lykkelige egern

Lykkelige egern, jagten på nydelse og tantra

Hvad har kontinuerligt lykkelige egern med Tantra at gøre? Ja en hel del. De lever nemlig ikke længe.

Følelser af lykke… hvordan?

Hvis jeg nu betragter lykke fra henholdsvis et psykologisk og biologisk perspektiv, så vil jeg kort skelne sådan her:

Psykologisk betragtet afhænger lykkefølelse mere af forventninger end af objektive omstændigheder. De færreste føler sig særligt tilfredsstillede ved bare at være og leve i fred, som de nu gør det.

Tilfredse bliver mennesker nærmere når det, de oplever, overstiger det, de havde forventet. Det svarer til det med at le ad en vittighed. Kender du pointen, så er den ikke sjov. Latter bobler frem, når du troede, at du kendte den… og så overraskes!

Biologisk set er både lykkefølelse og lidelse intet andet end forskellige bevægelser og processer i kroppen. Det betyder i den optik, at lidelsen ikke direkte har forbindelse med, om jeg bliver skilt, mister min hund, eller mit arbejde.

Selv det at “blive deprimeret” kan betragtes som en meget ubehagelig sansning af- og i- kroppen.

Det, som gør mig lykkelig, kan ganske enkelt koncentreres til, at jeg fornemmer noget dejligt og rart i min krop!

Sådanne fornemmelser kan jeg skabe på mange forskellige måder. Jeg kan elske, lade mig forelske, spise noget jeg synes smager fantastisk, … og så kunne jeg også sluge en pille eller flere, som gør det hele for mig…

Både lækre orgasmer, sanselige oplevelser, forelskelser, og velsmagende måltider, salte chips og god chokolade holder bare ikke ret længe.

Vil jeg erfare lykken og nydelsen igen, må jeg forelske mig på ny, købe mere chokolade, eller se endnu en underholdende film jeg kan lide.

Måske derfor stiger udviklingen og forbruget af legale pharma-kemiske substanser til både børn og voksne med voldsom hastighed!?

Det lykkelige egern

Forestil dig et egern som muterede på den måde, at indtaget af en enkelt nød ville være nok til at sanse en evig følelse af lykke!? Teknisk set kunne man sikkert gøre det ved at manipulere med dets hjerne.

Hvem ved – måske er det for mange tusinde år siden måske sket for et Egern i en skov et eller andet sted i verden?

Hvis det virkeligt skete dengang, så levede dette lykkelige egern et meget kort og ekstremt lykkeligt liv, og dermed fik mutationen ingen virkning.

Det lykkelige egern ville nemlig overhovedet ikke bekymre sig om at finde en partner og forplante sig. Det ville ikke lede efter andre nødder..

De egern som relativt kort tid efter at have spist en nød, mærkede ubehaget ved at blive sulten og ikke lige havde nødder indenfor rækkevidde, måtte ud for at lede efter dem.
De havde langt flere chancer for at overleve…

En fugl, der efter et enkelt indgreb i hjernen kun behøver at synge én sang for at føle sig virkelig lykkelig. Den vil ikke bekymre sig om at finde mad eller en mage, men blot synge sin lykkelige sang og dø.

En anden fugl der må kæmpe med manglende seksuel tilfredsstillelse. Ind imellem anerkende at lide den tort og ubehaget ved at se en anden fugl være den, som parrer sig? Vil være den som udvikler kreativitet og finder andre måder at bevæge sig på.

Inviterer Tantra os til at blive lykkelige egern?

Hvad er det, de klassiske Tantras foreslår i forhold til denne nærmest bevidstløse søgen efter lykke og nydelse?

Invitationen er at øve sig i at se, hvordan fornemmelser og emotioner (af ´e-motion´ – bevægelse) har flygtig karakter. De opstår og forsvinder som vejret og vinden. De er som bølger på havet eller skyer, der blæses over himlen.

