“Jeg har brug for mere elskov”. Den sætning er virkelig svær. Elskov kan ikke forlanges eller kræves, og som drift er den en af de to stærkeste.

Langt de fleste par erfarer på et eller andet tidspunkt, at der bliver længere imellem de seksuelle møder med hinanden.

Det kan sagtens føles intimt og nært at relatere med hinanden, den får efterhånden blot sjældent eller måske nærmest ikke udtryk igennem elskov.

Måske er det i virkeligheden det naturligste?

Vi ophidses ikke over noget, som vi føler, at vi kender for godt. Og parringsdriften har en hel del med spænding at gøre.

På den anden side er ophidselse også forbundet med stress. Sådan er det, når vi møder noget som netop tiltrækker ved at være ukendt.

Vi vågner op af os selv, når vi præsenteres for noget nyt og spændende, og vil på den anden side, når vi er hjemme, hvile og spænde af uden alt for mange overraskelser.

“Derhjemme” vil vi føle os trygge. Det skal helst være et sted uden for megen stress og dermed ophidselse. Især hvis vi har børn sammen.

Kan du følge modsætninger og paradokserne i dette set i forhold til at forbinde det at leve sammen som par, med at tage monopol på hinandens seksualitet og parringsdrift?

Længsels efter mere elskov?

Hvis den ene i et par, længes efter “mere elskov”, så handler det i udgangspunktet nok ikke om, at han/hun er træt af sin partner? Længslen knytter sig til at der er en drift, der skaber stress og frustration, fordi den ikke anerkendes.

Der er skabt et dilemma. Hvis jeg giver efter for driften, vil han/hun ikke være sammen med mig. Han/hun tror også, at jeg så hellere vil være sammen med en anden.

Det vil jeg ikke!
Eller jo… Jeg vil ikke udholde den frustration, som opstår af, at naturen i mig – en meget væsentlig drift – gøres skamfuld, forkert og forlanges tøjlet og lagt under kontrol. Jeg kan overhovedet ikke lide at skulle elske, når det sker igennem, at nogen forventer det af mig!

En drift har i princippet ingen entydig “retning”.
Ingen har f.eks. en drift efter “Pommesfrites”.. Det udtrykker blot en præference efter (i øvrigt afhængighedsskabende) fedt og salt.

Ingen vil vel med sine fulde fem styre, hvornår den anden går på toilettet, og se sig svigtet, hvis vedkommende ikke følger de opstillede krav til det?

Hvis kontrol ikke virker, hvad virker så?

Hvad vi derimod kan, er at tale om, hvordan vi bevæger os med hinanden i anerkendelse af vores drifters natur og forskellighed i deres udtryk. Hvis en sådan samtale ellers kan ske åbent, ærligt og uden at der opstår angst.

Hvordan kan vi skabe trygge, sunde omgivelser for hinanden og vores familie, og anerkende vores natur?

Det er ret centralt, at ingen af os er isolerede øer, der kan gøre, som vi vil, uden at ALT omkring os også bevæges af- og med det. Jo tættere vi lever sammen, jo tydeligere mærkes det.

Tryghed og angst

Behovet for tryghed handler om angst. Og angst opstår af et ønske om at være i kontrol.
Ethvert levende væsen føler ingen angst, når det sanser, at det er kompetent til at bevæge sig med det som sker.

Det betyder at det klart skal være i stand til at erkende det, som sker.
En “fornemmelse” rækker ikke!
Vi erkender kun ved at møde alt iagttagende og tilbageholde vores umiddelbare dom.

Et dyr, som er for nemt at lokke og narre, bliver hurtigere spist, end et dyr som er mere grundigt observerende.

Det betyder også, at vi kontinuerligt skal være villige til at lære nye måder at bevæge os på. Alt forandrer sig. Det, vi mener at vide fra tidligere, fungerer ikke nødvendigvis nu..

Mere elskov? Hvordan gør vi det?

Alt det samler jeg til: “At relatere undersøgende med hinanden”.

Til det hører at få øje på at en meget fast ide om hvordan en bestemt “relation” skal se ud for at være “rigtig” nødvendigvis MÅ føre til stress og kontrol.

En norm er ubevægelig. Det giver ikke megen mening at diskutere om cykel er en bil eller ej. De følger hver især forskellige normer, for hvornår et transportmiddel skal kaldes det ene eller det andet.

Derfor ændrer det heller ikke noget på angst og kontrol, at omdefinere et ægteskab til f.eks. “et åbent forhold”. Det skaber overhovedet ikke mere klarhed.

Lad os i stedet klart vise hvad vi gør, hvordan vi gør, hvad vores natur kalder på i os, og kommunikere om det. Løbende opfinde og justere måder at bevæge os med hinanden på, som er tillidsskabende. Ikke bare for “os”, men for alle vi også relaterer med, der bevæges af det.

Hvor kan vi så det?

Ja det kan du f.eks. i praksisfællesskabet på Mahamudrainstitut. Det er verdens bedste sted at øve det at elske og relatere i respekt, klarhed, sårbarhed, kontinuerlig undersøgelse og anerkendelse af vores både forskellige og ens natur.

Der findes ingen facit på det, og det er på mange måder udfordrende at undersøge. Det er heller ikke terapi overhovedet.

Jeg/vi ser det som at udvikle bevidst opmærksomhed og anerkende naturen af det, som er. I vores bevægelse med det øve- og øge vores bevægelseskompetence.

Mange har sagt til os:

“ At komme på Mahamudrainstitut er det bedste, vi gør for os selv og hinanden!”

Det, uanset om de som par begge kommer, kun den ene af dem, eller de som deltagere bor alene og slet ikke relaterer i et “forhold”

… og de bliver ved igennem år.

Det er simpelthen så spændende at mødes i en undersøgende praksis, om noget så levebekræftende som at elske i opmærksomhed og bevidst om, hvad der bevæges af det..