Jeg har været omkring 15 år gammel, da jeg satte mig i “Muktasana” (burmesisk lotus-stilling) for at praktisere meditation’ for første gang. Jeg havde allerede ret intensivt beskæftiget mig med både Asiatisk- og vestlig spiritualitet. Jeg var også ganske fortrolig med bøn.
Det blev begyndelsen på en livslang praksis med varierende intensitet.

I begyndelsen havde jeg opfattelsen, at det handlede om at “koncentrere mig”: At lukke forstyrrelser ude, på den måde finde “ro”.

Det var nu ikke fordi at jeg følte mig urolig i den forstand. Jeg brugte mange timer på at fordybe mig i alt muligt. Først og fremmest litteratur af nærmest enhver slags, og ikke mindst med at sejle lange ture i min sejljolle, eller arbejde praktisk med noget, hvor jeg kunne skabe og opfinde noget.

Det der med at lukke, fandt jeg meget vanskeligt. Den mindste forstyrrelse omkring mig afledte mig øjeblikkeligt. meget hurtigt fandt jeg det fuldstændigt naturstridigt på den måde igennem meditation af afgrænse mig fra mine omgivelser.

Hvorfor lige meditation’?

Spørgsmålet: “Hvad gør jeg det her for? Blev mere og mere påtrængende.”

En snigende og vedholdende fornemmelse af, at jeg i virkeligheden gjorde det for “at være sådan en, som mediterer,” blev stadig mere påtrængende. Jo mere jeg søgte at afvise den fortælling, jo mere tog den plads.

I årene der kom gik jeg til og fra denne praksis med at meditere.

I en længere periode intensiverede jeg bønnen som en daglig rutine. Det blev tydeligt for mig, at det at bede, kan ses som en måde at iagttage på.

At udtrykke taknemmelighed verbalt, og formulere omsorg for det, som er omkring mig, bevæger ganske enkelt alt! Det åbner – måske især for sårbarhed og med den større sanselighed i det hele taget.

Jeg vil formulere det sådan, at bøn:

Når den IKKE formuleres som noget, jeg vil have- eller ønsker mig, men udtrykkes som anerkendelse af det, som sker – og ikke mindst: At lægge det i “Guds hænder” – altså give afkald på enhver ide om at være i kontrol.

…. Sætter fri.

Det der sker

Hvis, du som læser støder dig mod ordet “Gud”? Så peger jeg med det på: “Det som sker”…

Såvel bøn som meditation kan med andre ord vendes indad eller udad. De kan lukke og afgrænse et selv, eller de kan åbne- og opløse ideen og overbevisningen om selv.
….

Både meditation og bøn, handler om bevægelse: At få øje på: At det som sker – er bevægelse. At bevægelse er synonymt med iagttagelse. At alt, hvad der fremtræder som form for os, også er bevægelse.

Vi kan nogle gange sige: At noget opstår og forsvinder igen.
Vi fødes og vi dør. Og de færreste reflekterer måske over, at det at leve er kontinuerlig fødsel og død. Celler dannes, lever, opløses, og intet forsvinder! …

Det får den simple forklaring, at de aldrig var “noget”, som KUNNE forsvinde. Livet er INGEN -TING kun bevægelse: Iagttagelse eller perception…

Når vi gør alt til form – f.eks. også Meditation’

Vi opfinder mange navne for at kunne kommunikere om det.

Det gør vi, fordi vi lærer og træner vores intellekt til at tænke i FORM. Den første illusoriske form, vi undervises i, kaldes for “MIG SELV”.. Med et tilhørende navn.

“Opfør dig ordentligt Jesper!”… “Nuhr hvor er du sød, Jesper”. Vi lærer at identificere os med måden vi bedømmes på.

Form kan måles, ved at benytte en anden form til det: “Jeg synes at du…er..!” Og så kan du selv sætte: God, sød, dum, rig, doven, dygtig ..etc på.. udvalget er enormt.
Det bedrøvelige eller spændende ved det er, at det som måler, jo SELV må være referencen der måles med:

Hvis en mursten måler 22,8 cm i længden, så er det målestokken, som viser de 22,8 cm! De står ingen steder på murstenen!

