En lidt længere artikel om Lingam – mandens køn. Hvordan er det at ” løbe rundt med en lingam “? Hvad er det, der gør det så magisk at mødes i en Mahamudra tantramassage? Hvad gør denne Lingam ved vores forhold til – og tiltrækning til kvinder?

Fortællingen er personlig og samtidig en invitation til mænd og kvinder.

Hvem er (har) den “længste” og højeste ?

En legende fortæller at der udbrød strid imellem de 3 Hinduguder Shiva, Brahma og Vishnu om hvem der var den højeste.

Med et tændtes en flammende søjle af ild, og selvom Brahma i billedet af en vild svane forsøgte at nå toppen, for at se hvor den endte, og Vishnu i skikkelsen af en orne søgte mod havets dyb for at finde dens udspring, måtte de begge opgive.

Da åbenbarede sig Shiva sig som den flammende ildsøjle: Lingam – “Shiva-Linga” – og alle hyldede ham som den største Gud.

Lingam

Lingam tolkes som den mandlige skaberkraft og spiller en fremtrædende rolle i Indisk tradition. Ofte ses den afbilledet sammen med Yoni. Uden hende er der vel ikke megen skabelse til?

I øvrigt kan man på grundlag af arkæologiske fund vise, at Lingam – mandens køn, er blevet æret også i før-hinduistisk tid.

Nu kunne det virke lidt mærkeligt, at en helt bestemt legemsdel fejres og æres? Og hvorfor lige Lingam – mandens køn i sin forening med Yoni – kvindens skød? Ja måske er det alligevel indlysende?

Tidlig spirituel praksis

Tidlig spirituel praksis har over alt på jorden været tæt forbundet med frugtbarhed og æringen af livets cyklus . Naturligvis har tidlige mennesker været fuldstændigt klare over betydningen af parrings-akten.

Lyst, livskraft og foreningen af det mandlige og kvindelige har været centralt i langt de fleste af årets ritualer – også i  Tantras – indtil de “vrede” patriarkalske, kontrollerende, og magtsøgende religioner fik overtaget.

Jeg føler mig også sikker på at kvindens køn har været et tiltrækkende mysterium for manden alle dage. Lige som det omvendte har gjort sig gældende. I mine ord som at vores køn udgør:

En forskel, der ikke bare “gør en forskel”, men også skaber en forskel igennem forening.

Kan en kvinde forstå hvordan det er?

Hvad er så denne Lingam for en størrelse? Kan en kvinde overhovedet forstå, hvad det vil sige at bære sådan en legemsdel? Handler det kun om at vores kroppe er forskellige, eller betyder den forskel også noget for måden, vi er i verden på?

Udviklingen i fostret

Hvis jeg skal beskrive udviklingen af Lingam i “ontogenesen” – dvs. hvad der sker i de første uger efter at æg og sædcelle er blevet forenet, så udvikler alle fostre sig indtil ca 4 uger, principielt ens. (Naturligvis med individuelle forskelle. Ingen ER ens). I den første tid efter undfangelsen er der ingen åbenbar forskel på at være dreng eller pige.

Det lille “Y”-kromosom – betyder imidlertid, at der omkring den 1. måneds afslutning sker en større produktion af testosteron hos de fostre, der er bærere af det. En forskel, der får voldsomme konsekvenser for det lille menneske, der skabes. Der dannes kirtelvæv, der i en periode af fosterlivet vil producere større mængder testosteron og efter en pause igen senere i barnets 12 års alder og fremover.

Hormoner der ikke alene former kroppen, så den adskiller sig fra de, der ikke har Y-kromosomet, men også helt selvfølgeligt skaber en stor forskel på alle andre områder.

Det koster

Det mandlige foster bliver i første omgang mere skrøbeligt. Det “koster” på nogle af de andre egenskaber, at blive udsat for disse doser testosteron. Nåe ja.. og så formes kønnet – Lingam med tilhørende pung, kirtler etc.

