Må jeg afprøve dig som mit middel til at lære? ..Så længe jeg kan huske, har jeg lært bedst med mennesker, jeg godt kunne lide. Måden vi relaterede med hinanden på, har været ligefrem proportional med kvaliteten af den læring, som opstod.

Alt levende lærer. Det er simpelthen grundlaget for at leve: At forandre sig i sammenspil med alt andet levende. Læring bæres af kontakt og lyst. Den opstår af sig selv, når jeg lader mig bevæge af- og med- det, som er.

Det fantastiske ved at lege er, at der ikke er nogen lærer, når vi leger sammen. Vi spejler hinanden. Derigennem vil såvel den mere erfarne invitere den mindre erfarne til nye måder at bevæge sig på, som omvendt.

Det er muligt at lege, når vi er opmærksomme i legen

Måske er det derfor, at det at lege finder sted overalt, hvor der er liv? I legen er vi fælles om AT lege. Vi kan kun lege sammen, når vi relaterer opmærksomt med hinanden i legen.

Det er forunderligt at iagttage, hvordan jeg kan “tabe mig selv” (mit selv) ved at lege. Præcis som når børn er helt “væk” i at lege.

De fleste mennesker kender følelsen, når en, vi leger med, pludselig optages af noget helt andet? Så slutter legen brat. Efter afbrydelsen kan det være vanskeligt at genoptage den. Noget kom imellem?

Når jeg deltager i noget fælles, “må jeg relatere”. Det latinske “relatus”, som betyder “at tilbageføre (til)”, peger på: at “forbinde med” – eller nærmere at “bevidstgøre forbindelse imellem”.

Ordet Fællesskab – af lat. “kon-munus” henviser til det modsatte af “sit eget”

Når noget forbindes, vil der være “kontakt”. Det kommer af lat. “contactus”: “at berøre”. Hvor, der forbindes igennem kontakt, stilles intet længere”imellem.”

At lege betyder at være fælles om..

I det øjeblik, hvor en vil have noget ud af legen for sig, slutter den også. Sådan erstattes det “at lege” med at konkurrere for at få et udbytte for sig selv. Fællesskabet tjener dermed et formål for den enkelte: Fællesskabet skal bruges til noget.

At lege har intet andet resultat end “at lege”. Jeg har så ofte erfaret, hvordan ambitionen om at lære noget helt bestemt har umuliggjort, at det blev legende.

At lege minder om at elske

På den måde minder det at lege meget om at elske. Hvis hvis bare en af de elskende har et mål for elskoven dør den. Hvad der før var afspændt forvandler sig til spænding og anstrengelse. Opmærksomhed erstattes med fokus på begær. Særligt begæret efter at være “god til det”.

Vil en af de legende pludselig bestemme, hvordan de andre skal lege, så stopper legen også. Sjovt nok er det også vigtigt, at vi er lige i legen?
Hvis to for eksempel afgrænser sig og holder sammen så bliver det ofte meget sværere at lege frit for de øvrige, der er med i legen? Det at de to binder sig til hinanden, skaber også en følelse af restriktion blandt de andre?

Det første – i forhold til at lære – handler altså om, hvordan vi relaterer med hinanden?

Det er fantastisk for mig at iagttage, hvordan små børn som ovenikøbet taler forskellige sprog, også formår at relatere igennem at lege. Måden, de leger sammen på, inviterer dem til at fornemme, om de kan lide hinanden? At lege bliver således også til en måde at kommunikere på: “at gøre fælles.”

Hvis ikke, vi ønsker “at gøre fælles”, så slutter legen næsten inden, den er begyndt.

Må jeg afprøve dig og se, om jeg får noget ud af det?

Måske er det derfor, at jeg mærker skepsis når nogen kontakter mig med en intention om at “afprøve” fællesskabet på Mahamudrainstitut for at se “om det er noget”, der kan bruges?

Her for nyligt modtog jeg en mail, hvor en mand, der definerede sig som “et par” (nok bedste mening) skrev: “Vi er nået frem til at ville prøve dit sted og din tilgang af … For at se “om der ligger en potentiel udviklingsmulighed for os i det”?

Jeg studsede over formuleringen.
Vores ord spejler måden, vi tænker på, imens vi skriver dem. Det kan ikke være anderledes?

Må jeg afprøve dig til elskov?

Et menneske, som vil mødes med mig for at få noget bestemt ud af mødet, har på forhånd betinget det af sin forventning. Den vil være det filter, som vedkommende ser igennem?

Hvem bryder sig om at blive afprøvet for derefter at skulle vurderes som evt. “anvendelig” for den anden?
Ja ikke jeg!

Det passer ganske enkelt heller ikke til at kunne indgå i et fællesskab som i allerhøjeste grad lærer igennem at lege.

Tænk! Hvis vi inviterede hinanden til elskov med den samme indstilling: “Må jeg afprøve dig for at se, om jeg kan bruge dig til noget for mig”? Nej vel?

Fællesskabet om tantra på Mahamudrainstitut

Fællesskabet om tantra på Mahamudrainstitut fungerer væsentligt anderledes end at tage på et kursus.
At mødes i bevidst opmærksomhed er ikke en vare eller en tjenesteydelse. Der er ikke noget at få ud af det, der ingen, som “leverer” noget – og heller ikke nogen som ”modtager”.

Hvad skulle der være “at få ud af” at iagttage naturen af det, som er, andet end AT iagttage naturen af det, som er? Det, der gøres, er også det, der kommer “ud af det”.

På samme måde må det være med det, vi kalder for “kærlighed”?
Der er ikke noget at få ud af at elske, ud over “at elske.” At SE kan ingen give eller modtage.
…..

“Kom” sagde den gamle til den unge.. “Sæt dig her sammen med mig og se på havet!”
“Hvad får jeg ud af det?” ..svarede den unge
“At sidde her sammen med mig og se på havet!”.. klukkede den gamle.

…

Vi mødes i: “At lære igennem leg”.
Som i al leg, vil der være en ramme for legen. Helt centralt for den er måden, vi møder og relaterer med hinanden på?

Det gælder allerede i forbindelse med den første og indledende kontakt, når vi mødes på Abildgård, såvel i pauserne som når vi øver i den store yogasal, og når vi spiser sammen…

Det, der sker imellem os udenfor- er lige så vigtigt som det, der foregår inde i øvesalen og i opholdsrummene på Mahamudrainstitut.

At blive bevidst opmærksom i det, er også med til at gøre det særdeles spændende at mødes i fællesskabet. Der opstår venskaber og møder, som rækker langt ud over de forlængede weekender, hvor vi mødes her.

Deltage på “en prøvegang”?

Hvad betyder det så at kunne deltage på en prøvegang på Cupisofi og elskovskunst?

Kan vi lide at bevæge os sammen?
Vil eller kan vi mødes som mennesker, to og to ….og i fællesskabet?
Opstår der interesse for hinanden som sådan? … Eller motiveres mødet af et potentielt udbytte?

Det fungerer i grunden, som jeg før har skrevet, på samme måde som en “date”. Her er det bare med flere på en gang. 🙂

Der ER simpelthen en VERDEN til forskel imellem at tage på kurser med fokus på udbyttet og programmet eller:

At VÆRE løbende og regelmæssigt sammen med mennesker, jeg føler mig mere og mere tryg med i et undersøgende fællesskab.

At mødes i bevidst opmærksomhed med interesse for at møde hinanden i sig: Klart og tydeligt uden forventning om at skulle have noget fra- eller levere noget til nogen..

Som noget nyt har vi Introduktion til Cupisofi og elskovskunst