Lidelse ophører ikke igennem nydelse. Det beror på en stor misforståelse at Tantra skulle invitere til at nyde, uden at jeg vil gøre det at nyde “forkert”.

Hvis det var tilfældet, at lidelse ophører igennem nydelse, skulle jeg vel bare tage en portion vaniljeis mere, når jeg følte mig trist?

Giv et barn, der er ked af det, et stykke slik! Gråden hører op, imens der tygges. Når det sidste er slugt, vil det lyde: “Må jeg få et stykke til?”…

Lidelse er at leve

Når Gautama Buddha pegede på, at “lidelse ER at leve”, så videreførte han en indsigt, der var meget ældre end sig:

At vores ide og forestilling om hvad der bør være, var, eller helst skal komme, stiller sig i vegne for at se – dvs. at anerkende – det som er, som det er.

At vi hallucinerer uden at erfare den bevidste kontakt til det, som er.

At vi jager illusionen om “noget bedre” eller frygter “noget værre”, og selvsagt permanent må fejle, idet en ide ikke kan være det, den peger på.

Jeg, mig, min og mit…

Af alle disse illusioner bliver forestillingen om “Jeg, mig, min og mit” eller “Du, dig, din og dit” til det, der skaber mest afstand og leder os i isolation og selvskabt ensomhed.

Det skaber grænser, der opretholder sig selv og bliver stærkere og stærkere, hver eneste gang, vi tænker i “mit” og noget, “Jeg vil have eller nå!”.

Lidelse ophører ved at anerkende

Som i alle tidligere Tantras, foreslog Gautama Buddha “meditation”, som den praksis, der kan gøre dette synligt: At få øje på det grænseløse igennem iagttagelse af kroppens og sindets natur.

At føde og fødes, at vokse, at lære, at modnes, at dø – det hele er forbundet med lidelse.

At stræbe efter at give eller få nydelse, vil i det perspektiv være både naturstridigt og ganske paradoksalt.

Skab en forestilling at jage efter og lidelse ophører ikke!

Stil et menneske noget i udsigt! Gør som om han/hun nærmer sig målet! Inviter vedkommende til at sanse med alle sine sanser, at nu! Lige om lidt SÅ er det der….! … Og stop så!

Skaber det lidelse? Frustration? Skuffelse? Vrede? ….

At lidelse ophører, betyder ikke at blive fri for smerte.

Lidelse i er tantra ikke ment som en “følelse” eller “emotion”, men som: “Ikke at være i bevidst, opmærksom, kontakt til det, som er” og i stedet ambitiøst stræbe efter at nå “et andet sted hen”, end det, som er.

Fortvivlet og sammenbidt at svømme i søens klare rene vand for at finde noget at drikke.

For de fleste vil det blive så tydeligt, at et løfte om nydelse og stadig mere nydelse, vil forstærke lidelse.

Religion lever af at skabe lidelse igennem løfter om nydelse.

Religioner har alle dage lovet evigt liv, paradis, masser af elskov, samvær med Gud, etc… Som det vigtigste middel ved siden af angsten for straf, til at føre mennesker ind i angst og dermed i kontrol.

Meget kan jeg nyde og have lyst til

“Nyder” jeg en god øl, at sove til middag, duften af varm elskov, lækker is… at lytte til musik, dvæle i naturen, at arbejde med træ og ler, at berøre? …. Eller er jeg mødet, med det, der er, uanset hvad og hvordan det er?

Følelsen af at nyde er ikke bare flygtig og lige så ustadig som vejrets skiften. Den skaber også “en nogen, der nyder”, og ambitionen om at det ikke skal høre op.

Lyst handler ikke om at jage det, jeg har lyst til, men at erkende lyst – kontakt og liv – i det, jeg gør, uanset hvad det er, jeg gør.

En Tantra inviterer til, at jeg undersøger og øver, hvordan jeg bevæger mig opmærksomt, i og med det, som er, hvad det så end er…

Cupisofi og elskovskunst