levende og bevæget
En levende organisme kendetegnes ved kontinuerligt at genskabe sig selv – af-sig-selv. En selvrefererende reproduktion, der finder sted i vedholdende interaktion med omgivelserne, den befinder sig i.
Et levende træ
Når et træ vokser ved at sætte skud og danne nye grene, sker det ved at træet reproducerer sig selv igennem celledeling. Vi kalder det for vækst.
En gren består således af “det samme” som træet selv, og følger helt det samme princip i måden det fungerer og kan bevæge sig på. Nu skabes der typisk ikke kun en gren på et træ, men mange.
Hver især vil de kunne skygge for hinanden, og dermed påvirke hvordan hinanden kommer til at se ud. At de kan skygge hænger sammen med, at Solen er en meget væsentlig del af træets “omgivelser”. Dens lys, og muligheden for at indfange det bedst muligt, vil få grenene til at bevæge sig igennem væksten, så det er bedst muligt for såvel grenen som for træet i sin helhed. Uden Solen intet træ. Den er lige så meget træet, som frøet er det.
Andre træer, der står i nærheden, vil på samme måde – blot ved at skygge – have den samme effekt.
Nu kunne jeg få den ide, at et træ opbygges som et hus af “mursten”, der stables ovenpå hinanden. De ældste mursten ville så have stået der fra dengang, træet skabte sin første spire af et frø?
Imidlertid forholder det sig fundamentalt anderledes.
Kontinuerlig bevægelse
Træet vokser og lever igennem kontinuerlig udskiftning af alle celler. Det udtrykker med andre ord “kontinuerlig bevægelse” i en stadig reorganisering, død og fødsel. Måden, det reorganiserer sig på, er styret af det princip, som ligger indlejret i frøet i et sammenspil med alle forandringer i dets omgivelser.
Undervejs vil det have behov for at forsvare sig mod heftige angreb af insekter. Begivenheder som vil forme det på samme måde, som hvis det vokser udsat for kraftig vind, eller oplever et år med tørke.
Et gigantisk og komplekst samfund
I, på og omkring træet lever (fødes og dør) mangfoldige samfund af organismer: Svampe, alger, planer, insekter, og andre dyr. I omfang vil det være meget stort.
Det, som nogen vil se som “en hel masse brænde” … eller “en mulighed for at lave nogle gode planker”, fungerer som et levende univers.
Enhver organisme vil være indeholdt i en anden organisme
Ser jeg nøje på træet, vil jeg kunne erkende, hvordan den ene organisme er indeholdt i den næste, som en “del af den” – og hvordan de alle til sammen, er dele af sammenhænge, der er meget større end blot det isolerede træ.
For at afgrænse må vi lukke øjnene
Når vi vil afgrænse dem fra hinanden, kan det kun ske ved at lukke øjnene for, hvordan de er forbundne med hinanden i en uhyre komplekst rekursivt, levende og dermed bevægeligt og kontinuerligt, foranderligt system.
Iagttagelsen forandrer
Bare det, at jeg f.eks. ville kravle op i det for at se, ville gøre mig – som iagttager – til en del af dette system. Handlingen ville ikke bare forandre mig, men også træet og utallige af disse sammenhænge for altid.
Bare det at jeg iagttager det, vil forandre både mig og træet for altid
Mine fødder på den fine bark ville i et forstørret perspektiv efterlade et spor af død og ødelæggelse på sin vej. Forstyrrelser og uoprettelige traumer, som jeg end ikke ville få øje på.
På trods af dette, lever træet igennem stor modstandskraft og træghed, videre. Det finder måder at hele sårene på i sammenspillet med dette komplekse selv-opretholdende levende “system”.
Selvorganiserende bevægelse
Som i eksemplet med dette træ, fungerer alt levende. Jeg kan koge det ned til to ord: “Selvorganiserende bevægelse”.
Vil jeg forstå eller SE træet eller “mig selv”, så er der ingen vej udenom at søge indsigt i, hvad bevægelse gør?
Hvordan fungerer bevægelse? …. Hvad er det, vi vil beskrive med dette ord?
At det måske udtrykker noget af det vanskeligste overhovedet, beror på at bevægelse netop ikke kan være “form”. Bevægelse skaber det, vi kalder for “form”.
Bevægelse kan ikke være form!
Det er den snurrende skive på min drejeskive, der skaber krukken af det plastiske ler. Når den er færdig SOM en krukke, er den bundet i en form.
Krukken er bundet i form!
Vores sprog er skabt til at beskrive form, selv når vi vil pege på “bevægelse”. Derfor kan vi f.eks. spørge: “Hvad er det for en bevægelse”? …Og et svar kunne lyde: “Det er løb”
Ikke at transformere men at transcendere
En tantra inviterer til at “se det som ER” …og få øje på, at det ikke kan være beskrivelsen af det, som er. Jeg kan f.eks. ikke drikke vand af billedet af et glas, eller af ordet “glas”. Både billedet og ordet bruges til at pege på noget andet end “sig selv”. Jeg kan altså heller ikke være min fortælling om “mig”. Den fortælles. Skabes som krukken af det plastiske ler på drejeskiven.
Vil jeg se det, som er, og ikke blot min fortælling om det, må jeg lade mig bevæge. Blive som plastisk ler og sanse bevægelsen hinsides enhver form.
Erfare uden at gøre det til en “erfaring”. Derfor vil der ikke være den mindste forventning, forestilling, krav, eller ide der kan tilfredsstilles i en tantra. Selv den mest enkle ambition vil stille sig “imellem” den bevidste kontakt til det, som er.
En tantra vil ikke “transformere” noget som helst. At transformere betyder at forandre fra en tilstand til en anden. Tantra transcenderer. Det peger på “at erkende hinsides erfaring eller beskrivelse”.
