Adskiller nydelse og lidelse sig fundamentalt fra hinanden?

Igennem den nyligt afsluttede weekend i praksis-fællesskabet omkring tantramassage og elskovskunst på Mahamudrainstitut undersøgte vi naturen af nydelse og lidelse?

Det blev til nogle meget spændende dage sammen i en stor gruppe.

Du kan et øjeblik stille dig selv spørgsmålet: Hvad er naturen af nydelse?
Hvad vil det sige “at nyde noget” og hvordan bærer vi os ad med at gøre det ene mere nydelsesfyldt end det andet?

Hvis jeg beder dig om at tænke på noget, du virkelig godt kan lide? Er det så muligt at komme i tanke om noget, du endnu ikke har erfaret eller “kender”?

Det er næsten indlysende, at det ikke kan lade sig gøre? Hvordan skulle jeg vide, om jeg nyder noget, jeg ikke har erfaret? At søge efter nydelse vil uvilkårligt være at søge efter det kendte.

“Uhmm det smager godt!”.. siger en, som får en skefuld dessert ind i munden.. og fortsætter så.. “Hvad er det nu det smager af?” “Har du puttet Marcipan i?”

“Nej” ..Lyder svaret måske så.
“Mandler så?” .. osv.

Den dessert-spisende søger efter “det kendte”.

De 5 ringe

Hvis jeg fortæller, at jeg er ved at læse en bog, der blev skrevet for 400 år siden af Miamoto Musashi (The book of 5 rings), vil det være naturligt i en samtale, at der spørges: “Hvad handler den om?”

Jeg svarer så: “Det er Musashi´s Bing-Fa – dvs. sit værk om strategi”

“Strategi? .. Du mener sådan noget om krig og kamp?”

“Ja også det – og mere om at han betragter det at leve som forbundet med kunsten at tænke og bevæge sig strategisk”.

“Åh sådan.. Nej strategi er ikke lige noget for mig!”

Spørgeren søger i det, som høres, genkendelse. – Han/hun sammenligner det, som høres med “det kendte”. Det han/hun allerede mener at vide om “strategi” – om det så er meget eller lidt?

Børns nydelse og lidelse

Børn lærer nye færdigheder meget hurtigt. Denne evne aftager imidlertid efter relativt få år. Hvad sker der?
De stivner i det “de kender”..

Det kendte stabiliserer os i det, vi kalder for “MIG/JEG”: “Det er ikke noget for MIG!” .. “ eller “Ja det kan JEG godt lide!”

Betyder det: At kunne lide noget, at kunne lide MIG i bestemte situationer med genkendelige sanseindtryk? Situationer med nydelse, hvor det føles ubesværet at passe på “mig selv” – dvs. bevare min integritet?

“Jesper du plejer da at være glad for…”!

Vi hører meget tidligt, hvordan vores forældre fortæller os om, “hvordan vi er”. De gør det meget ofte ud fra, hvad de mener, at vi godt kan lide, eller ikke lide?

Jeg husker en gang, jeg ikke var vild med at skulle i skole. Den var et meget brutalt sted for mig at være.

Min mor sagde: “Jamen Jesper, du plejer da at være meget glad for at gå i skole!” .. Hvilket bestemt ikke var det, jeg genkendte. For hende var det derimod vigtigt, at jeg kunne lide at gå i skole!…

Den lille udveksling af ord, handlede om både at skabe hende igennem det, som blev gjort “kendt” og tillægge mig en identitet som “det, jeg plejer at kunne lide”.

Nydelse og lidelse vedligeholder et MIG

Om det er det, jeg kan lide – eller det jeg ikke kan lide – gør ingen forskel i forhold til at vedligeholde et “MIG”. Alt det, jeg mener at vide, bruger jeg til at “genkende mig med”.

Derfor vil det at blive præsenteret for helt andre måder at tænke og bevæge sig på, som bryder med det “kendte”, meget ofte vække modstand?

Det føles ubehageligt for et “MIG” ikke at føle sig sikker. Den umiddelbare reaktion på at blive præsenteret for noget nyt vil derfor være at få det til at passe med det, som kendes? På den måde bliver det så alligevel ikke til noget forstyrrende “nyt”.

“Ahh… Det, du viser der, er ligesom forflytningsteknik”?
“Nej det er det overhovedet ikke”
“Men det ligner det altså meget…” … Fulgt af en vis irritation over ikke at blive bekræftet i sit “JEG”

At binde i et “mig”

Jiddu Krishnamurti har om noget peget på hvordan, det “at vide” binder os i illusionen om vores “mig”. Han inviterer til kontinuerligt at undersøge, iagttage og betragte alt, hvad vi møder, som er det første gang…

Det føles naturligvis meget fremmed for et sind, der er trænet i at søge nydelse og forebygge lidelse.

Computerspillet som skaber af nydelse og lidelse

En mand, som er optaget at at spille computerspil, og igennem gentagen praksis opøver en stadig større kompetence til at færdes i dette virtuelle (illusoriske) univers, vil langsomt og sikkert komme til at føle sig bedre og bedre tilpas der.

I starten bliver han måske kontinuerligt “skudt”, og oplever ærgrelsen ved det:
”ØV JEG er endnu ikke god nok”.

I takt med at han regner spillet ud, og ved hvordan det skal gøres, bliver det nydelsesfyldt at blive bekræftet i sine færdigheder. Ovenikøbet belønnes han med adgang til nye “våben” eller “magiske evner” til sin “karakter” i spillet, som kan gøre ham “endnu bedre”.

Det virker afhængighedsskabende: SE MIG!.. Hvor er JEG god til det!

Kontrasten til at møde ubehag i det ukendte udenfor dette kunstigt skabte univers, bliver meget stor.

Det, som spilprogrammører gør, er principielt det samme, som vi nok alle gør, når vi i sindet konstruerer et illusorisk univers, der kaldes for “MIG”? .. Vi skaber et system, som belønner dette MIG, når noget genkendes, og gør det uroligt, når det ikke kan genkendes?

Et selvhøjtideligt “MIG” er måske noget af det mest afhængighedsskabte, vi kan skabe?

Den selvhøjtidelige skuffelse

Hvordan var det så med den nydelse?
At søge nydelsen ER lidelse. Skuffelsen er evigt nærværende. Det vil være “det kendte”, som søges. En ide og forventning til, hvad der skal ske, når vi gør sådan og sådan, som vi plejer at gøre.

På denne nærmest selvmodsigende facon kan det, at skuffelsen over, at det, som forventes, ikke indtræffer, opleves som såvel lidelse og nydelse.
Det eneste der skal til for, at det sker, er at forvente, at jeg skuffes…
Hvis jeg i så fald skal opretholde det kendte – altså MIG – så skal jeg få skuffelsen til indtræffe.

Helt absurd bliver det, når vi får øje på, at intet nogensinde kan være vores ide – og altså forventningen om noget?
Ideen om en is, vil ikke være en is… Ellers ville det jo være meget let blot at nyde sin ide, og lade DEN smelte på tungen.

At hænge sig i “MIG” og dermed “det kendte” .. (Bla. som vidende) bliver således også til at opretholde en illusion om adskillelse?