Mildhed og venlighed bevæger mere end noget andet. Det lader os ikke uberørt.
Den vil ingenting have og intet give; forlanger intet, stræber ikke, har ingen retning, er hinsides tid og måling.

Mildheden stiller sig ikke imod og går heller ikke med.
Den er der bare.
Som det stille klare vand.

At noget er klart, betyder at det er tomt. Vi ser igennem det. Det er transparent. Der er ingen form, intet der stiller sig imod.

For et selv, der vil skabe sig ved at stille noget imod, og lade sig fremstå i “det er “mit” og ikke dit” – betyder mødet med det klare, at der intet er at spejle sig i.

Det inviterer i angst og kontrol. Til at stræbe efter noget at holde sig til og navigere efter. En plan, en vision, et mål, en metode, et program, en titel, en bestemt relation, som gives et navn.

Sådan binder et selv sig selv – igennem “noget andet” – som ikke er dette selv.

Selv betinges af måden, det afgrænser sig selv på

Et selv opløses, når det ikke kan se “sig selv” spejlet i de andre eller i det “andet”?

Mildhed kan ikke ses

Helt klart vand kan ikke ses. Det, som ses i den klare sø, vil være bunden. Vandet ser vi igennem.

Vi opdager det først ved at forstyrre det.
F.eks. ved at slå hurtigt ned (imod) det, lade vores hånd skabe bølger, uro og bevægelse, eller ved at gøre det grumset. På den måde kan det BRUGES til at mærke sig selv.

At noget er tomt, betyder at der “intet er i det”.
Blot få dråber snavset vand, gør det rene vand u-gennemsigtigt.

Det snavsede vand kan derimod ikke gøres klart ved at tilsætte rent vand.

“Jamen hvem vil være “tom””?
“Hvad er der så?”

Hvis noget allerede er fyldt, så er der ingen plads til bevægelse.
Den som mener allerede at “have erfaret det før”, vil være stivnet i (sit) selv.
I det tomme er al bevægelse mulig.

Det er som det blanke papir, hvor enhver historie kan fremtræde klart. Skriver jeg oveni det allerede fyldte ark, bliver begge fortællinger uklare og ulæselige.

Det erfares når det bevægelige ler sættes på kavaletten. Af det kan alle former skabes, så længe de er i overensstemmelse med lerets natur.

I det tomme-, “ingenting”-, i det klare – lever lyst, kærlighed, mildhed, kreativitet, opmærksomhed og medfølelse.