Hvor møder jeg mænd? Det spørgsmål hører jeg ikke så sjældent i samtaler med kvinder. Nogle gange drejer de sig om det at leve alene, og gerne ville et fællesskab, og oftest handler det simpelthen blot om at kunne møde mænd, uden at det f.eks. skal være i byen eller til en festival, hvor der f.eks. også er alkohol i spil?

Jeg fristes hver gang til at svare:

“Her.. på Abildgaard/ Mahamudrainstitut, på vores årsforløb og på seminarer”.

Ellers kan jeg have svært ved at pege på hvor?

Mænd og kvinder som SØGER noget?

Datingsider og -app´s er fyldt med mennesker, som SØGER nogen eller noget. Det gælder både mænd og kvinder. Og det gør altså noget ved et møde. Det betinger det – hvis vi mødes i en sådan forventning.

“Hvor møder jeg mænd?” – Rummer derfor i al sin enkelthed noget ganske essentielt:
Hvor opstår der et møde, som ikke handler om at komme et eller andet – på forhånd ønsket – sted hen?

Mænd og kvinder har forskellig biologi

Det ligger dybt i vores biologi, at vi vil kontakten til det andet køn. Vi er allesammen blevet til i sådan en kontakt. I en sammensmeltning af det kvindelige og mandlige. Fysisk og emotionelt – uanset, hvordan det så end er sket.

Måden, vi som køn med al sandsynlighed evolutionært er blevet til på, har ført til, at vi søger denne kontakt på forskellig vis.

Kvinden vælger

Som, det er tilfældet overalt i naturen omkring os, tyder det på, at det kvindelige vil vælge en – for sig egnet – “han” at parre sig med. (The red Queen, Matt Ridley 1994)

(Når jeg bruger ordet “vælger”, skal det ikke læses som at træffe et intellektuelt valg, men som udtryk for spontan impuls)

Hannen derimod skal søge at komme i valgklasse. Altså at øge sine chancer for at blive valgt.

For mange hanner går det ikke godt. Der er gerne overskud af dem. Udvalget er stort for hunnerne. De kan være ganske nøjeregnende i forhold til, hvem de vil være intime med.

SÅ intime, at de vil have ham IND i sig…
De vil med andre ord have en meget god følelse af, om han vil “passe” til sig?

Vrede mænd?

Som mand kan det føles ganske frustrerende at være den, “som skal vælges”. Nogle af de mænd, der oplever “afvisning” mange gange nok, udvikler måske vrede?

Det er så i fortællingen: Kvindens og det kvindeliges “skyld”, at de ikke kan forløses som mænd.
Den vrede lever side om side med en stor biologisk tiltrækning til hendes køn… Hvilket blot forstærker frustrationen.

Jo mere de aktivt søger at “få hende til at kunne lide sig” – jo mere føler hun, at hun skal tvinges til et valg, som hun biologisk set vil træffe af-sig-selv!

Mandens tydeligt desperate stræben bliver til netop det, som meget hurtigt får hende til at afvise ham.

Mænd som ikke havde “styr på det”.

Jeg har så længe, jeg kan huske, være voldsomt tiltrukket af kvinder. Den tiltrækning var en stor kilde til undren i mig. Ikke mindst fordi den også blev fuldt af en vis skamfuldhed.

Mænd, som ikke havde styr på “sine drifter” men elskede “udenom” – blev der ikke talt pænt om.
At det ikke var særligt ok, at de gjorde det i det skjulte, kunne jeg sagtens følge.

At det skulle være naturligt KUN at ville elske og elske med ET menneske/ en kvinde – kunne og kan jeg stadig ikke fatte.
For mig er det et spørgsmål om, HVORDAN det sker i klarhed, åbenhed, respekt, kærlighed og omsorg for alle?

Hvad vil det sige “at relatere”?

Min undren ledte mig til en livslang undersøgelse af, hvordan det “at relatere” fungerer, og måske i særlig grad: Hvordan vi relaterer til hinanden som mand og kvinde?

Hvad er “naturen” af det “at relatere”?

Måden, jeg har gjort det på, har været igennem iagttagelse.

Jeg iagttager nøje, hvad jeg gør i mødet med en kvinde – uanset om det blot er os to, eller om det er i en blandet gruppe med flere mænd og kvinder?

Jeg iagttager, hvad kvinder og mænd gør i møder med hinanden.

Jeg ser, hvad der tilsyneladende “virker”, og hvad der er uheldigt eller decideret katastrofalt?.. (og alt derimellem).

Det er ikke teknik

Hvis, jeg skal pege på noget helt centralt i disse iagttagelser, så er det, at et opmærksomt, kærligt, sanseligt, lystent og respektfuldt møde ikke opstår igennem “teknik“.

Det udvikler sig, hvor mennesker tør møde hinanden autentisk i bevidst kontakt til det, som er. Hvor vi bevæger os tydeligt, klart og oprigtigt.

Fri af krav, forventning og ambition og dermed af kontrol, angst og frygt. Uden at “ville NOGET”.. og samtidigt i et klart og opmærksomt VIL.

Jeg møder dig, som jeg møder mig

Jeg fik øje på, at uanset hvad der sker i et møde, så er den eller det, jeg ser: MIG. Ikke “Mig” betragtet som en fortælling. Nej – jeg bliver simpelthen til i mødet med dig. Det, jeg sanser, er “mig, i mødet med dig”… Du er ikke derude, men derinde.

Det betyder, at jeg kun kan møde “dig”, som jeg møder “mig”.
Det er altid “mig”, jeg møder.

….Som, jeg ser mig, ser jeg dig.
….Som, jeg bevæger, berører og anerkender mig, vil jeg bevæge, berøre og anerkende dig.

Andet er simpelthen ikke muligt.
Al opfattelse af dig, finder sted igennem de sanser, som er “i” mig.

Når du bevæger dig, bevæges jeg – og omvendt.

Ser jeg mig i stræben, ser jeg dig i stræben.

Anerkender jeg mig i opmærksomhed, vil jeg anerkende dig i opmærksomhed.

Det, jeg ikke vil møde i mig, kan jeg heller ikke møde i dig…

Måske det også forklarer, hvordan møder opstår længe før der er direkte blik-kontakt imellem mennesker? Vi iagttager bevidst eller ubevidst, hvordan dette menneske bevæger sig og handler når vedkommende er udenfor mødet og bare “for sig selv”.

Dette er SÅ anderledes end at mødes i en ide om, at der er noget, jeg skal give til dig, som du gerne skal modtage i “den rigtige ånd”! …

Kom og vær med! Det er SÅ spændende og naturligvis nogle gange også svært.