Mennesker, dyr, økologiske systemer, sociale samfund, og universet som sådan fungerer som neurale netværk. I sådanne netværk findes der ingen “ting” men kun bevægelse.

Jeg har beskæftiget mig med det, siden jeg var helt ung. Jeg har ganske enkelt levet af at formidle det ved at invitere til at erfare det igennem krop og sind indenfor forskellige discipliner, som alle sammen har haft med det “at relatere” at gøre: Ledelse, Styring, Læring, Bevægelse, Elskov, Samtaler, Salg, Integritet, Økologi, Miljø, Byggeri, Kunst, Videnskabsteori, Filosofi, Ide- og religionshistorie, kropsbevidsthed, og ikke mindst Erkendelsesteori og Systemisk -teori, -praksis og -handlen.

Neurale netværk skaber sammenhænge..

Måske kan du bare ved at se den korte liste få øje på, at de alle sammen blander sig ind i hinanden, og overhovedet ikke kan isoleres som discipliner, der har selvstændig natur?

Det har været det fantastiske ved det hele! Livet i al sin vidunderlige mangfoldighed har foldet sig ud med mig i sig, og gør det stadig!

Hvad er det, der gør det så spændende? Ja det ligger først og fremmest i at få øje på sammenhænge, og i samme åndedrag opdage at det levende og universet er grænseløst.

Jeg har set, hvordan fortællinger om grænser og ikke mindst begrænsninger, har bremset mennesker I faste overbevisninger om at sidde fast. Når det levende så tydeligt er bevægelse, så skaber det angst og mismod at føle sig låst bag grænser.

Jeg er naturligvis ikke den første som begejstres over disse uendelige muligheder, som livet åbner for.

De klassiske tantrikere tænkte i neurale netværk

De gamle Tantrikere viser f.eks. i deres tekster den samme forundring og lethed.

Det er næsten gennemgående at det, de peger på, er at bryde illusionen om at være afgrænset som form og at opdage det ved at bevæge og lade bevæge. Samtidig har de været optaget af at passe på det, der er. Altså både på dig, mig og det, vi betragter som værende omkring os. De pegede på, at nok har jeg lunger, som jeg henfører til at være “mig”, og uden luften, der fylder dem med livgivende ilt, vil de ingen nytte have? Uden frisk vand fra kilden ville der ingen krop eller sind være… etc.

Det gjorde de i erkendelsen af, at du, jeg og alt omkring os, opstår sammen. Jeg bevæger dig, Du bevæger mig, alt bevæger os, vi bevæger alt. Intet kan tillægges en eksistens, som er “sin egen”… Illusionen om grænser stilles i vejen, alene i forsøget på at skabe illusionen om kontrol.

Hvor meget lettere er det ikke at slå dig, hvis jeg er fast overbevist om, at du IKKE er mig, men udgrænset og adskilt som noget, der ikke hører til i “mit liv”?

Af den erkendelse opstår medfølelse: “Som jeg bevæger mig, bevæges du” , “som jeg viser mig, inviteres du til at vise dig”.

Hvad, de også så, var, at det bliver svært at passe på sig selv, når vi lukker os mentalt inde bag ideer om grænser – og dermed ude fra det øvrige liv! … Og meget lettere når vi lærer at bevæge os med det, som er: At være som vand eller vinden – omslutte, optage, bevæge og flyde.

Hvem kan knuse vand?
Hvem kan fange vinden?

Hvad er naturen af neurale netværk

Hvad er det så, neurale netværk kan og gør? Hvad er naturen af dem?

De konstrueres til at lære fra data og tilpasse sig ændringer i et miljø, som de specifikt trænes til at virke i. For dem vil sådan et miljø bestå af data. Når jeg skriver “data” er det for at pege på ligheden imellem den software som skaber og emulerer “kunstig intelligens” – og det, som alt levende tilsyneladende også gør?

