Mahamudrian et sprog at fordybe sig i
Mahamudrian … et sprog at opdage? Forleden på et seminar i vores 3-årsforløb i Mahamudra tantra massage: “Cupisofi og elskovskunst”, opstod der en snak om, hvad det er, som adskiller en Mahamudra tantra massage fra andre massager?
Det blev til en dialog om både det “at lære” og om “form”.
En Mahamudra tantra massage beskriver ikke en form, men et sprog.
Meget kort resumeret pegede jeg på, at Mahamudra tantra massagen ikke skal ses som en form, men som at lære et “sprog”. Lad mig kalde det for Mahamudrian.
Et sprog der inviterer til at få øje på en måde at bevæge sig sammen på, der inviterer ind i fælles undren, hengivelse, opmærksomhed, anerkendelse og kontakt til kærlighed, frihed og lyst.
Præcis som, hvis en forfatter mestrer sit modersmål, og derigennem kan fortælle mange forskellige historier eller formidle alt muligt, vil jeg, såfremt jeg har læst flere bøger fra skribentens hånd, genkende sproget.
At mestre Mahamudrian betyder altså at elskovsmøder og møder i en Mahamudra tanta massage kan være vidt forskellige, og dog alle være “båret” af denne indsigt.
Et eksempel på et sprog kunne også være “at danse tango”. Når grundtrinnene er lært, kan der igennem fordybelse og øvelse bygges uendeligt mange variationer på.
Livet lever igennem kommunikation
Livet fungerer som kommunikation. Det er simpelthen forudsætningen for at samfund af en hver slags – inklusive de 70 trillioner celler som udgør min “krop” – kan opretholde sig selv som levende.
At forstå livet, er således også at forstå, hvordan kommunikation virker. Ordet “kommunikation” kommer af det latinske: “communis” – fælles – til “communicare” – at gøre fælles.
Læring sker igennem “sprog” i vid forstand. Vil jeg arbejde som tømrer, må jeg kende både “træets- og fagets sprog”. Lære at bevæge mig med maskiner og værktøjer i mødet med forskellige typer træ og opgaver. Kommunikere med andre tømrere på en for dem klar og præcis måde, der ind imellem for ufaglærte kan synes uforståeligt.
Vi anvender forskellige sprog i forskellige sammenhænge, alt efter hvad det er for et fællesskab, vi ønsker, og hvilken kontekst vi befinder os i.
Mahamudrian er ikke sandt som andet end et sprog
Det fantastiske ved at se Mahamudra tantra massagen i det perspektiv, er bl.a. at forstå, at et sprog aldrig er “sandt” som andet end “et sprog”. Det kan være nyttigt og nødvendigt og forskellige sprog kan være lige….gyldige.
Vi kan muligvis forledes til at tro, at den samme fortælling kan fortælles på forskellige sprog, og det er nok slet ikke muligt?
Dans, kampkunst, formgivning, samtale, musik, ja selv på celleniveau hører der specifikke sprog til for at skabe koordineret bevægelse og fællesskab. “Sprog”, der vel at mærke ikke nødvendigvis har så mange ord (eller overhovedet nogle), men udtrykkes i bevægelse.
Der er derfor ikke så mærkeligt, når nogle fortæller, at de kan høre på de, der fordyber sig i tantra og elskovskunst på Mahamudrainstitut, at de kommer regelmæssigt her eller er uddannede her. De er begyndt at tale Mahamudrian i måden, de bevæger sig på, og i perspektivet på det at mødes, opdage kontakt og få øje på forbindelse. Der opstår en genkendelse i møder.
At skabe et sprog
For mere end 30 år siden fordybede jeg mig i J.R.R Tolkiens forfatterskab. Tolkien var professor i sprogvidenskab – og satte sig på et tidspunkt for at udvikle et sprog, for på den måde at forstå mekanismerne i det. Meget hurtigt indså han at et sprog ikke blot eksisterer som ord og betydninger, men opstår på baggrund af en kultur, med myter, sagn og begivenheder. Sprog fungerer som bærer af specifikke fællesskaber.
I arbejdet med at konstruere og udvikle dette sprog opstod bl.a. de nu verdenskendte eventyr “Hobbitten” og “Ringenes Herre”. De udspiller sig i “Middle-Earth”eller “Midgård”.
I dem finder man flere forskellige sprog som Tolkien skabte. Bl.a. to forskellige elvermål: Quenya (Eldarin) og Sindarin. – Sprog som Tolkien naturligvis kunne tale.
At mestre et sprog
Der er en verden til forskel imellem at reproducere en “form” – dvs. lære at gøre noget bestemt hver gang – og at mestre et sprog. For mig er det sidste langt det mest interessante.
Hvis jeg vil lære et sprog at kende, indebærer det en mangfoldighed af områder.
Et sprog består af “elementer” f.eks.: Ord, tegn, fagter, bevægelser, trin, mimik og betydninger. Af “regler”: Grammatik, undtagelser og uregelmæssigheder. Betoning, rytme, tempo, tone og sang for ikke at nævne de så uendeligt vigtige pauser, der i det skrevne sprog udtrykkes som tegnsætning.
Et sprog forstås i bestemte kontekster og sammenhænge. Der er noget som siges, det uudtalte og det under-forståede.
Symboler, der ofte stammer fra historier, myter og sagn eller sæder og skikke i kulturen er meget vigtige.
Måden sproget anvendes på: Udtale, slang, dialekter, talemåder og forskellige udtryksformer.
… Og endelig en fælles forståelse for, hvad de forskellige ord, tegn, fagter, mimik, symboler og betydninger peger på.
Det er ikke så underligt, at den største udfordring for vores krop og hjerne overhovedet er at lære et nyt sprog!?
At gøre noget fælles
Et sprog peger på noget andet end sig selv. Dets funktion er at dirigere opmærksomhed på at sanse og bevæge: At gøre (noget) fælles
Det hele er indeholdt i at lære Mahamudrian.
Som alle andre sprog læres Mahamudrian ved at iagttage, spejle, imitere, fordybe sig og selv anvende det. Forunderligt er det, at sprog kan beskrives som “levende”. De forandrer sig hele tiden af sig selv, idet de baserer sig på den helt fundamentale aktivitet: “at skelne”….
“Færdig” bliver jeg aldrig med at lære et sprog og undersøge dets anvendelse på alle mulige måder og i forskellige sammenhænge.
Som at forstå en ny måde at danse på
Når jeg kort skal beskrive, hvad det vil sige at mødes i en Mahamudra tantra massage, benytter jeg gerne nedenstående som eksempel.
Det svarer til at have lyst til at danse på en ny måde, uden at vide hvordan. Opsøge et menneske som selv er vild med at danse, og som gerne inviterer andre til at danse med sig. Øvede som uøvede.
Den første gang kan det være, man helst bare vil sanse meget roligt? De næste gange, måske at danse mere med og lade sig lede ind i gensidigt bevægelse sammen? … Langsomt og sikkert igennem gentagelse og bevægelse i mødet med andre/en anden læres dette “sprog” .. En helt ny måde at mødes i bevidst kontakt på.
Jeg tager skridt for skridt Mahamudrian til mig….
Let us oment- -esse mel ar cen- i mana na-
Let us meet in love and see that what is – Quenya elvish