Hvis jeg skal beskrive hvad ordet ” elskovskunst ” peger på, må jeg have fat i både elskoven og kunsten.

Et liv i kontakt med det, som er

At undersøge elskovskunst på Mahamudrainstitut – henfører til en meditativ praksis som anerkender lyst og sex som noget spirituelt.  Om at leve et liv i kontakt med det, som er, – frigjort fra enhver betydning eller fortælling. Det peger på  at erfare hinsides intellektet – dvs. på at transcendere enhver skelnen og dualitet.

Med “elskov” vil jeg beskrive det møde, som finder sted imellem to eller flere mennesker, når det kendetegnes ved at ske kontakt til kærlighed og lyst i et seksuelt samvær.

Om “kunst” er der skrevet meget. Tidligere benyttedes ordet om tilegnelsen af en færdighed. At mestre en “Kunst” er således en henvisning til at have opøvet en bestemt kompetence indenfor et specifikt område.

Til kunsten kommer så en forståelse af Æstetik. I den pan-indiske kultur knyttes forståelsen af denne æstetik til begreberne “Satyam Shivam Sundaram”: Det sande, det gode (det evige) og det smukke.
Ordet “æstetik” udspringer af Græsk, og henviser til “at percipere” – til “det sanselige” og til følelserne. Kunsten taler til os igennem vores sanser. De formidler kontakten imellem det indre og det ydre.

Elskovskunst

Når jeg taler om “elskovskunst” kommer det til at handle om en kunnen eller en seksuel praksis der igennem meditation – med brug af alle sanser – frigør os fra betydning og intellekt: Om “i sandhed at have kontakt til det smukke”… en sandhed, som må ligge hinsides enhver fortælling og udenfor beskrivelse i en forståelse som erfares, uden at det nogensinde gøres til en erfaring.
Vil ikke enhver erfaring være som en historie der fortælles? En fortælling der består af ord og metaforer, der alle peger hen på noget andet end sig selv, og som derfor ikke kan være det, som den peger på?

Spiritualitet ligger ikke i nogen fortælling, men i det transcendente.

“Det spirituelle” i  elskovskunst ligger derfor heller ikke i bestemte ritualer eller  regler, som vi kunne opstille som en ramme for det, vi gør. Ej heller i beretninger om særlige oplevelser. I det øjeblik det spirituelle gøres til en fortælling, er den blevet til noget intellektuelt – den er blever betinget.

Hvis vi med det “spirituelle” vil pege på kontakten til kærlighed, lyst, frihed, og bevidsthed så må denne kontakt ligge hinsides enhver betingelse – og dermed også hinsides enhver beskrivelse og tanke. Det er det, som jeg beskriver med begrebet “det transcendente”.

Vigyan Bhairav Tantra

I et af de mest vidunderlige tantriske skrifter: Vigyan Bhairav Tantra, der er formet som en række spørgsmål fra Devi til Shakti om at nå til “oplysning”, nævner Shakti 112 forskellige måder der kan udforskes. Disse 112 forskellige former for “meditation” beskrives kort…og efter hver beskrivelse afsluttes beskrivelsen med et: ” …og så…..” . Det som følger ligger hinsides erfaring. Dualismen transcenderes, og kan således heller ikke rummes i tanke eller ord.

Kunsten skabes ud af intet – af stilheden – hvor der intet er.

Skabes ikke kunst imellem den, som ser og det, som ses? Imellem stimulus og reaktion? Hverken malingen på lærredet eller lærredet selv er “kunsten”, ej heller den betydning som betragteren giver det sete må være “det, som gør noget til kunst”? Kunsten ser jeg som bevægelse, og som noget der kontinuerligt skabes. Det fungerer som med strømhvirvlen i vandløbet, der aldrig vil kunne fastholdes af noget billede, og som aldrig genopstår i nogen form. Den er formløs.

Hvor vi giver kunsten en form, ophører den da ikke med at være “kunst” og forvandles til sit medie? Dvs. det, som det, der kan sanses, bæres af? “Er” musikken instrumentet eller tonerne? “Er” musikken den musiker, som fremfører den? Eller opstår musikken af intet – ud af stilheden – hvor der ingenting er?

Kunst har vel med kreativitet at gøre?

I tantriske tekster beskrives kvinden som “Shakti” og manden som “Shiva”. I forening skabes alt, hvad der er til. Shakti udtrykker det potentielle tomme rum – eller “intetheden” hvori i alle muligheder bor, og i hvilket al form skabes igennem skelnen. Denne skelnen er Shivas princip.

Som kunstner må du blive tom. Al kreativitet opstår der, hvor der ingen tanker er. Vil et hoved fyldt med tanker og forestillinger, kunne se det, som der endnu ikke er? Eller “ser” det alene igennem dette filter af historier, normer og moral, som forvrænger og fordrejer, ja endog helt blokerer for kontakt?

