Kan vi øve at elske? Engang imellem kan jeg få den opfattelse, at mennesker tror, at det er ligetil at elske, men vanskeligt at finde den rette at elske eller at “blive elsket af”.

I den antagelse gøres den bevidste kontakt til kærlighed umulig . Jeg benytter ordet “kærlighed” om det, der er hinsides betingelse… Det kan altså heller ikke betinges af “den rette genstand”?

At elske en færdighed?

At elske udtrykker en færdighed. Evnen til at se og bevæge sig med det, som er. Dvs. ikke at forveksle det med sin fortælling om det der bør være, var, eller helst skal komme.

Den færdighed, der kommer af at øve sig i at se, sanse og erkende – anerkende – hinsides betydning og bedømmelse.

Den euforiske følelse af at føle sig så tiltrukket og optaget af et andet menneske, at alle skel og mure rives ned, kan forveksles med ”kærlighed”?

Den kommer af at slippe for anstrengelsen ved at opretholde sine grænser og forbehold i mødet med et andet menneske?

Styrken af betagelsen benyttes gerne som et bevis på, hvor “stor” kærligheden imellem de to er? Måske viser det kun, hvor ensomme de hver især har følt sig, inden de mødtes?

Hvordan skulle vi have lært at elske?

Hvordan skulle vi have lært andet igennem vores opdragelse, skole- og samfundssystem? Der mest handler om at blive målt, vejet og bedømt i forhold til hvilken brugsværdi, vi har i uddannelsessystemet, på arbejdsmarkedet, dating-markedet etc.?

Det skaber sådan en længsel og et begær efter at “blive elsket”, at de færreste måske opdager, at det krav og den forventning blot skaber mere lidelse og ensomhed?

At det måske meget mere handler om “at elske”?

At det ikke kan være betinget af noget som helst?

At dette “at elske”, som færdighed betragtet, naturligvis ikke kan være betinget af mål, forventninger, grunde, årsager, at give, modtage, moral, regler eller noget som helst andet, der kan betinge det eller stille gevinst i udsigt?

At dette “at elske” ikke handler om i en byttehandel at transportere eller at udveksle noget fra den ene til den anden men at mødes i kontakt? Dvs. uden at der stilles noget “imellem”? Intet “forhold” eller forBEhold?

At dette “at elske” – ikke handler om at at være opslugt af “lidenskab” – der afledes af lidelse – men om den ansvarlighed, der kun er mulig, hvor der er frihed og evne til at bevæge sig spontant og impulsivt i fravær af pligt, ambition og forventning.

Hvordan kan vi øve at elske?

Det er, hvad en Tantra inviterer til, og alle dage har gjort. Ikke som et regelsæt, en religion eller en sandhed, men som en invitation og mulighed: “Hvordan kan vi øve at elske?”

Hvis du vil være med til at øve at elske, så kom!