“Vil du have mere Kærlighed i dit liv?” .. Sådan et spørgsmål og flere af samme slags toner regelmæssigt frem på skærmen sammen med reklamer for diverse events om Tantra eller noget i “den dur”. Gerne med et “også“ flettet ind: “Vil du også have mere kærlighed?”

Det må komme af at den, som annoncerer, ser kærlighed som noget man kan få eller give i større eller mindre mængder, som var det vin eller mad fra en buffet?

“Nåda, han har nok fået mere kærlighed! Han skal passe på ikke at få for meget af den! Måske skulle han tage en kur?!”

“Hun er lige nu i behandling for “kærligheds-vægring”. Hun er næsten helt holdt op med at tage kærlighed til sig!“

Nej vel!

Mere kærlighed – Mindre betingelse?

Ordet “Kærlighed” peger på: “Det, der er hinsides betingelse”.

Hvad menes der så lige med det?

Hvis noget er “frit”, kan det så blive “mere frit”? Det ville svare til at noget “tomt” bliver “mere tomt”. Eller noget fyldt bliver “mere fyldt”.

At betinge noget, betyder at måle det op imod en målestok. En reference der er “noget andet” end det, som måles.

“Elsker du mig?” spørger han.
“Ja”.. svarer hun
“Hvordan kan jeg se det på det, du gør for mig?” Fortsætter han..

Kan det at “elske” – som i: “At møde i kærlighed” kunne betinges af “at være noget helt særligt for mig”?
Tænk at skulle leve op til sådan en forventning, der dermed tjener som den målestok, som betinger!

“Hvis du elskede mig, SÅ ville du røre noget mere ved mig, af dig selv!”
“Okay!? Hvor meget skulle det så lige være?”
“Ja det behøver jeg ikke at fortælle dig! Sådan noget fornemmer mennesker, der elsker hinanden!”

“Hallo Jesper! Er der da noget forkert i at længes efter mere kærlighed?”

Gør ikke mig til dommer over det!

Vi har opfundet ord for alt. De virker som fingre, der peger på noget andet end sig selv.

Et “æble” er naturligvis ligeså lidt “bogstaverne” Æ B L E”, som lyden af, at de udtales.
Et æble, kan heller ikke være “smagen af et æble”. Smagen af æblet er vel et udtryk af, hvordan jeg smager æblet?

Hvad ER “et æble” så?
Det kan ikke ingen eksistens have løsrevet fra iagttagelse. Et andet ord for iagttagelse er “bevægelse”. Bevægelse er i sig selv ikke “noget”: Ordet peger som “kærlighed” på “Hinsides form” – hinsides betingelse.

“Hvordan bevæges?” ..kunne jeg spørge, og undersøge det uden af gøre bedømmelsen af dette hvordan “sand”.

Identitet – gør mig til “noget”

Nagarjuna ville sige: “Æblet har ingen egen eksistens”. Det opstår som bevægelse. Formen, vi tillægger det, udtrykker blot en identitet: Et forsøg på at betinge- og holde fast i både den, som iagttager og bedømmer, og det som bedømmes: “For MIG er æbler altså.. sådan og sådan, Så kan du mene noget andet!”

Identitet skabes ud af ønsker om magt og kontrol. For at skabe en illusion om ubevægelighed og relativ uforanderlighed. “Her er dit navn, personnummer, journal, fortælling, diagnose og navn! Det er det du er!”

Nej!

Alt det skal betinge i identitet: opretholde en illusion om, at det er Din skyld, hvis du fucker dit liv op. Tag dig dog sammen!

Hvem vil være skyldig og dermed stå til at blive straffet?
Med skyld kan vi inviteres i angst for ikke at opfylde betingelserne.

Kærlighed kan ikke være rettet imod eller fra noget eller nogen?
Ord som frihed, kærlighed, lyst, medfølelse, vil udtrykke bevægelse og iagttagelse. Hinsides retning eller form.



”At se det, der er, som det er?”
.. Og i det vil der ingen adskillelse være imellem iagttageren, iagttagelsen og det iagttagede. Ikke kunne skelnes imellem bevægelse og “noget”, der bevæges.

Måske kan vi undersøge “hvordan der bevæges”?
Og det må erkendes hinsides beskrivelse..

Lad os bare kalde det for “kærlighed”… Uden at gøre den fortælling sand.