Tantra

Tantra kan enkelt beskrives som en invitation til at omfavne sin verden med kærlighed og i klarhed, igennem dyb selverkendelse,  bevidst kultiveret seksualitet, og egen ærlig iagttagelse.
Sanserne og sansningen æres højt i Tantra som en frigørende vej til forståelse.
Dyb lyst og dyb kærlighed er for tantrikere bevidsthedstilstande, der langt væk fra vores samfunds “normale” definition af seksualitet og relationer, kan frigøre os fra angst og agression. Vi kan igennem en ny forståelse forvandle vores egoistiske motiver til medfølelse og kærlighed til ethvert levende væsen.

Hvad er Tantra, og hvad har Tantra massage med det at gøre?

At stille dette spørgsmål er næsten som at modsige Tantra selv. Ordet ”Tantra” kan med baggrund i Sanskrit oversættes som ”At udvide sin bevidsthed til frigørelse”. Tantra er med andre ord en ”spirituel praksis” eller livserkendelse.
Tantra strækker sine rødder langt tilbage i tiden. Buddhister har søgt inspiration der, og Tantra idag kan ses som en gren på et træ, der også rummer Chanbuddismen (Kina), og Zenbuddhismen (Japan).

Neo tantra

Ud af de forskellige ”retninger” som Tantra har taget, er der igennem de seneste 35 år opstået en ”neo-Tantra”.
Osho (1931-1990) – der af mange er kendt som en fremragende tænker, har om nogen bidraget til denne bevægelse.  Hans vision var at skabe betingelserne for at mennesker kunne udvikle sig til ”Zorba the Buddha”. Et menneske der er i stand til – Som grækeren Sorbas – såvel at nyde de goder som livet giver og samtidig opnå den stille lykke som Gautama Buddha legemliggør.

Tantra ser det ”at give slip” som en nøgle til at frigøre os selv fra tilknytning.

Med frigørelse menes der evnen til at elske nogen betingelsesløst, uden at have en grund til at elske dem. Hvis du elsker nogen med en ”grund”, en betingelse, et formål, så elsker du med tilknytning. Du behøver medfølelse, sanselighed, og følelser i dit hjerte for at være i stand til at elske nogen, uden grund.
Frigørelsen kan også ses som en vej tilbage til en ”naturlighed”. Et liv præget af den spontanitet der opstår, når vi handler ud fra vores sansning og ikke igen og igen styres eller forstyrres af vedtagne roller, forventninger og regler.
Når jeg skriver, at overskriftens spørgsmål synes selvmodsigende, så skyldes det netop, at (neo) Tantraen selv giver afkald på regler og normer. Der ”findes” med andre ord ikke en ”rigtig” Tantra.

Den seendes vej

Daniel Odier – en anden kendt tantriker i vores tid, betegner Tantra som ”den seendes vej” – en personlig udvikling der åbner dig for ”at sanse, at du sanser”. Forestil dig en mand som drømmer. Vi vil vel påstå, at den drøm han drømmer ikke udtrykker noget ”virkeligt”, men netop ”blot” er en drøm? Hvad vi derimod ikke kan komme udenom er, at han som ”drømmeren” drømmer drømmen.

Det ”virkelige” ligger ikke i drømmen, men i at der er en, som drømmer den. Det ”bevidste” ligger med andre ord ikke i det du sanser, men i AT du sanser.
Vores optagethed af Tantra, og i særdeleshed som den kommer til udtryk i ”Neo-Tantra”, skyldes dels de mange sammenfald, som vi finder her i forhold til systemisk tænkning, dels – frem for alt – vores erfaring med denne praksis i vores daglige liv.

Sanselighed – en nøgle

I den almindelige forståelse forbindes Tantra ofte med sex. (Få er f.eks. klar over at Dalai Lama praktiserer og formidler en variation af den Tantriske Buddhisme, som i parentes bemærket fremtræder temmelig regelbunden.) Der er få andre områder af vores adfærd, der er blevet så reguleret og ”ødelagt” som vores seksuelle liv.

Naturlighed omkring køn og lyst

Stort set alle religiøse retninger i Verden har forsøgt at fjerne os fra vores naturlighed omkring vores køn og lyst. Afholdenhed og forsagelse er blevet prædiket i årtusinder, og seksualiteten ses som en hindring og forstyrrelse frem imod et helligt liv. Som modtræk til dette har vor tid fostret pornoen, som reelt set på samme vis, men med andre midler ødelægger vores forhold til krop og seksualitet. Den forsøger at adskille vores seksualitet fra kærligheden. Den skaber forvrængede rollemodeller og er i den grad med til at fremmedgøre os  overfor os selv og vores kroppe. I Tantra tages det modsatte synspunkt:

Sex ses som grundlaget for al kærlighed.

Uden sex ingen skønhed på denne jord. Se på den mindste blomst, og du gør dig til vidne til en seksuel akt!… Den åbner sine kronblade for at lade sig befrugte, eller for at kunne sprede sin sæd til andre blomster. Alt levende som er blevet til, er blevet til igennem sex. At gøre sex til en synd er at ville gøre selv en almægtig Gud til den største synder.

Du handler når du sanser

Vi kan gå rundt med en forestilling om, at vi handler på baggrund af vores tanker. Jeg tænker en tanke, og gør så noget. Det er relativt let at demonstrere, at det sjældent er tilfældet. Vi handler, når vi sanser: Du mærker noget krible i nakken, og du kradser dig der, hvor du tror, at det kommer fra.

Videnskabelige undersøgelser har igennem de allerseneste år vist det samme resultat. Vores ”sanselighed” får derfor stor betydning i forhold til vores bevidsthed. Når du sanser noget, er du ganske ofte optaget af at sanse ”efter noget”, eller af at bedømme det, som du sanser.

Du fornemmer f.eks. en duft i dine næsebor, og tænker med det samme ..uhm… pandekager. I samme øjeblik vil du begynde at sanse efter alt det, som du forbinder med pandekager.

Forestilling kan “låse” til erfaring

Dette kan måske være meget nyttigt, og samtidigt udelukker det, at du igennem denne sansning kunne opleve noget helt nyt. Din forestilling ”låser” dig til din erfaring.

Overvej næste gang du ser på et nyt ansigt, om du nu også er i stand til at se på det med en helt åben nysgerrighed UDEN at bedømme det som smukt eller grimt, tiltrækkende eller frastødende? Hvor kommer det ”smukke” fra?

Hvem er smukkest af ællingerne?

Hvis du ser på en gruppe ællinger som dapper rundt i græsset, giver det så mening at spørge til, hvem af dem der er smukkest? Hvad med fiskene i vandet…Er den ene smukkere end den anden?

Vores vurderinger har vi lært og overtaget igennem vores kultur og opdragelse, og de er med til at fange os ind i et helt bestemt verdensbillede. Jo bedre du formår at sanse i et åbent sind, jo mere fri bliver du i din oplevelse. Jo mere bevidst vil du kunne leve. Bevidsthed skabes ikke som det almindeligvis forstås igennem tankevirksomhed og analyse, men ved at være sansende til stede hinsides enhver målestok og bedømmelse.

Gå på opdagelse i lyst, kærlighed, frihed, bevidsthed, kontakt, sensualitet og sansning!

At ville mødes i en tantramassage, eller deltage på en retreat, et seminar eller en af vores aftengrupper, kan du se som en invitation til at gå på opdagelse i lyst, kærlighed, frihed, bevidsthed, kontakt, sensualitet, bevægelse og at sanse.

Læs mere om tantra massage til mænd.

Læs mere om tantra massage til kvinder