Når, vi erkender det, så mister vi interessen for at stræbe efter dem. Hvem vil løbe efter noget, der forsvinder lige så hurtigt, som det opstår?

Følelser?

Det, jeg kalder for “en følelse”, er simple ord med betydninger, jeg har lært i den kultur, jeg er opvokset i.

Jeg har lært at tænke dem som et middel til kontrol. Både til “selvkontrol” og frem for alt til “andres kontrol”. Dels i forhold til verbalt at kunne udtrykke- komplekse kropslige fornemmelser og bevægelser, og dermed betinge mig igennem sådanne forklaringer.. Og i særdeleshed for at reducere deres betydning.

Hvor mange gange har jeg f.eks .ikke som barn hørt, hvordan emotionelt ubehag i min krop og mit sind, blev forsimplet til: “Du er bare træt!”..

På den måde skabes illusionen om, at det, som af naturen er flygtige bevægelser, er “tilstande” med en bestemt form. Tilstande vi kan identificere os med, og behandle med medicin og anden terapi.

Automatiserede emotionelle programmer

Vi har øvet de betydninger så godt, at de virker som automatiske emotionelle programmer, der blot behøver en lyd eller nogle tegn og symboler, vi genkender, for at sætte i gang.

“Er du stadig ked af det?” siger veninden?…. “Er du kommet over din forelskelse?” .. og på et splitsekund startes den bevægende gentagne sekvens i kroppen igen.

Nogle gange rækker det med spørgsmålet: “Hvordan haaar du det Jesper?” .. Med en passende bekymret grimasse.

Er der ingen ven eller veninde til at invitere, kan jeg invitere mig selv: “Føj hvor var han ubehagelig at være sammen med i går!”.. Og straks gentages det kropslige ubehag.

Lykkelige egern på euforiserende stoffer?

Det virker principielt på samme måde som når psykofarmaka, euforiserende stoffer, urter og svampe kan forstyrre, hvordan alt i vores krop bevæges – og dermed også måden, vi erkender verden på, og tillægger den betydning…

Set i det lys er det vel ikke underligt, at mennesker søger lykke og nydelse som noget blivende?

Det er bare ikke pillen, den næste orgasme, den sydamerikanske junglemedicin, den Pot som ryges i weekenden, Ritalinen som tages dagligt, Viagraen som sluges… der skaber afhængigheden og binder sindet, men den permanente længsel efter lykke …

Præcis som det lykkelige egern i fortiden med det korte liv, eller fuglen som kun kunne synge en lykkelig sang.

Jagten på nydelse og lykke er simpelthen den mest søvndyssende illusion, vi kan bedøve os med.
I den ophører al kreativitet og undersøgende iagttagelse.

“Hvorfor dog beskæftige mig med noget andet end det, jeg kender, og som jeg jo ved gør mig godt!?” … Måske risikerer jeg så ovenikøbet også at skulle anstrenge mig og ikke kunne finde ud af det! . Den følelse af at føle mig forkert, hader jeg…” …

Kommer jeg ikke til at nyde med Tantra?

Hvad så?
Handler invitationen om “Tantra” så ikke om lykke?
Kommer jeg så slet ikke til at nyde noget?

De klassiske Tantras inviterer hverken til lykke eller til ikke-lykke. Hverken til nydelse eller ikke-nydelse.

De inviterer til at elske for at elske, kysse for at kysse, spise for at spise, sove for at sove… Til “en elskende” praksis – eller “at anerkende”, se iagttage, bevæges og bevæge…

Det sjove er, at intet menneske orgasmer, hvis det anstrenger sig for at gøre det.
Hvis der orgasmes (og jeg skriver ikke her om “udløsning”) så sker det kun, når den ikke søges…

I orgasmen er der ikke “en nogen” længere…som kan søge efter noget

Som OSHO skrev: Meditation må være opfundet i en orgasme 😉

Previous Article
Next Article