“Jeg har mistet lysten til sex min mand”
…

“Uh det er du ikke alene om!”
…

“Nej det fornemmer jeg måske godt, når jeg vender det med veninder?”
…

“Hvor længe har I været sammen?”
…

“I 10 år og har fået 2 børn sammen. Og Inden du spørger, så har det ikke noget at gøre med, at vi ikke kan finde tid, eller at børnene fylder det hele. Jeg har ganske mistet lysten til at elske med ham.”
…

“Kan du ellers godt lide at leve sammen med ham?”
…

“Ja, jeg synes, at han er en dejlig mand. Sød, rar, hensynsfuld og opmærksom. ..Og en god far. Jeg holder meget af ham. Ja måske vil jeg sige at han også er min bedste ven”
…

“Kunne du godt tænke dig at få lyst til at elske med ham igen?”
…

“Nej! .. Eller det ved jeg ikke. Lyst opstår vel af sig selv?
…

“Sådan ser jeg det også.
Hvad vil du så gerne undersøge sammen med mig?”
…

“Lyst har jeg! Bare ikke til at elske med ham. Den buldrer temmelig meget og ofte i min krop. Nogle gange kan den endda virkelig være forstyrrende.”
…

“Som noget ubehageligt eller behageligt?”
…

“Det er på den ene side meget dejligt og levende, og samtidig kan det føles så frustrerende, også selvom jeg så “klarer det selv”.
…

“Som i at du masturberer?”
…

“Ja det, eller chatter med mænd .. “
…

“Mænd du kender?”
…

“Nogle gange ja, og ind imellem med mænd, jeg kun har truffet digitalt”
…

“Nu må jeg så spørge dig igen: Hvad vil du gerne undersøge sammen med mig her?”
…

Ja.. Jeg har lyst til at elske med andre mænd. Det har jeg ikke mistet lysten til! Jeg ved simpelthen ikke hvordan jeg skal gøre det på en ordentlig måde? Jeg vil gerne stå ved mig selv og min lyst, og vil også gerne blive sammen med Morten uden at gøre ham ked af det.
…

“Har I talt sammen om, at du har mistet lysten til at gå i seng med ham, og gerne vil elske med andre mænd?”
…

“Nej det er simpelthen svært. Eller jo, jeg har sagt at jeg ikke har lyst til at elske med ham. Det kan han jo fornemme. Samtidig stritter alt i mig ved tanken om, at han skal give tilladelse til det! Som om jeg skal hente hans accept af, at jeg kan være som jeg er, med den lyst jeg nu engang er fyldt af…”
…
Det kan jeg sagtens følge!”

…
“Ja?”

…
“Ja …Jeg tænker at noget af det som adskiller dybe varme venskaber fra de fleste parforhold, er at vi i de første ikke spørger hinanden om tilladelse til det, vi gør. Vi føler det let sammen med en god ven at åbenbare hvad der foregår i os, uden at frygte den andens dom eller krav.

Jeg kommer til at tænke på det, idet du for lidt siden beskrev måden I lever sammen på som, at han er din bedste ven?”
…

Hun så hen for sig… flyttede på sig i sofaen overfor mig..
…

“Sådan har jeg ikke tænkt på det før. Jeg er angst for hans reaktion. Jeg er måske også angst for at jeg end ikke selv kan overskue, hvad det vil betyde, hvis jeg helt konkret ville elske med en anden eller andre mænd? Den situation eller konstellation har jeg jo aldrig været i endnu, siden jeg mødte Morten!”
…

“Hvad ville der ske, hvis du intet gør. Altså lader det være, som det er, ser hvad der sker af sig selv?”
…

“Den tanke kan jeg ikke holde ud! Jeg vil gå op i limningen. Det føles enormt stressende ikke at kunne være naturlig omkring, at det er sådan lyst udfolder sig i mig nu! Der skal simpelthen ske noget…”
…
“Har du sagt det til Morten?”

…
“Ja lidt i sjov og jeg kunne mærke at han blokerede ved meget hurtigt og kategorisk at sige at det ikke var, det han havde lyst til…. Altså at elske med andre kvinder end mig”.

Jesper – hvad ville du gøre?”
…

“Hmm .. Jeg har selv stået i en situation, som måske ligner din. Og jeg fandt det ikke let. Det beskriver et klassisk dilemma. Det er kendetegnet ved, at der ikke findes en løsning på det.
Heldigvis også ved udelukkende at eksistere i vores intellekt..

Ofte skaber vi dilemmaer for os selv og hinanden, for ikke at skulle bevæge os spontant. De virker som meget effektive “bremser”. Vi skaber en forestilling om umulige situationer som ikke reelt findes og lammes så i ambitionen om at løse noget, som ikke kan løses”

….
Det du siger der, lyder som mig!

…

Hun lo…
… Og jeg fortsatte..

…

“Jeg spurgte mig selv, om jeg ville leve nært og intimt sammen med et menneske, hvis jeg vidste at vedkommende kontinuerligt måtte skjule og undertrykke sin livskraft og lyst, i angst at såre mig?

Svaret på det spørgsmål var enkelt. Det ville jeg ikke. Jeg kan ikke komme på en mere egoistisk tanke! Jeg ville endda blive bedrøvet over, at den anden ikke før havde haft modet til at vise sig, som hun nu er?

Det førte til, at jeg åbent fortalte om det, som foregik i mig, og at jeg havde et ønske om, vi kunne finde muligheder, hvor vi begge kunne leve mere i integritet både i os selv og sammen – også i forhold til at vores lyst og lyster jo kan være meget forskellige?”

….
“Hvordan var det?”

….
Det var svært og meget befriende… I dag vil jeg ikke relatere anderledes med nogen.

….
“Jeg vil tage det med mig hjem, og sove på det. Jeg synes at noget i mig løsner sig?”

….
“Lad os meget gerne tale om det igen, hvis du har lyst … Også med ideer og muligheder for, hvordan du/I i passende skridt kan afprøve, hvad der kunne virke for jer hver især og i måden I relaterer med hinanden på ellers?” <3