Senere i puberteten, hvor kirtlerne sætter ind med hormonproduktionen på fuld skrue, fører de ikke alene til markant anderledes fysiske karaktertræk, men også til at den unge mand bliver fuldstændigt “polet” på det kvindelige.

Vi skabes som kvinder – og nogle bliver til mænd

Jeg kan beskrive dette som: at vi alle undfanges som kvinder, og at nogle af os – af livet – er blevet udvalgte til at at være fuldstændigt optaget af det andet køn.

(For dig, der vil søge lidt dybere ned i dette, kan jeg anbefale “Sex at Dawn”, skrevet af Christoffer Ryan og Cacilda Jethá)

Hvordan føles det at have en Lingam?

Hvordan føles det så at løbe rundt i livet med en Lingam, og med alt hvad det indebærer?

Jeg kan diske op med alle mulige kulturelt skabte roller og fortællinger, der kan hæftes på det at være mand eller kvinde. Selvhjælpsbøger er fyldte med sådanne eventyrlige beskrivelser af, hvordan man er en rigtig mand og kvinde.

I min optik fører de mest til et liv i ambition i en stræben efter et eller andet ideal.

Basalt set er den mest tydelige synlige kropslige forskel, at jeg som mand er udstyret med “et lem” – som det så prosaisk kaldes. En “Penis” – en “Pik” – en “Lingam”. Den har – som “Yoni” har det – ret mange kælenavne. “Svaberen”, “Dyret”, “Krabaten”, “Udstyret”, “Staven”, “Spydet”, “Dilleren” … og sikkert mange mange flere.

Tænker jeg med min pik?

Og ja – den fylder meget! … altså ikke blot som “størrelse” betragtet , der er de jo lige så forskellige, som vores hænder eller næser er det – men i mandens bevidsthed.

Som mand tænker jeg (med min) pik!

Det ER bare sådan, selv når han hævder, at det ikke er tilfældet. Det er den naturgivne “mening” med at være mand: At kunne parre sig med det kvindelige.

Hun tiltrækker os så meget, at mandsdominerede kulturer har projiceret denne følelse af afhængighed af det kvindelige til at være “hendes skyld”. I den forkvaklede opfattelse er det HENDE, der tager hans frihed ved at “lokke” ham.

Det, de ikke ser, er at friheden tabes, idet han ikke anerkender og omfavner, at han er, som han er, i forholdet til det kvindelige. HELE sin eksistensberettigelse beror på hende. Hun har skabt ham ud af sit skød, med den væsentlige (måske eneste reelle) funktion, at han skal kunne parre sig med hende.

Vidunderligt og frustrerende

Som mand opleves dette på en gang som ganske vidunderligt og samtidigt voldsomt frustrerende. I den manglende anerkendelse af, at det forholder sig sådan, opstår der ikke alene religioner, men også adfærdsmønstre, der skaber hele kulturer.

Manden må tillægge sig idealer om at skulle “forsvare” og “beskytte” de kvinder, som i virkeligheden er meget mere robuste end sig selv. Det er f.eks. meget praktisk at kunne lukke den kvinde, som man føler sig afhængig af inde i en sikker celle, under dække af, at det er for hendes egen skyld.

Parring

I sidste ende handler det om at kunne parre sig med hende – altså i det mindste med een af de mange, som han tiltrækkes af, og ikke lige ved, hvordan han skal kunne komme i nærheden af.

Nogle har fået denne kulturelle adfærd til at betyde at manden er “målorienteret”. Intet kan være mere absurd i min optik. For at holde øje med noget, må jeg være opmærksom. Kunne favne og opfatte i bevægelse. Det gælder uanset, om jeg nu skulle gå på jagt, samle bær og brænde, eller holde øje med kvinder, der er parringsmodne.

Skamfølelse og anerkendelse

Som ung mand var der ofte stor skam forbundet med denne voldsomme tiltrækning. Når jeg vågnede i et “telt”, eller ved at der var en våd plet, var impulsen at forsøge at skjule det, så min mor eller andre ikke fik øje på det.

