Hvad er lidelsens natur? Jeg har tidligere undret mig over, hvordan det virker som om, at “lidelse” tilsyneladende kan føles lige slem, uanset hvilke ydre livsomstændigheder vi udefra betragtet, befinder os i?

Tag 3 mdr i en flygtningelejr!

Nogle gange har jeg både tænkt og sagt højt, “at vi måske lige skulle bo 3 måneder i en flygtningelejr” bare for lige at mærke om det, vi oplever som lidelse lige nu, nu også ER så slemt?

Tanken kan invitere til at skifte perspektiv. For de fleste måske kun i kort tid?

Hvad er det som gør, at en ulykkeligt forelsket person, kan overveje selvmord som en vej ud af lidelsen?
At et menneske kan skære i selv, i en eller anden afmagt?
At mennesker kan udvikle had og trang til at straffe nogen, som de blot mener at kende igennem kommentarer og skriverier på Facebook?
At en nær vens- eller partners død kan få en verden til at bryde sammen?
At jalousi kan føre til voldsom vrede og/eller depression?

Ja jeg kan blive ved med at finde eksempler?

Ovennævnte er jo ikke ved at dø af sult?
Kuglerne flyver ikke om ørerne på dem?
De kan færdes frit på gaden uden at frygte for overfald og voldtægt?
De har stadig alle deres lemmer…

ER oplevelsen af lidelsens natur og “styrke”, nærmest uafhængig af de omstændigheder, vi befinder os i?

Tantra og lidelsens natur

En Tantra skriver ofte om lidelse og lidelsens natur. At lidelse opstår igennem “binding”. Binding til hvad? … Binding til selv.

Hvad vi deler med alt, som lever er, den spontane impuls til at holde os levende.
For vi mennesker: Ikke “bare levende”, men levende som det “vi gerne vil være…”

Vi vil bevæge os i integritet. Kunne passe på “hele os selv” – fysisk, emotionelt, relationelt, vores identitet osv.. Når vi føler os truet på det: På vores “selv”, så føles det som om, vi er i fare. Det opfattes som livstruende. Hvis vi samtidig ikke føler os kompetente til at bevæge os i den trussel, på en sådan måde at vi kan bevare dette “selv”. Så opstår lidelsen.

Smerten er vigtig

Smertesansen er den vigtigste vi har. Når noget smerter, er det for at vi skal flytte os spontant. Når det så ofte er det, som ikke sker, så skyldes til bindingen til selv.

Fortællingerne om skal, må, må ikke, bør, vil, vil ikke, håb, ambition, mål, skyld, skam og det “at være nogen, som både andre og jeg kan “lide” .. er de, som såvel skaber selv og bremser den spontane bevægelse.

Smerte opfattes som smerte – uanset om den har ophav i noget fysisk udefrakommende, emotionelt eller følelsesmæssigt. Det gør ingen forskel i forhold til, at vi i det sekund føler os truet på vores integritet. Altså på vores liv!
En Tantra inviterer til at iagttage hvordan dette fungerer.

Det gør lige ondt?

Det gør “lige ondt” at få skåret en finger af i en flygtningelejr som i en herskabsvilla.
Det samme: at miste 100 kr, hvis det er de eneste, jeg har, som at tabe en mio kr., hvis den er det, jeg har.

At erfare sit barn dø vil føles lige forfærdeligt, uanset “hvor godt jeg ellers burde have det”.

Det eneste som kan gøre forskel her, er bindingen til SELV og evnen til at bevæge sig kompetent i det, der sker, imens det sker.

Med binding menes – at jeg har gjort min indentitet – dvs. fortællingerne om “mig” og alt det, som adskiller mig FRA det, der ellers er – “sande”

Det er “selvets” funktion: At afgrænse og adskille mig fra alt andet!

F.eks at gøre – luften jeg trækker vejret i, vandet jeg drikker, maden jeg spiser, mennesker jeg relaterer med, – til noget, jeg “bruger”. Altså til “midler” til at opretholde min integritet? I stedet for at erkende at jeg udelukkende eksisterer som luft, der trækkes, mad der spises, vand der drikkes… etc… Det hele er “mig”. Dvs. naturligvis ikke “mig selv”, men som: “det, der er”.

Luften, der ventilerer mine lunger er lige så vigtig som “mine” lunger er det i forhold til, at jeg lever. Det “ene er der ikke uden det andet”. Det er “det samme”.

En praksis med integritet og undersøgelse af lidelsens natur

Det må blive lysende klart, at en praksis med fordybelse i “Tantra” handler om “integritet”?

Det betyder ikke at passe på “sig selv” .. eller “SIT selv”- som vi almindeligvis forstår det.
Det betyder ikke “at forhandle over mine illusoriske grænser”.

I stedet inviterer en Tantra til at iagttage naturen af denne kontinuerlige skabelse af “selv”, og i samme åndedrag erkende bindingens natur. Igennem denne iagttagende praksis i bevægelse, opstår stadig nye muligheder for at bevæge sig i integritet.

Denne integritet handler så ikke blot om “sig selv”, men om det, som er: At bevæge og bevæges i-, af-, og med- det, som er – spontant og opmærksomt hinsides ideer om at komme “et eller andet sted hen” med “sig selv” eller “andre” … (same same)

Kom og vær med på cupisofi og elskovskunst