“Målet med alt hvad jeg laver er at ville have det godt?” Den sætning faldt jeg over for nyligt. Jeg tænker, at mange mennesker vil kunne gøre den til deres egen? Måske er det ikke så heldigt?

Hvad betyder det, at noget betinges af noget andet?

Findes en kop kaffe, uden at den først er blevet brygget på kaffebønner og vand, og hældt i “noget” jeg kalder for en “kop”?

Har “en kop kaffe” en egen eksistens uden at noget er foregået inden?
Vel næppe?

Kaffen betinges af noget andet end kaffe.
Kaffen findes ikke uden det, som i dette tilfælde kommer forud.

Findes så “det, der kommer forud for at lave en kop kaffe”, så uden “en kop kaffe”?
Heller ikke!
Ingen har nogensinde iagttaget det, som kommer forud for en kop kaffe – uden at denne kop kaffe også er fremkommet af det.

Målet at have det godt

Har det: “Målet: At ville have det godt” på samme måde så en egen-eksistens? Eller betinges det af noget, for kommer forud for det? Skal der være en “nogen” som KAN have det godt eller skidt, og vurdere det, som sådan – for at “have det godt” har egen-eksistens?

Vil det f.eks afhænge af, at der var noget som, “før var ikke-godt” for at det “nu kan være godt”?
ER såvel målet om det… som ønsket: “Fra ikke godt til godt” – betinget af en ide om tid?

Hvad, jeg beskriver i ovenstående, rummer i væsentlighed indledningen til Najarjunas berømte tekst: “Den midterste vej”.. Han regnes som en af de mest betydende klassiske tantrikere.

I vores almindelige forståelse vil vi naturligvis ikke stille spørgsmål ved om en varm kop kaffe findes eller ej. Er vi i tvivl om det, behøver vi vel bare at hælde den ud over hovedet på ham, som står ved siden af os, og iagttage reaktionen?

Og dermed kommer vi ikke udenom Nagarjunas skarpe refleksioner. Det, der SÅ iagttages, vil dermed heller ingen egen eksistens have, men være betinget af både brygningen af kaffe, koppen med varm kaffe, vi, som hælder den ud over “en anden”, som dermed “gør et eller andet”, der får os til at sige: “OK den der varme kaffe findes altså!”

Det hele sker i stadig højere grad af kompleksitet .. Eller med fysikkens sprog: Stadig større grad af uorden eller “Entropi”.

Tid og skabelse af mere “uorden”

Hvad, de færreste lige tænker over, er, at det, vi kalder for “tid” fungerer som et udtryk for: “Hvor megen uorden der skabes”.

Dvs. hvor vanskeligt det vil være at “gøre det hele baglæns” til vi ender med at kaffebønnen endnu sidder på kaffebusken, og vandet endnu ikke er pumpet op ad jorden..(eller endnu længere tilbage).

Tænk bare på, hvor vanskeligt det ville være – og hvor meget arbejde det ville koste, at separere kaffen igen i “bønner” og “vand”, som de var før?

Sætningen og ambitionen om: “Målet med alt, hvad jeg laver, er at ville have det godt?” … Vil betyde: At jeg i alt, hvad jeg laver, endnu ikke har det godt…. Idet der jo i så fald ikke ville være behov for at opstille et mål for det?
Hvis jeg allerede HAR det godt, hvordan vil dette mål så opstå? At få/ have det godt har ingen egen eksistens uden “det som gøres” af en nogen, som før havde det relativt mere dårligt. eller bare kan have det dårligt”.

… Og det hele betinges af tid!
Dvs. afhænger af at bevæge sig i det, vi kalder for tiden…

Jamen hvad så?

Målet at leve i “nuet” så?

Er der ikke noget med, at det er godt at “leve i Nuet”, som f.eks. Echart Tolle er blevet mangemillionær på at formidle?..
Altså: Før var han det ikke…
NU er han det….
.. Og I morgen bliver han sikkert rigere, hvis han gør det rigtige?

Findes det “nu”, som noget, der har egen-eksistens, uden et før, et efter, og en iagttager der er i stand til “at erkende det” som “nu”? ..og ikke som “lige før”?

Eller “opfindes” det… som noget meget vigtigt og en betingelse for “lykke”, “frihed” eller hvilke andre ønskede “oplevelser” nogen ville stræbe efter?
Vel at mærke betinget af, at de skal forstå, at de ikke allerede er “der”? Værsågod: Her er målet at stræbe efter!

Men Jesper, skriver du nu at “Jeg ikke må søge efter at have det godt”?
På ingen måde. Læs det ikke som en moralsk opfordring!

Måske peger jeg på, at det, at skabe målet om at have det godt, betinges af – i virkeligheden at have det dårligt?
Hverken “godt” eller “dårligt” har egen eksistens. De betinger hinanden , og producerer i øvrigt “tid”.

Hvis du finder tanken om en undersøgende iagttagelse af livet og det levende, hvor vi bevæger os såvel kropsligt, sanseligt og intellektuelt, spændende? Så er det måske noget for dig at være med i vores praksis-fælleskab?