Hvad er det så, som sætter fri – og hvad sættes fri?

Ja dette Selv. Den afgrænsede og afgrænsende form. Den både måler og måles. I en uendelighed. Ja den forsøger endda også at måle sig selv!

“Jeg er god nok” – eller “Jeg kan sku heller ikke finde ud af noget”.

Derfor kan SELV heller ikke sætte sig SELV fri!
Selv opretholdes ved, at der fortælles om Selv. Når de fortællinger ophører, så eksisterer fortællingerne om selv ikke længere.

Er det ikke enkelt?

Vi kan glemme “os selv”. Dvs. det kan VI ikke, Det sker! Når iagttagelse ikke længere sker igennem ord, der gøres sande. Når al stræben ophører.

Når det erkendes, ses sanses, opdages at det, som sker, også er det, jeg troede var “mig”.

Meditation’ – en blomst

Da jeg nu for mange år faldt over Jiddu Krishnamurti stod det lysende klart.

Han sagde noget i retningen af:

“Meditation is a flowering that has no motive.”
(Public Talk 4 Bombay (Mumbai), India – 29 January 1978)

Det kan med andre ord heller ikke være et motiv IKKE at ville have et motiv!

For mig blev det radikalt øjenåbnende.
Jeg vil supplere og sige:

I det øjeblik, jeg har et motiv for at elske, så elsker jeg ikke mere!

Hvad gør jeg så?

Skaber SELV! – Afgrænser igennem form og målingen af den. Er det så slemt?

Well illusioner er ret skrøbelige. Der skal ikke ret meget til, for at de rystes. De måler og måles. Enhver måling af “den” og/eller alt, hvad den SELV måler, vil helt ukontrolleret forandre. Hvordan holde “fast i noget” (sig selv), når naturen af det, er som blæstens eller luften?

Meditation’ – at anerkende, det der sker

At erkende det, der sker, bliver:
At iagttage at “der sker” – “Hvordan der sker” – uden at dette ‘hvordan’ nogensinde kan rummes i en sand forklaring. Sidde, når der siddes, spise når der spises, elske når der elskes!

Hinsides grund, mening eller årsag.

Når der siddes, bevæges alt
Når der gås bevæges alt
når der elskes bevæges alt
når der tænkes bevæges alt.
når der spises, bevæges alt
når der skides bevæges alt
når der saves, hamres, skrives… læses…

Det betyder ikke at give afkald på at tænke. Blot at se, “at meningen om noget” eller enhver anden beskrivelse og måling af det, ikke KAN være dette “noget”!

At søge sandheden er at afvise den.
Hvem kan søge noget, de ikke kender? Og hvis du søger det, så er det, du finder, projektionen af dig selv i en fortælling.

På den måde inviterer “meditation” ikke til “at være i proces” men til at GØRE.
At SE er at gøre – at observere, hvordan der gøres – hvordan der sker – hvordan der bevæges, imens det sker.

“Selve handlingen at se, er måden at leve uden konflikt” (Jiddu Krishnamurti)

Ikke: Som en beskrivelse af hvad- eller hvordan- jeg eller du gør!
… Og slet ikke, ved at forsøge at skabe konceptuelle fortællinger om årsagerne til konflikten.

Men at erkende det spontant, direkte og hinsides skelnen imellem: Det/den der skelner og det, der sker..

Konflikten og lidelsen som Krishnamurti peger på, er det SELV, der opstår ved f.eks. at skelne imellem “mig” og “det jeg oplever”.
Dette kontinuerlige forsøg på at fastholde sig selv som adskilt fra det, der sker.



Selvudvikling som forretningsmodel?

I det perspektiv bliver det vel indlysende, at SELV-udvikling er verdens bedste forretningsmodel.

SELV bliver aldrig færdig med med at nørkle med sig selv. Og hvor fantastisk er det ikke, når ANDRE også finder det spændende! … Også selv om terapeuten betales for det?


Hvad giver vi ikke gerne ud, for at have det godt med os Selv! 😉

Kom og vær med!