Vi taler om at “gøre os erfaringer”.

Er der ikke en meget stor forskel på at fortælle en historie om noget, som du har oplevet – uanset om du så fortæller den til dig selv eller andre, – og det “at erfare” imens du gør det, med din fulde opmærksomhed uden behov for at skulle forklare og omsætte det der sker til ord? Din erfaring – som fortælling betragtet – vil kunne stille sig i vejen for at du åbent og frit vil erfare noget nyt?

Og når du slipper dette behov for at samle på erfaringer, som var det frimærker eller gamle legetøjsbiler, der skal tjene til din fornøjelse og adspredelse, så vil du kunne mødes med andre mennesker på en måde som ligger hinsides enhver fortælling.

Der begynder kærlighed…?