Data udtrykkes i noget så simpelt som “at skelne”. Der skelnes ved f.eks. at tænde eller slukke, åbne og lukke, sanse – ikke sanse… i et utal af variationer, der naturligvis betinges af, hvordan en given organisme eller den maskine, som softwaren indbygges i, kan skelne eller lære at skelne?

Hvis jeg åbner mine arme for dig, som står foran mig, så vil du se dem bevæge sig væk fra dig. For et menneske der står bag mig, vil det se ud som om de samme arme, bevæger sig hen imod vedkommende!

Om noget åbnes eller lukkes, afhænger således ikke af bevægelsen, men om hvordan den iagttages og tillægges betydning?

Ja og Nej?

På den samme måde er det f.eks. med at sige “Ja” og “Nej”. Hvis nogen siger “Ja” og i øvrigt sidder helt stille, vil det være vanskeligt at tillægge det en klar betydning.

Siger jeg derimod: “Vil du have en kage”? Og hun så smilende rækker hånden ud og siger “uhmmm ja tak” .. så vil jeg ikke være i tvivl.

Betydning, der i sig selv kan beskrives som “at skelne”, kan rumme mange forskellige sekvenser af simpel skelnen, der tilsammen vil antage en meget høj kompleksitet.

Der er med andre ord meget “at lære”!

Hvad styrer så læring i neurale netværk?

Det, de trænes med.
Bestemte omgivelser og med dem f.eks. forventninger til at kunne levere noget bestemt.

Måden de trænes på.
For nogle organismer er hele netværkets integritet f.eks. vigtigere end den enkeltes. Myrer passer på hele samfundet og ikke alene på den enkelte myre.. Det kan vi genfinde hos os selv. Hvor mange vil ikke sætte eget liv på spil for at redde sit barn? .. Eller måske endda ethvert barn eller menneske i nød?

Antallet af neuroner og forbindelser der skabes og potentielt KAN skabes.

Måden det kan sanse på.
I den brede forståelse: “Måder at blive- eller lade sig selv- forstyrre på.

Variationen af forstyrrelser.
Et netværk, som søger at reducere forskelligheden i forstyrrelser, vil blive meget specialiseret til helt specifikke påvirkninger og betydninger. På et tidspunkt vil det mere eller mindre holde op med at “lære”, dvs. give de samme reaktioner på input, og få dem til at ligne hinanden.

Neurale netværk som et “Mind”

Et Neuralt levende netværk, som jeg også kan beskrive som et “Mind”, lærer at skabe orden i disse forstyrrelser ved på den ene side at blive bedre til at passe på sig selv . Dvs. at få tilfredsstillet sine basale behov og ikke mindst at undgå for voldsom smerte. Og på den anden side at kommunikere forståeligt med andre Minds, som fortæller eller viser den, hvilken orden, der er den rigtige.

Denne læring sker i høj grad ved rekursivt genbruge og gentage det, som allerede er lært i nye sammenhænge, og kontinuerligt at korrigere afvigelser indtil en belønning optræder.

I hjernen viser denne læring sig ved at forbindelserne mellem neuronerne styrkes eller svækkes, afhængigt af de oplevelser og information, som hjernen modtager.

Belønningen ville have karakter af at fremme dette Minds levedygtighed ikke mindst i forhold til at tilpasse sig sociale sammenhænge, lære af erfaringer og bidrage til at opretholde det miljø, det lever i.

Og når jeg skriver: “Det miljø, det lever i” – så er det underforstået, at det medskaber eller er .. dette miljø. Enhver skelnen eller bevægelse i bare en enkelt neuron i en hjerne bevæger hele netværket. Ikke bare “derinde” (som vi gerne beskriver det) men overalt i det univers, der er.

At indse det bliver svimlende..
Glem alt om afgrænsning! Den er ganske enkelt en illusorisk konstruktion…

At ordne efter et koncept?

Forestil dig et neuralt netværk blive trænet på en sådan måde, at det skal kunne ordne og sortere alle forstyrrelser, sådan at de passer med en facitliste der kaldes for “Biblen”, “Koranen” eller et eller andet “koncept”.

