“Dine lunger er følsomme” sagde min mor. Jeg ser mig som et menneske med kontakt til umådelig lyst. Måske skyldes det noget jeg har lært igennem mine lunger? 😉

Mennesker, som kommer tæt på mig, ved, at jeg siden min tidlige barndom har været diagnostiseret med Astma.

Det betyder forenklet beskrevet, at jeg med jævnlige mellemrum igennem livet bogstaveligt har kæmpet for at forblive levende.

Medicinen i 1960´erne som kunne afhjælpe symptomerne var ikke særlig god. Oven i købet havde den ret kraftige bivirkninger.

Ja sådan kalder medicinalindustrien det, der i grunden også er en virkning af et medikament. Det ligger blot ikke indenfor den fortælling, som skal bruges til at markedsføre og sælge produktet.
Senere er medikamenterne blevet lidt mere sofistikerede. Indlægssedlerne med advarsler synes jeg stadig ikke spor om.

Det er foruroligende, da jeg stort set ikke kan bevæge mig langt væk, uden at være sikker på at jeg har nødvendig medicin med mig. Det er jo så virkeligheden for mange mennesker.

Du har følsomme lunger!

Nuvel jeg var meget ofte syg som dreng. Husker uger i min seng med høj feber. “Du har meget følsomme Lunger” sagde min mor. Med den følsomhed var jeg således også modtagelig for alverdens infektioner.
Lige som jeg synes at jeg var “rask”, blev jeg syg igen. Det har alderen ikke ændret meget på.

“Hvad der ved første blik kan virke som sygt eller afvigende, åbner ofte for særlige færdigheder hvad angår evnen til at opfatte, sanse og føle”.

Sådan beskrev Oliver Sacks med en enkelt sætning sin tilgang til sit livs praksis med samtaler.

På den måde ramte min mor måske ganske præcist med sin bedømmelse? Da jeg blev ældre gik det op for mig, at mine- og sikkert også andres lunger er sansende. Det blev til en livslang undersøgelse af, hvad de sanser og hvordan de gør det?

Mine lunger er hurtige til at spænde

Mine lunger er meget hurtige til at spænde. De “lukker” og gør sig mere ubevægelige og modtagelige end de ellers er i situationer, hvor jeg fornemmer spænding imellem mennesker omkring mig. De små fine Alveoler i lungevævet fyldes med væske og forhindres i at optage tilstrækkelig ilt.

Det gør det mere eller mindre umuligt for mig at opholde mig der særligt længe.

Da ilt ganske enkelt er den absolut nødvendigste forudsætning for, at alt levende kan opretholde livet, er virkningen af denne måde at sanse på meget direkte og kontant! Følelsen er at blive kvalt indefra. Kroppens spontane reaktion er at kæmpe for at overleve.

Den hoster, øger vejrtræknings-hastigheden, og sprøjter hormoner som Cortisol og Adrenalin ud. Begge er vigtige i forhold til at holde hjernen og alle sanser vågne, og for at forberede alt til kamp eller flugt.

Hvor paradoksalt det end kan lyde, så forsøger kroppen at holde mig i live, ved at give mig en følelse af at jeg er ved at dø. SÅ kraftig at jeg rent faktisk kan dø, hvis jeg ikke handler på den.

Kroppen er ligeglad med moral

Det, som kan være den helt store udfordring i den henseende, er at kroppen og dermed mine lunger er fuldstændig ligeglad med moral og ordentlighed. Hvis jeg igennem intellektet undertrykker den spontane overlevelsesimpuls, af hensyn til hvordan andre mennesker ellers vil se på mig – så øger den blot signalerne om fare.

Når jeg har været ved at dø af det, så hænger det sammen med, at jeg enten ikke kunne bevæge mig væk, eller simpelthen ikke kunne finde ud af, hvad der skulle til, for at væk var “nok væk”?

Hvad, der gik op for mig, var, at al begrundelse og forklaring i den henseende, blot var det som fik mig til ikke at handle spontant. Det interesserer ikke kroppen, hvilke historier jeg fortæller, som skal give mig lov til at flytte mig. De forsinker den bare…

Jeg skal dø

Jeg har virkelig erkendt meget igennem mine lunger.

Ud over det, jeg skrev i det første afsnit, handler det om “forgængelighed”. At jeg skal dø!
Jeg har erfaret hvor enkelt det føltes blot at læne mig ind i at dø, og holde op med at kæmpe.

Hvis hver eneste bevægelse og vejrtræning sanses som en kamp for at få luft og ikke at blive kvalt ved at drukne sig selv indefra, så bliver det på et tidspunkt meget tillokkende at slippe at leve.

Jeg har mistet angsten for at dø…
Det ubehagelige ligger i modstanden mod, at det sker.
Det at leve er blevet til noget på en gang skrøbeligt og forunderligt kraftfuldt for mig.

Det er en kropslig fysisk erfaring, at det: At holde fast! – At ville have noget, eller stræbe efter noget, er lidelsesfuldt. Når jeg møder alt i erkendelse af, at det er forgængeligt og vil forsvinde igen, så opstår bevidst opmærksom kontakt til lyst. Det, som sker af-sig selv, og netop forsvinder igen.

Et kys, som varer evigt, bliver til tortur.

Lukker mine lunger sig i anspændelse, så forværres det, hvis jeg anstrenger mig for at “åbne dem”. Ambitionen om “at ville ha´” .. får dem til at lukke endnu mere.
Spænder jeg derimod af f.eks ved at iagttage “hvordan det hele sker”, og bevæge mig som- og med det, der sker.. Så åbner de sig af sig selv på et tidspunkt.

Det kræver naturligvis øvelse.
Anledninger til det, har jeg så haft rigelige af.

Åbner de ikke en dag, så er det det…

Et menneske med umådelig lyst

Jeg ser mig som et menneske med umådelig lyst. Måske er det som med frugttræet, der ved pludselige forandringer er truet på sit liv og sætter særligt mange blomster og bærer mængder af frugt?

Jeg inviterer gerne mennesker til at få øje på den i sig. Lyst er det du og jeg er.

Det som stiller sig i vejen for at se det, er den evige stræben efter at være nogen eller noget:

At ville have noget, og beholde det som sit.
Ideen om at skulle have noget ud af alt, som gøres.

Lyst smitter ikke. Det er det vi er.
Hvad der smitter, er angst.
Angsten for at alt forgår. Kontrollen for at forhindre det.

..Og dermed frygten for at være virkelig ustyrligt levende.

Kom f.eks. og vær med på en af vores aftengrupper i foråret

… eller hvad med virkelig at få kontakt til den lyst du ER igennem gentagen fordybelse sammen med andre mennesker