Var jeg som lidt ældre senere sammen med en kvinde, og mærkede tiltrækningen til en anden, så kom skammen krybende igen: “Hvorfor kan jeg ikke kontrollere dette”. Af reaktionen, når det blev opdaget, kom angsten for ikke at være “rigtig”, og med frygten, spænding i kroppen og kontrol.

At mærke når en kvinde fuldstændigt kunne anerkende min stav, uden at give udtryk for at den var ulækker, eller “for meget” – var vidunderligt.

En nogle gange svær balance

At  holde balancen imellem ikke at ville være “fordrende” i mødet med kvinden, og alligevel mærke en impuls til at “tage hende” og lade sig opløse og opsluge af hende i parringen, kunne være meget svært. Det var som at lære at spille et spil, eller lege legen. Hun ville jo OGSÅ tages, men ikke KUN tages.

En på en gang mærkelig og umådeligt dejligt paradoksal dans. Som ville hun sige: “Lad være med at kræve noget – du er her for mig. JEG åbner for dig – og når først jeg er der, så vis mig dig i din kærlige kraft – begær mig!”.
Det sidste behøvede hun ikke at sige. Det “begær” udtrykker alligevel ikke noget intellektuelt. Det er naturgivent.

Lingam og livskraft

Samtidig mærkede jeg en meget klar sammenhæng imellem min Lingam og min livskraft. Her skriver jeg ikke om patriarkalske fortællinger om “at kunne holde sin energi tilbage” dvs. kontrollere sin udløsning eller andre former for undertrykkelse af impuls, men en enkel forbindelse imellem anerkendelse af lysten i mig, og den kreative skabende kraft.

Jeg kunne iagttage, hvordan det, at en kvinde så mig, uden at vurdere om det er godt eller skidt, men blot anerkendte, at jeg var der – at jeg så, AT hun så – virkede som at tænde et bål i mig. Jeg kunne endda iagttage, hvordan jeg selv søgte denne anerkendelse, og igen at der måske også der er en forskel imellem mig som mand, og kvinden som kvinde? – (og måske er det blot menneskeligt)

Manden og kvinden i sig

I takt med, at min bevidsthed om det at være mand voksede, steg min interesse for det kvindelige. Det hænger så uløseligt sammen, som at noget kun kan være mørkt, hvis der findes lys.

Indsigten i mig som mand – ligger i mødet med det kvindelige. Det er der, jeg ER mand, og for at genkende hende som kvinde, må hun findes i mig. Ikke som en “ide” – men i en erkendelse der transcenderer fortælling. Derfor søgte jeg ikke i første omgang denne indsigt hos andre mænd.

Den bevidste elskov

I dag har jeg fået øje på, at der ikke findes noget sted som i den bevidste elskov med kvinden, at denne erkendelse opstår. Der bliver livet med et så meningsfyldt. Ikke som en “ide om livet”, men i kraft af livet selv.

Vi mødes både i rod, hjerte og krone – og hvis der er et “vil” lægges alle historier og betydninger bag. Hvor der er kontakt, er der intet “imellem”. Det er som at opløses i ingen-ting – eller “i kærlighed”. Som at hengive sig til liv. At erfare anerkendelse hinsides bedømmelse og ord.

Indsigt igennem møder

Det er den invitation, vi giver til mænd og kvinder: Anerkendelse og indsigt i “hinanden” som paradoksalt bliver “i sig selv”. Vil kalder det “en Mahamudra tantramassage” og åbner for at mødes og fordybe os i “cupisofi og elskovskunst” sammen.

Det er “kunst”. Den søger intet, har intet mål eller formål. Den er fuldstændig ubrugelig i et samfund, der kun vil produktion og effektivitet – og udtrykker i alt sin enkle skønhed og kraft livets essens og impuls.

At gå ind i sådanne møder forvandler: Ikke bare at være “mand” – Lingam eller “kvinde” – Yoni , men at være i møder med hinanden og det, som er.