At tænke og skabe betydninger er den færdighed, som vi bruger, når vi skaber fortællinger.

Vores fortællinger og tanker eksisterer i ord, og kan noget ord, ud over ordet ”ord”, være det, som det nævner? Kan noget billede være det, som billedet viser, eller viser billedet ikke netop noget andet end sig selv?

Så længe vi tror, at vi ER de fortællinger, som vi fortæller om os selv, ligeså længe vil vi mangle forståelse. Selv forestillingen og tanken om at: ”Jeg tænker”…indeholder både historien om ”jeg” og det ”at tænke”. Begge peger på noget andet end sig selv. Dette andet begriber jeg kun, når jeg ophører med at bedømme, vurdere, sammenligne og klassificere, og er det ikke netop dette som sproget og ordene gør?

Ingen har nogensinde forstået hvad et ”glas” er, blot ved at få at vide hvad det kaldes, og få fortalt om hvad det kan. Kommer forståelsen ikke nærmere ved at forundres, undre sig, sanse og erfare hinsides enhver beskrivelse og tanke? At kunne lege med ord, er det ikke være intellektuel? … Det belønner vi højt i vores samfund. Det at tage kontakt i opmærksomhed – sanse fuldt og helt i frihed for ethvert værdisystem, lære (og lærer), moral og norm vil jeg benævne som intelligens?

Jeg ser det som et vidunderligt paradoks, at det nogle gange er ord, som kan invitere os til at give slip på ord og prøve en anden vej. Lad derfor være med at tro på et eneste af disse ord, som jeg skriver. Ikke et af dem indeholder sandhed eller noget af det, som er reelt. Tro ikke på nogen af de fortællinger som andre, og ikke mindst du selv, fortæller om dig selv. Heller ikke denne.

At mine ord alene er reale som ord, behøver vel ikke at afholde mig fra at lege med dem? Som kunstneren frigør en skulptur fra den rå sten, kan jeg måske med finesse skabe mening i tegn? Og ligesom en kunstner eller kunstelskeren kan tabe sig i sin kunst – blive vred, og tage det som et personligt angreb, når nogen kritiserer kunsten – er det snublende let at miste frihed igennem det, som skabes med ord.

De ER ikke mig, og jeg behøver ikke at identificere mig med dem. Ved at være opmærksom på ”AT der fortælles og tænkes”, kan jeg se og høre ordene som lyde, støn og grynt, som jeg har lært at give en betydning. Der begynder jeg at le og give slip.