Hvad vil det sige at være nærværende?

Det engelske udtryk for “nu”: Present,  kan også beskrive en tilstand.
“To be present”, oversætter vi til: “at være til stede”.

Jeg får ind imellem det indtryk, at dette nærvær gøres til en intellektuel aktivitet. Noget som kan “øves” eller “praktiseres”?

Måske hænger det sammen med at nærvær stiller sig som modsætning til stress, og derfor i det, som opleves som et hektisk liv, gøres til genstand for en ambition?

“Jeg bestræber mig på at være nærværende og leve i nuet”.. Hører jeg med jævne mellemrum i mine samtaler.

Hvor der er ambition opstår der spænding og koncentration. Hvor nogen vil gøre sig “umage”, er der kommet fokus på “noget”.

Ethvert forsøg på at øve nærvær, vil øjeblikkeligt lede væk “at være til stede”.

At koncentrere sig?

Det kan være meget nærliggende at opfatte nærvær som noget, der udelukker “det, som forstyrrer”?
Et menneske, der i en samtale forsøger at forholde sig nærværende til det, der siges, vil måske gribe til at koncentrere sig om det talte? Dette er forbundet med anstrengelse, og intellektet vil hele tiden være beskæftiget med at “sortere” i det, som er relevant, og det som ikke synes at være det.

At fjerne noget

At koncentrere betyder at fjerne noget, som når vi fjerner vandet fra en saft, for at få et “koncentrat”. Vi søger i koncentrationen at “finde det væsentligste”; Og dette vil naturligvis være det væsentligste set ud fra det intellekt som selekterer på baggrund af erfaring, normer, moral, værdier, sin egen opfattelse af “kunnen”, faglighed osv. Et valg der således udelukkende træffes på baggrund af noget, som ikke finder sted i dette øjeblik.

Sådan fungerer intellektet. Det kan ikke forholde sig til det, der sker, imens det sker. Det kommer altid “bagefter” ved at bedømme det, som sanses … som “noget”.

At være opmærksom

Det er også baggrunden for at jeg beskriver “at være opmærksom”  (og til stede) som noget helt andet end at “koncentrere sig”.
Opmærksomheden opstår af sig selv, i det øjeblik jeg giver afkald på bedømmelse og i stedet hengiver mig til bevægelse.

At sanse er at bevæge

Al sansning bygger på bevægelse. Det at høre skabes i bevægeligheden i ørets små knogler. Det at dufte af bevægeligheden omkring cellerne i næsen, Det at trykke og trække igennem musklernes spænding og afspænding. Det at se ved at øjet åbner og lukker. Selv varme og kulde forbindes med udvidelse og sammentrækning, og smagen fremmes igennem tungens bevægelser.

Intellektet kan intet sanse

Når vi vil reducere vores indtryk, stivner vi. Nogle lukker øjnene og ligger f.eks. helt ubevægelige i en tantra-massage. De fortæller mig, at “de går ind i sig selv”, hvilket de også gør… nemlig i deres “selv”: Intellektet. Dette intellekt kan intet sanse. 

Hvis jeg lægger min hånd på et eller andet, og undersøger hvad jeg skal gøre for at øge den sansning som finder sted, vil det føre til, at jeg begynder at bevæge min hånd let henover overfladen. Lige så snart jeg bedømmer dette – dvs. giver det jeg sanser et navn – reduceres denne sansen, og når jeg slipper denne trang til at beskrive, vokser sanseligheden.

At sidde stille – Zazen

Hvordan hænger dette sammen med den stille meditation? Mennesker har i tusinde år siddet helt stille og ladet meditation komme til sig? Denne form for at sidde stille, i Zen kaldet “Zazen”, kunne umiddelbart fremtræde som noget ubevægeligt? Og den er alt andet. Der er ingen koncentration over den.

Bølgen bliver til hav

Når jeg sidder på den måde, åbnes (min) opmærksomhed for bevægelse. Erkender at alt levende bevæges og bevæger, hinsides at bedømme det, som sådan. Forskellen imellem det, som “er udenfor mig” og “indeni mig” forsvinder. Bølgen bliver til hav.

Tantra-massage: At åbne for bevægelse

I den tantra-massage som vi inviterer til hos Mahamudrainstitut, er der ingen tale om, “at der er en som er aktiv, og en som er passiv”. I mødet mellem to mennesker hinsides bedømmelse, åbnes der for bevægelse: For at bevæge og lade bevæge. 

Når vi går ind i nærvær, hengiver vi os til at sanse og dermed til bevægelse. At slippe intellektet kan ikke ske igennem det samme intellekt, som skaber spændingerne i os. Opmærksomhed opstår, hvor al bevægelse erkendes hinsides bedømmelse, og den eneste måde denne erkendelse kan finde sted på, er ved at det, som før var delt i f.eks. “din bevægelse” og “min bevægelse” bliver til et. 

“Jeg gør altså ikke noget ved dig”…. Vi hengiver os til bevægelse, sammen…og forsvinder i den.

Hvordan former dette sig i en samtale?

En samtale kan foregå på en sådan måde, at de, som samtaler med hinanden, hver især former næste sætning inde i sig selv, imens den anden siger noget. Som hvis de spiller tennis, og i pauserne imellem hvert slag forbereder sig på, hvordan bolden, når den retureres fra modspilleren, skal rammes, for at opnå det bedst mulige resultat. På den måde spiller de hver især hver sit “spil”. Hvilket i øvrigt tydeliggøres ved at træneren råber: “Koncentrer dig nu om DIT spil!”

Samtale i nærvær

I en samtale i kontakt til nærvær, føres der kun een samtale. Det erkendes, at ALLE de tanker, der opstår, ikke kommer fra hverken den ene eller den anden. De opstår “bare”. “Havet” bruser… Det den ene siger, er den andens tanke, og omvendt. Ingen spiller noget “spil”. Jeg kan også beskrive det som: “der undres”.

At ville nogen steder hen?

I det øjeblik den ene af samtalepartnerne “vil have den anden et eller andet sted hen”, ophører opmærksomheden, og afløses af fokus og betingelse. Og der kan der ikke være kontakt til hverken bevidsthed, lyst eller kærlighed?

Om det er en samtale, et møde i elskov eller en “tantra-massage” gør ingen forskel. Det fungerer på samme måde i min beskrivelse.

Kærligst Jesper

Studieoversigt/kalender