Som kunstner må du have kontakt til kærligheden og lysten. Kunst skabes af sig selv, og i sig selv. Som kærligheden, eller det som er alt livets ophav. Lyst kan ikke betinges, bevidstheden står udenfor enhver betingelse – som kærligheden og i min beskrivelse: kunsten. Der er intet mål med kunst, ingen ambition, ingen plan på forhånd. Der hvor kunst skabes igennem en plan og med ønsket om en bestemt funktion, er det blevet til “design”…industriens kapring af det frie rum. Næsten som når lyst forvandles til det hæslige i pornofilmens forsøg på at gøre den til underholdning og ren fantasi.

Vil du lave musik, må du måske mestre et instrument? Vil du male, må du kunne blande farver og holde en pensel. Danseren må kunne bruge sin krop i et udtryk og i den forfinede bevidste bevægelse. Hvor der ingen plan er, ingen ambition, intet mål må der være “kompetence”.

Kompetencen udtrykkes i en forståelse for det, som er. En forståelse som ikke ligger i en evne til at beskrive, men i at have erfaret igen og igen. I at se, mærke, dufte, fornemme, bevæge, høre….i en forfinet sanselighed.

Det originale opstår, hvor opskriften slippes.

Når mesteren lader sin hånd glide over en bordplade, mærker han bedre end med nogen retholt, om den “er, som den skal være”. Når mesteren ser på te-skålen som har forladt sin hånd, ser hun det unikke, uden først at have gjort sig en forestilling om det. Ville det være “unikt”, hvis det kunne rummes i en forestilling? Enhver af mine forestilliger henter jeg i mine erfaringer.
I kunsten ligger der ikke nogen målestok, mesteren sammenligner og bedømmer ikke. En mester SER og sanser. Kompetencen ligger i alt dette, som ikke kan gøres til en manual eller en opskrift. Hvor opskriften følges skabes reproduktioner og kopier, hvor undring og for-undring lever er der bevægelse og originalitet.

Denne forfinede sanselighed og fornemmelse kan vi genfinde i kontakten til os selv og verden omkring os. Igennem tusinder af år er vi bliver konditionerede til ikke at mærke lyst – eller til at forbinde den med noget skamfyldt.

Det umiddelbare er uønsket i et samfund. Hvor der er nogen, som vil magten, må du inviteres til at føle angst. Ingen invitation fungerer så godt, som den du kan give dig selv. Kan du bringes til at tro, på at noget er “rigtigt” eller “forkert”, og identificere dig med en ambition om at skulle være “rigtig”, så vil skyldfølelsen i dig af sig selv få dig til at føle angst, når enten du selv eller andre bedømmer din adfærd.

Effekten bliver, at du søger at styre og kontrollere din adfærd med afsæt i dit intellekt dvs. dine tanker og følelser. Præcis som en pottemager producerer skåle og kopper, skaber min hjerne kontinuerligt tanker og følelser. Følelser ser jeg som betydninger, vi giver noget, som vi sanser. Ingen vil vel påstå at pottemageren ER de skåle, som skabes ud af leret i sine hænder? Og ville det ikke også være temmeligt mystisk, hvis hun skulle lade sig styre af disse skåle? Hvordan skulle det overhovedet finde sted?

…..På samme måde er det en temmelig absurd forestilling, at jeg kan lade mig styre af de tanker, som min hjerne producerer? Neurovidenskaben er da også på sporet af, at det ikke direkte er tilfældet. Når jeg handler, handler jeg på baggrund af noget, som jeg sanser. Mit intellekt kan sende et signal, som forhindrer denne handlen. Dette bliver intellektets funktion: at sige “stop”, og dermed betinge vores handlen.

Når handlen bliver direkte på baggrund af det, som sanses, og ikke som “reflekterede” bevægelser, opstår det umiddelbare, det kreative. “Bevidsthed” ligger ikke i intellektet, men hinsides tanke, når bevægelsen “bevidnes” af den handlende… Ja, når selv den handlende transcenderes, og der kun er “handlen” der.

Kan du “lære” elskovskunst?

På mange måder rummer det et paradoks “at ville lære at elske”. Kan vi lære af nogen at udvide bevidsthed til frihed? Når vi vil lære noget af nogen, giver det os næsten altid en ramme at bevæge os indenfor. En ramme som begrænser friheden. En læreproces vil med andre ord, netop hvis den opfattes som en “vej” eller en “proces”, betinge, og dermed stille sig i vejen for at erfare “det frie”, som ligger hinsides erfaring.

Meget ofte oplever jeg i mine seminarer, at netop det at skulle lære en “teknik”, følge en bestemt metode eller bare prøve på at gøre nogen noget efter, fører til høj spænding i kroppen og anstrengelse hos den, der vil lære. Når vi forsøger at gøre os umage, skyldes det så ikke at vi har skabt en ambition om “det rigtige”? Og netop den forestilling vil tage vores frihed.

Elskov handler derfor overhovedet ikke om “teknik” i min beskrivelse – men om bevidsthed, dvs. om at bevidne mig selv, i alt hvad jeg gør.
Når der på seminarer i Mahamudrainstitut inviteres til at deltage i forskellige øvelser, der naturligt nok beskrives med en ramme, betyder det, at der åbnes et rum for den enkeltes undren. Du erfarer – tager kontakt – mødes med et eller flere andre mennesker – og det, at du vil være vidne til det, du gør, uden at bedømme det, uden ambition om at gøre noget “rigtigt”, vil give dig forståelse. Forståelsen kommer af at erfare. Ikke igennem beskrivelse.

