Nogen vil mig det ondt – hvad gør jeg?
Hvad gør jeg, hvis jeg får en følelse af, at nogen vil mig det ondt?
Jeg kan huske i de små klasser i min skole, hvor ubehageligt det føltes at møde et andet menneske, som havde en klar og tydelig intention om at skade mig.
Ubegribeligt
Det var en følelse af noget ubegribeligt, en impulsiv vrede og usikkerhed eller angst for, om jeg kunne klare mig i konfrontationen. Enten ved at undgå den – og hvis det ikke var muligt, hvad det ofte ikke var – møde den i kamp.
Jeg stak på mange måder ud som “anderledes”. Det havde rod i mange omstændigheder. Og det var nok. Nok til at blive det hår, som sidder “forkert” eller det mærke i blusen, der kradser på ryggen.
Det, der “stikker ud”, irriterer ofte. Det kildrer eller forstyrrer.
At møde det mere kompetent
Jeg har aldrig set mig selv som et “offer”. Naturligvis blev jeg ofte ganske ked af det. Det blev til en anledning for mig til at lære. Finde ud af at bevæge mig med det intellektuelt og kropsligt. Jeg lærte at slås. At møde denne intention om at ødelægge mig på en stadig mere kompetent måde.
På trods af det, bliver jeg stadig lige paf, når jeg oplever, at nogen vil mig det ondt.
Det er ingen hemmelighed, at jeg den dag i dag finder skolen som et af de mest brutale steder, man kan være.
Intentionen knyttet til identitet
Det bedste jeg kan gøre vil være bare at gå væk fra en sådan konfrontation. Som i eksemplet med at gå i skole, er der blot mange tilfælde, hvor det ikke er muligt.
Hvis ønsket om at skade er villet nok, vil vedkommende følge efter. Som voksen har jeg set, at intentionen er knyttet til identitet.
Han/hun giver sig selv værdi i egne og andres øjne igennem den skadende handling. Gør sig til en “nogen”, der besidder en “ret” til det. Handlingen bliver nærmest til et spørgsmål om at leve eller at dø, som denne “nogen”. Ikke alene i sin egen anseelse, men også i den gruppe, som han/hun gerne vil tilhøre.
Retfærdigt fandt jeg det ikke
Nogle gange når slåskampen i skolegården blev for voldsom, endte jeg/vi på rektors kontor med tydelige mærker af gårdvagtens fingre på vores hals. Det møde gav sjældent en oplevelse af retfærdighed, men nærmere af at det havde været bedre at lade sig slå til lirekassemand, eller i det mindste blive sendt på skadestuen.
Når jeg færdes i naturen, ser jeg fødsel og død overalt. Den kommer ofte voldsomt og næsten altid pludseligt og uforudsigeligt. I det ser jeg heller ingen “retfærdighed”.
Alt, der lever, vil holde sig i live.
Alle levende organismer har udviklet forsvarsmekanismer af forskellig art. Nogle gange hænger de sammen med størrelse, stor styrke og høj bevægelseskompetence. Andre gange er de forbundet med en evne til at gøre sig usynlige.
Langt de fleste gange forsøger dyr at undgå kamp. Når der kæmpes, er der risiko for at dø. Er det ikke muligt at flytte sig væk, vil den spontane impuls være at bide fra sig med livet som indsats.
Her spiller angst en stor rolle. Et gammelt ordsprog siger at: “Den der ikke er angst for smerte eller at dø, er en frygtelig modstander”.
“Den der ikke er angst for smerte eller at dø, er en frygtelig modstander”.
Samuraierne
De gamle Samuraier i Japan – havde en spirituel praksis, som gjorde, at de ikke viste angst eller identificerede sig med den. Det var frygtindgydende for enhver modstander, som ville møde dem i åben kamp mand til mand. (Helt fatalt blev det imidlertid da automatiske skydevåben blev opfundet i midten af 1900 tallet.)
Et paradoks?
Udtrykker det så et paradoks?
Hvis et menneske ikke er angst for at dø, kan det så ikke bare lade sig slå ihjel, og være tilfreds med det?
Alt der lever, vil af-sig-selv holde sig i live, så længe det er muligt.
Hvis jeg oplever angst – er det en forestilling om at dø – der skaber følelsen. En forestilling der, som alle andre historier jeg kan skabe, ikke kan være sand – uanset hvor realistisk jeg synes at opleve den. At identificere sig med den historie – fører til at ville kontrollere situationen. Med kontrol opstår spænding i krop og sind, og dermed mindre bevægelighed.
Samuraien så dette, og ved at se at sindets beskrivelser er “tomme” – kunne han bevæge sig spontant og naturligt.
Spontan handlen
I den naturlige impuls vil det være “det levende”, der af-sig-selv spontant og impulsivt handler, uden at være hæmmet af det forbehold, som intellektet kontinuerligt vil skabe.
Impulsens udtryk er forbundet med den bevægelseskompetence, som Samuraien øvede utallige gange.
Stor relevans for Tantra
Princippet gælder stadig og er af stor relevans for en Tantra.
Vi øver igennem meditation at iagttage sindet. Vi øver igennem bevægelse med hinanden vores bevæge-kompetence.
Det leder til et liv i kontakt til den naturlige spontane impuls i alt, hvad vi gør. I den er der ingen “ideologi” eller “ambition”, der stiller sig i vejen.
Jeg ved, at det for mange mennesker synes svært at anerkende, at “kærlighed” simpelthen ikke kan udtrykkes i en ide?
HVIS ordet “kærlighed” peger på det, som “er hinsides betingelse” – altså f.eks. heller ikke betinges af at skulle være “ubetinget” – så må det henvise til “det, som er”:
Det er det, en Tantra inviterer til: Den bevidste kontakt til den umiddelbare natur i alt, hvad der er.
Den bevidste kontakt til den umiddelbare natur i alt, hvad der er
Det gælder både når jeg oplever, at der er nogen som vil mig det ondt. ..Og i det hele taget i forhold til at leve ansvarligt og frit.
