Jeg har på fornemmelsen af, at der er rigtigt mange mennesker i alle aldre, som synes at “livet er svært!”

Nogle finder det SÅ svært, at de ind imellem tænker: “Hvor meget lettere ville det ikke være, at være død!” Det er som et tavst råb om afmagt og en følelse af, at noget er “ubærligt”.

Uden at jeg kan sige det med sikkerhed?
Mon det ikke på tidspunkter kan træffe alle?

Det at dø var nærmest fortroligt

Som barn var jeg meget ofte syg. Den huslæge, der kom på besøg, kaldte jeg for “min bedste ven”. Det indikerer hvor ofte han kom.

Jeg blev fortrolig med tanker om at dø. Var konkret tæt på det et par gange, og erfarede, hvordan kroppen og sindet først kæmper imod, og så pludselig opgiver kampen og læner sig ind i noget, der virker forunderligt befriende.

Når feberen var særligt høj, kunne jeg fremmane utallige små svævende kugler der kom i grupper af forskellige farver og størrelser. Det havde forskellige egenskaber, alt efter farve – og kunne samle sig om mig, bære mig op og ud… væk. Dvs. Jeg var stadig der i sengen, eller var jeg?

Det at dø, var således ikke skræmmende for mig. Nærmere noget fortroligt.

Min ven døde

Da jeg blev en ung mand, døde min bedste og eneste ven, som jeg havde fulgtes ad med siden børnehaven. Det blev til det mest rædselsfulde, jeg indtil nu har været igennem.

Det kulminerede til hans begravelse. Kirken var fyldt med andre unge. Dertil naturligvis hans familie, som jeg havde tilbragt så mange år sammen med, og var meget meget glad for.

Han lå i sin kiste der på gulvet, og jeg vidste, at han efter et solo trafikuheld i Norge var så svært forbrændt, at hans forældre ikke fik lov til at identificere ham.

Jeg måtte UD… ud ud ud…! Fandt det fjerneste hjørne på kirkegården, hvor jeg skreg uden at kunne stoppe igen. Jeg kan ikke skrive om det uden, at det berører mig voldsomt igen.

Det ændrede på mange måder mit liv.
Det fik mig til at se, at det ikke er ligegyldigt, om vi dør eller lever. At det ikke er livet, vi “bærer” men hinanden!

Guderne skal vide, at der var ulidelige kampe i skolegården. Dagene og nogle gange de uger, vi var sammen, skabte oaser af fred for mig, som gjorde Skolen – Det jeg kalder for “det mest brutale sted på Jorden” – til at holde ud.

Jeg er HELT sikker på, at min ven aldrig forstod eller spekulerede det mindste over, hvilken betydning han havde i og -for mig.

Bærer vi hinanden?

Jeg har aldrig fundet mig særligt “god” til at relatere. Måske er det derfor, at jeg har været- og er så optaget af det?

En pige i gymnasiet var jeg var ret vild med. Vi dansede med hinanden i timevis til festerne. Hun ville “ikke mere end det”.

“Jeg har altid været lidt bange for dig!” sagde hun.

Da jeg måbende svarede med et “Hvad har du?”..
Fortsatte hun med: “Ja angst for at føle mig for dum!”

Det fik mig til at reflektere meget. Dengang og siden…

Livet er svært og umuligt at kontrollere

“Hvordan kan jeg bevæge mig, sådan at mennesker jeg er glad for, ikke føler sig dumme?”

Ja jeg kan jo fortsætte:
Hvordan kan jeg bevæge mig så mennesker opfatter sig som:
-Sure, kede af det, -grimme, -for meget, -for lidt, -for smarte, -for kedelige … eller -for-alt-muligt?



Det er simpelthen umuligt at styre og kontrollere. Det er fuldstændigt uforudsigeligt.
 Jeg må gøre og relatere, som jeg gør. Være som jeg er, og iagttage at “jeg” og “det” kontinuerligt opstår SOM kontekst eller -sammenhænge, der er”emergente”. Dvs. som på ingen måde kan analyseres eller forståes ved at dele dem op i “dele”, årsager-virkning etc.

Jeg er „noget, der sker‟

“Jeg” ER “noget, der sker!” 
… Det må være det “vi er”! Ingen af os .. eller noget som helst har en egeneksistens. Alt bevæger og bevæges af alt.

Hvordan i alverden skal jeg på nogen måde: “Kunne være i kontrol over det?”
Det vil svare til at have en ambition om at ville styre planeternes baner eller jordens tyngdekraft.

Hvad så?

Kan jeg øve mig i at “tage det som det kommer?”
. Især måske når livet er svært?
Svømme i havet om end vinden er flov eller bevæges som storm?
Måske kan jeg det? Om ikke andet kan jeg øve mig i at svømme, dykke og flyde med.

Ja der er meget, jeg kan øve, uden at kunne eller behøve at kontrollere!

Jeg kan også øve, hvordan jeg relaterer til alt levende? Intet af det kan jeg heller kontrollere overhovedet.

Jeg kan øve mig i at glædes, at elske, at se, at finde på, nyde kroppe med kroppen, sindet med andre sind… og det hele kommer og går. At klamre sig til det, eller ville havde det til at være på en bestemt måde, vil være absurd.

Jeg kan også øve mig i at se, hvordan jeg kan få at til at se småt ud. Få det til at handle om mig. frem for at se alt som noget, der sker med alt? Det er altså RET stort!


Der er intet før eller efter. Hvad jeg kunne finde på at kalde for før, vil ske igen.
Det som skete, er aldrig ophørt. Det sker endnu. Det var mere mig, som tænkte: At “det var slut” og noget “andet begyndte”.

Husk at du er levende! Når livet er svært

Se bare! Nu har jeg grædt over min ven igen og flygtede ud af kirken. I morgen opstår der sikkert en konflikt som utallige andre, der har været og ikke er mere.

Kan jeg mon hver gang, tage det en smule mere afspændt? Og Iagttage hvordan?
Måske ikke … og så pyt.

Memento mori! Jesper!
Husk at du skal dø!

Memento Vivere!

Husk at leve fuldt og helt, imens du lever.

Dagen kan være din sidste. <3