Vil du overraskes af din partner, når du masturberer? Jeg finder det spørgsmål ret spændende. især når jeg tænker på “intimitet”.

SEXUS hedder den omfattende undersøgelse af Danskernes sexliv, som blev udgivet 2019.

I den kan jeg læse at 67% af alle mænd og 30% af alle kvinder som svarer JA til nogensinde AT have onaneret, (hvilket er 97% af alle,) har gjort det mindst en gang om ugen indenfor det sidste år.

Det varierer med alder, således at tallene er højere jo yngre man er uanset køn.

Det er med andre ord fuldstændigt almindeligt og åbenbart en naturlig del af vores adfærd i vores kultur, at tilfredsstille sig selv på den måde.

38% oplyser i undersøgelsen at de lever i et registeret parforhold. Resten gør det ikke. Og jeg skriver her stadig om onani/masturbation mindst en gang om ugen.

Vil du overraskes, når du masturberer?

Jeg har igennem årene jævnligt stillet spørgsmålet: Finder du det rart, hvis du overraskes af din partner, når du masturberer eller onanerer? Svaret har konsekvent været “Nej”!

Når jeg går dem på klingen, beskrives det som: “Det er privat”. “Det er bare u-lystent!”, “Det bryder jeg mig ikke om..” ..og det bliver gerne tydeligt i snakken, at det både handler om skam, følelser om at være “utro”? Eller…. AT blive konfronteret med, at det ikke er den faste partner, som tages med ind i eventuelle fantasier og tanker i forbindelse med egen tilfredsstillelse.

Jeg er overbevist om, at det er både nødvendigt og sundt at have private stunder, også når vi bor sammen under samme tag.

I den forbindelse bliver det interessant for mig, at se og høre, hvordan det at være et “par” generelt også indebærer klare forventninger til, hvor privat partneren kan tillade sig at være?

Der ligger gerne en fordring på at have monopol på emotionel og fysisk intimitet med “den anden”. I særdeleshed når den også har seksuel karakter.

“DU skal ikke føle -eller udleve kontakt til- seksuel lyst sammen med andre end mig!”..

Ødelægger det intimiteten?

For mig at se er det et helt vanvittig, urealistisk og unaturligt krav, som reelt set på forhånd ødelægger intimiteten imellem mennesker?

Hvor stor er chancen for at vi igennem hele livet synes om det samme? Alt i os er unikt og forskelligt. Vi sanser end ikke det samme på samme måde. Vores hormoncyklus og emotionelle svingninger i dagligdagen og set over en længere periode er også forskellig..

Den forventning svarer til at forlange, at vi fremover kan lide de samme mennesker, den samme mad, de samme bøger, have samme interesser, samme måder at rejse på.. Ja kort sagt at reducere forskelligheden mest muligt – og dermed også det, vi eventuelt vil have for os selv “privat”?

Ingen kunne vel forestille sig, at ens meget gode venner, skulle indordne sig under tilsvarende forventninger? Sjovt er venskaber som relationer betragtet noget mere stabile end parforhold, uden i øvrigt at mangle fortrolighed og emotionel intimitet?!

Den meget væsentlige forskel ser jeg i, at de IKKE indeholder krav om monopol på intimitet – heller ikke i forbindelse med seksualitet.

Hvad skal jeg ellers bruge ham/hende til?

Måske handler det i sidste ende om at “par” skabes i den traditionelle form, med den vigtigste funktion at “skabe tryghed og sikkerhed”. Det forbindes med at være i kontrol. Kontrol følges af både angst og skyld.

“Den kæreste jeg skal være sammen med, skal kunne tilfredsstille mig seksuelt” – hørte jeg i går en kvinde sige. Hun fortsatte: “og jeg er kræsen!”.. “Hvad skal jeg ellers bruge ham til?”

Noget tilsvarende har jeg hørt utallige gange. Måske fører behovet for at være i kontrol meget let til at mennesker skaber relationer for at BRUGE hinanden til SELV at føle sig godt tilpas?

Det jeg bruger som et middel til noget andet, har jeg afskilt mig fra. Hvem føler sig tryg ved at benytte en plæneklipper til at slå græsset med, uden samtidig at have kontrol over den? Eller at røre dej med en maskine som gentagne gange kommer ud af kontrol? Nej vel?

Jeg ser ingen “grund” til at være sammen med mennesker eller ikke at være det. Det er min natur at jeg søger fællesskab og intimitet i møder med andre. Det er sådan jeg er.. Som jeg nu er det og iøvrigt kontinuerligt i forandring og bevægelse.

Altså vil du overraskes når du masturberer?

Tilbage til det indledende spørgsmål: Vil du overraskes af din partner når du masturberer?..

Forunderligt nok finder mange mennesker det temmelig ophidsende, sårbart og bevægende at blive iagttaget eller selv at iagttage et andet menneske masturbere? … Hvis det vel at mærke ikke sker på en sådan måde, at den masturberende vil bruge betragteren til det..

Vil du være med i vores praksis-fællesskab, hvor vi bl.a. kan tage sådanne op?