En mand som bliver hyret til at tage fotografier bliver spurgt om han har styr på det: “Tager du nu også billeder af en god kvalitet?” På spørgsmålet hiver han manualen til kameraet op ad sin lomme og siger: “Naturligvis, se her jeg har læst manualen til kameraet, som beskriver, hvordan man gør!” Og ind imellem slår jeg lige efter for at se, om jeg gør det rigtigt.

Uanset hvor grundigt den manual er skrevet, vil ingen vel tage det udsagn som noget særligt godt bud på, at fotografen har forstået det han gør?
Om han har manualen nedskrevet, eller den ligger “inde i hans hoved” gør ingen forskel i dette eksempel. Så længe du har brug for en “hvordan”-beskrivelse, har du ikke forstået det, der er at forstå.

Jeg skal ikke lade det være usagt at en vejledning en gang imellem kan fungere sådan, at den inviterer mig til at afprøve noget bestemt. Hvis jeg i dette forholder mig undrende og stadigt iagttagende, vil min læring sikkert opstå deraf. Dette gælder også selvom vejledningen gives med meget snævre rammer, og hvad jeg lærer ligger ikke i anvisningen, men afhænger af mig. Hvis jeg åbner og tager imod invitationen – hinsides kritik og bedømmelse – så vil det gå op for mig, at det, som jeg iagttager, er mig selv. Det er den iagttagelse, som skaber forståelsen: Kontakten til mig i mødet med verden. Jeg ser intet, som det er, men som jeg gør dvs. skelner.

Der er en som skelner

På Mahamudrainstitut peger vi på at komme til den forståelse, at der er en, som skelner. En som iagttager. En som fortæller. Denne iagttager kan vel ikke være “sin skelnen”? Når den forståelse er der, vil det uvilkårligt gå op for dig, at også iagttageren ikke kan rummes i en fortælling. Også “han” er en konsekvens af skelnen. Det betyder at alt, hvad der “er” er “skelnen”, og når den ophører, er der intet der. Derfra vil enhver beskrivelse ophøre med et “og så…”

Det er måske muligt at indse dette intellektuelt? Sætningerne rummer jo deres egen logik?

Og alene ved at erfare opstår forståelsen…. denne erfaren kalder jeg for “Meditation”.
Meditationen kommer til dig, når du bliver stille, når du ikke er der mere – der er således heller intet, du kan gøre for at meditere. Din stræben vil øjeblikkeligt stille sig i vejen for kontakt til det, som er hinsides enhver beskrivelse. Det som jeg peger på med ordene: Kærlighed, Lyst, Frihed og Bevidsthed.

Et møde

Den almindelige forståelse af et “møde” handler om at to eller flere mennesker tager kontakt til hinanden – typisk verbalt – og udveksler tanker. Møder gives forskellig “form” alt efter graden af intimitet i dem.
Hvis jeg tager afsæt i den helt grundliggende tanke, at intet ord kan være det, som det peger på, og ingen historie være det, som den handler om. Dvs. at vores ord altid repræsenterer noget andet end sig selv, så vil det få betydning for den måde, jeg oplever møder på. Hvis jeg forbinder et møde med at skabe “kontakt” til et andet menneske, vil denne kontakt så kunne ske, hvor det vi mødes om, er ord?

Jeg kan spørge mig selv, og erfare i min krop når jeg lader min hånd berøre forskellige overflader, om det jeg mærker, er noget i mig selv, eller noget “derude”?
Strengt taget “sidder” alt det, som jeg mærker med vel på mig? Dvs. er en del af mig. Når jeg siger – ved kontakten til luven på et gulvtæppe: “Dette er et gulvtæppe”, er det så ikke fordi, jeg i min egen sansning, kobler en tillært betydning på? Det, jeg mærker, er med andre ord “mig” eller “sansning” i mødet?
I mødet, møder jeg mig selv. Alt hvad jeg sanser, sanser jeg i mig. Fungerer det anderledes med ord? Vil ikke alt, hvad jeg siger, komme fra min egen erfaring?

At sætte grænser eller at sanse?

At forstå dette – igen ikke som en intellektuel forklaring – men igennem bevidst at erfare, forandrer dig for altid. Du forstår, at der ikke er noget reelt skel imellem dig og verden. Grænserne som du sætter op, har form af historier og fortællinger om rigtigt og forkert, godt og ondt, “kan lide” – “kan ikke lide”, “tænder på”- “tænder ikke på”. Det, du afgrænser, er din egen fortælling – dine erfaringer – dit ego og den såkaldte “personlighed”.
Når du slipper dem bliver der et tilbage: at du handler, når du sanser. Du bliver umiddelbar og klar. Hvis noget er for varmt, for koldt, gør ondt, kilder, trækker, trykker etc. så handler du uden forsinkelse. Uden først at have tænkt over, om dette nu også er “passende” eller ej. Der passer du på dig selv.

Læs om Mahamudrainstituts uddannelse i systemisk cupisofi og elskovskunst