorde han rede for under hvilke rammer han ville lede os. Han skitserede hvad turen indebar og hvilken udrustning og påklædning vi behøvede.

Turen blev for mig et fantastisk eksempel på ledelse. Jeg var forundret og begejstret over med hvilken kompetence, klarhed og afspændthed han inviterede os ind i sin begejstring for såvel den enestående natur, som sin fascination af at klatre og bevæge sig i den.

Han kunne fortælle om hver eneste lille urt, klippe, mineral og dyr, vi mødte på vores vej. Dertil kom ,at han fysisk set var den stærkeste mand jeg nogensinde har mødt før eller siden. Et aktivt liv i højderne må have bidraget til det?

Sin evne til at “læse omgivelserne”, sneen, vejret, klipperne og løbende justere turen efter det, gjorde det til en på en gang meget tryg – omend også udfordrende tur.

På intet tidspunkt inviterede han ind i angst eller bekymring. Ikke en eneste af sine anvisninger blev formidlet som kontrol. Han viste simpelthen, hvad der skal til for at færdes og klatre på en ansvarlig måde. Han gjorde det ved at indvi os helt åbent og transparent i sin egen praksis. Det skete ved at give os mulighed for at spejle, hvordan han passede på sig selv og os andre.

Hvor absurd havde det ikke været, hvis vedkommende havde beklaget sig over vejret, klipperne, ruten, gletsjerne, lovgivningen eller vores fysik og kompetence?

Tænk hvis min bjergguide havde sagt: “Hvis bare bjerget, vejret og sneen og I to havde været anderledes, så skulle turen nok være lykkes…”

Fravær af ledelse

Hvad ledelse angår, er det jeg oplever i denne “Covid19-tid” det absolutte modsatte af ovenstående. Ledelse er simpelthen fraværende. Den er blevet erstattet af kontrol.

“Vi skal have kontrol over denne virus” lyder det fra Regeringen. I den terminologi bliver det til at skulle kontrollere mennesker.

Selvom det helt grundliggende er “virus der smitter”, så gøres det til, at det er “mennesker som smitter”.
Hvor absurd det er, åbenbarer sig for for alle i disse dage, hvor man vil slå millioner af Mink ihjel, for “få kontrol”. Det næste bliver fjerkræ… Og sådan kan vi så blive ved?

(Nu synes jeg ikke om at man overhovedet opdrætter dyr for at bruge dem til luksus-produkter – og det er dette uvedkommende .)

Kontrol og angst

Kontrol skabes ved at gøre mennesker angste. Stort set al retorik tager det sigte:

• At skabe fortællinger, der udpensler rædslerne ved en epidemi – der gives dimensioner, som var det den sorte død vi taler om.
• At fortælle “at vi nok skal komme igennem dette sammen”…
• At fratage mennesker sit levebrød – igennem strenge restriktioner.
• At producere “statistikker” der fremmer en helt bestemt virkelighedsopfattelse.
• At gøre nærhed og kontakt til andre mennesker “livsfarlig”.
• At tale om skyld og pålægge straf.
• At tale om “eksperter” og de som ved – overfor de, som ikke ved..
• At bruge tvang.

… Frem for alt at ved at give os det indtryk, at det er omgivelserne og omstændighederne, der er årsagen til alt dette..

Det sidste er simpelthen så skørt, som det kan blive.

Det svarer til at fralægge sig ansvaret for ledelse.
Ja det har simpelt hen intet med ledelse at gøre!

Ledelse anerkender det, som er.

Ledelse foregår i- og muliggøres ved at anerkende de omgivelser og omstændigheder, der er…

Nuvel. Der er ikke meget, jeg kan gøre ved denne i mine øjne helt fraværende ledelseskompetence.

Det er så de omstændigheder, jeg må lede i.

Det giver mig bla. anledning til at iagttage, hvordan angst skabes og vedligeholdes. At se kontrol og angst følges ad. Fremfor alt i hvor høj grad de begge bindes op på tid, frygt og håb:

En ide om, hvad der skal komme, eller hvad der IKKE må ske?
Fortællinger om at kunne miste eller om noget, det ikke er muligt at nå. Det hele sker i forestillingens verden.

Jeg lever..!

Jeg lever i kraft af det, jeg gør, imens jeg gør det.

“At leve” findes ikke i fortællinger om “i går” og “i morgen”. Jeg lever ved at skrive, at spise, at sove, at håndværke, at dreje, at elske, at kysse, at lege med Gandalf og Mille, at sanse en varm pels og snude i min hånd, at trække vejret, at læse, at sidde, at SE det, der er… som det er.. Og ikke som det var eller helst skal blive.

Det er så enkelt. <3

Systemiske samtaler med Jesper

Cupisofi og elskovskunst