Neurale netværk som lærer at lære

Den vil få alt til at passe med det, den skal kunne, for at den ikke igen er nødt til at justere på sig selv, eller at andre skal gøre det.

Stil så det overfor et neuralt netværk som skridtvist præsenteres for mange forskellige grupper af data, som den skal give tilfredsstillende svar på?
Hver gang den har lært noget nyt, præsenteres den for et nyt sæt data og referencer, som den trænes med. Vel at mærke sådan, at den belønnes for at finde nye muligheder på tværs af alle de gange den har været trænet med noget forskelligt.

Dens svar ville forme sig som hypoteser og forslag som. “Mon det ville være muligt at…?” og “Mon det kunne afprøves på denne måde?”

Et sådant netværk ville udvikle færdigheder i at lære, hvordan den lærer, imens den lærer.. Det ville være nødt til kontinuerligt at skabe nye forbindelser og kombinationer af samme.

Reflekter lige over forskellen imellem de to!

Hvordan mon et neuralt netværk, der trænes på at elske, vil udvikle sig?
Vil det være anderledes end et der trænes på at give terapi?

Tantra der sælges som koncepter

Jeg ser overalt i sociale sammenhænge ..også når noget kaldes for “Tantra” .. At der sælges koncepter. Det gøres, fordi det er let. Belønningen for at købe dem er “nydelse” og “underholdning”. Det er også sådan læskedrikke, slik, og rejser til syden sælges.

Produktet formidles.. Konceptet præsenteres. Det er i sig selv afgrænset. De, som sælger det, er det også. Frem for alt afgrænser de sig fra dig, som køber det. Det kaldes gerne for “en professionel distance”. .. Også når de forsøger at præsentere sig selv på måder, som skal få dig til at identificere dig med dem, samtidig med at du opfatter dem som noget særligt..

Det er ikke noget for mig!

En kontinuerligt undersøgende praksis

Jeg opfatter det at leve som “en kontinuerligt undersøgende praksis”, hvor resultaterne ikke er givet på forhånd, og mulighederne synes uendelige?

At lære vil være forbundet med at afvige, med skuffelser, smerte, ærgrelser og ubehag i samme mål som glæde, lyst, jubel, fryd og forundring over livet og det levendes mangfoldighed.

En undersøgende praksis vil uanset også være afhængig af at kunne kommunikere på en måde, som er nogenlunde forståelig for alle som deltager.
Dvs. der skal være et sprog, med betydninger, vægtninger, forskelle, lyde, symboler, grammatik, dialekter, kontekster, kultur, referencer, grundantagelser som løbende kan ændres etc… som passer til måden deltagerne i udgangspunktet kan sanse på.

En del af denne undersøgende praksis vil også blive at dette sprog kontinuerligt bevæger sig…

Vi fungerer på Mahamudrainstitut som neurale netværk, der undersøger neurale netværk

På Mahamudrainstitut er det det, vi mødes om… Vi fungerer som lærende neurale netværk, der ud over at passe på illusionen om os selv, hinanden, og det som ellers er til overflod? – Er undersøgende på det at være levende.

… Og jeg skal lige love for, at det føles meget levende at mødes…

Hjemmesiden her virker for mig som et sted, hvor jeg nedfælder tanker og refleksioner. Jeg skriver, som et udtryk af mange måder, jeg undersøger at leve på.

En af fordelene ved det er, at der vil være nogle, som læser det, og andre som virkelig ikke orker at læse “Mahamudra-ordgejl”.

Det er jo helt fantastisk! … Især hvis du er nået hertil! 😉

Det er jo netop med til at skelne på en sådan måde, at mennesker, som har interesse i at undre sig over kunsten at relatere, elske, lede, bevæge, sanse, at være kreativ, og frem for alt: At passe på hinanden, og alt hvad der er!.. Måske også vil være med?

… Og de som helst vil trænes med koncepter, underholdes og holde sig bag trygge grænser, som et middel til at beskytte mod det “der ude”? …. Finder hen, hvor det tilbydes?