Jeg er mine omgivelser. Jeg skaber dem selv, og de mig? Denne artikel er måske en af de vigtigste, jeg nogen sinde har skrevet? Den ide har jeg haft før, og hvis du læser den langsomt og åbent, og lader den “sive” ind, kan du måske også få øje på, hvad der får mig til at skrive det?

Er jeg “sat” i nogle omgivelser?

Når de fleste beskriver et menneske eller ethvert andet levende væsen, gøres det ud fra en grundantagelse om, at mennesket er et “individ” eller en afgrænset “form”, der er “placeret” i nogle “ omgivelser ”.

I den fortælling vil et menneske enten være påvirket af sine omgivelser, eller selv kunne påvirke dem. Lidt som når vi iagttager en bil, der er afhængig af brændstof og efterfølgende sender udstødning ud, når den kører. I trafikken møder den andre biler, og må naturligvis så “køres efter forholdene.”

Imidlertid forholder det sig med al sandsynlighed anderledes.

Omgivelser er det, jeg er?

Et menneske og alt levende, er ikke “placeret” i sine omgivelser, men ER dem.

Sprogligt set virker dette umuligt!

Hvordan kan et menneske være et “menneske” og samtidig “sine omgivelser”? Altså både adskilt fra “noget” og identisk med det? Det er en af udfordringerne ved at forstå og se denne helt anden måde at opfatte livet og det levende på.

Forestil dig et menneske, der placeres i et værelse med en lukket dør og lukkede vinduer. Efter kort tid vil der, afhængigt af rummets størrelse, blive meget “indelukket”. Ilten udskiftes med CO2 i takt med vejrtrækningen. Lugten fra sved, fugt fra kroppen, og diverse affaldstoffer vil hurtigt forandre klimaet i det lukkede rum. Hvis det er fuldstændigt tæt, vil det pågældende menneske dø af iltmangel og bogstavelig talt i sit eget lort.

Ved at forstørre værelset og tilføre en masse planter, vand, lys etc – dvs skabe et “øko-system”, vil det være muligt at skabe et symbiotisk og særdeles komplekst system, hvor alt gensidigt understøtter hinandens eksistens.

Få ændringer – f.eks. i mængden af sollys eller i hvor meget personen f.eks. spiser af de planter, han/hun lever sammen med, vil ændre på alle livsbetingelser for hele systemet.

Et biologisk system

Med modellen her har vi skabt et “biologisk” system, der på trods af sin kompleksitet, forenklet kan illustrere at det ville være absurd at betragte dette menneskes “liv” som noget, der er begrænset til personen selv?

De mindste ændringer i vedkommendes adfærd, vil forandre det, vi normaltvist kalder for “omgivelserne”, og omvendt vil forandringer hos planter, og hvad der ellers vil være af mikroorganismer i rummet, simultant forandre det pågældende menneske.

Hans/hendes “liv” ER simpelthen et udtryk for dette “system”. Bor vedkommende der længe nok, og spiser de planter, der vokser og høstes, drikker vandet, der produceres i “systemet”, og  gødes jorden med min lort, vil også bestanddelene i alle celler igennem en cyklus af liv og død, være “delte”.

Hvad, der før var “plante”, er nu “menneske”.
Hvad, der før var menneske, er nu plante.

De fleste kan se modellens anvendelighed når den tænkes op i stor skala?

Nuvel. Dette peger udelukkende på et biologisk aspekt af livet.

Et system af ideer

Hvis vi nu udvider forsøget til at omfatte TO mennesker, så forandres det drastisk.

Vi mennesker, har som alt levende, udviklet en evne til at kommunikere.

I det første eksempel kan den kontinuerlige bevægelse og interaktion der finder sted i “systemet”, beskrives som “kommunikation”.

Særligt ved vores måde at kommunikere på er, at den bl.a. virker igennem et sprog, og frem for alt en evne til at skabe fortællinger og forestillinger om “noget”, der IKKE findes biologisk, men udelukkende som en “ide”.

Det er ret enkelt at vise, hvordan troen på sådanne ideer, måske har langt større indflydelse på vores adfærd, end f.eks. et eller andet gen i vores krop kan have det?

To mennesker i dette lukkede økosystem, ville derfor meget hurtigt igennem både sprog og tænkning, skabe fortællinger om både hinanden og den “verden”, de befinder sig i. Historier der vil være vigtige for at kunne samarbejde, og for, at de f.eks. ikke bare ville “spise” hinanden?

Deres evne til at skabe fælles fortællinger de kunne “tro” på, ville helt på samme måde som det biologiske “system” præge deres adfærd og måden at bevæge sig på.

De ville “være” sine fortællinger, på samme måde, som de “er” sine omgivelser.

Mening

Det forunderlige ved dette er, at de igennem disse historier, ville forsøge at skabe “mening” for både sig selv og hinanden. En meget vigtig del af denne mening, ville være prøve på at forudsige,  hvad der sker i systemet, og dermed begrænse den usikkerhed, de ellers ville opleve.

De kollektive fortællinger ville blive til kontinuerlige forsøg på at skabe kontrol. Med hinanden, interaktionen i “systemet” og frem for alt derfor også med “sig selv”.

Alle bestræbelser på at korrigere disse historier, når de ikke “passer” med det, der erfares biologisk, ville forandre måden, de bevæger sig på, og dermed også det, som lever, i dette tænkte “rum”.

Det sproglige “system”: Navne, ord, fortællinger og ideer, ville om noget “forme” livet i hele den verden, de lever i.

Kunne vi “plante” en lille ide om, at en særlig urt var “hellig” og helt afgørende for “balancen” i systemet, ville den tanke forskyde hele systemets måde at virke på, igennem den ændrede adfærd som de to mennesker udviser igennem troen på fortællingen.

At fastholde sig selv i forudsigelighed

Hvis livet nu virker, som det simplificeret er beskrevet i ovennævnte model, således at jeg ER de omgivelser, jeg selv skaber, hvad fører det så til?

Ja – rækkevidden af denne anderledes måde at tænke og beskrive på er enorm.

Hvis mine ideer og fortællinger, helt grundliggende har som funktion, at skabe en følelse af forudsigelighed og kontrol i et “system”, der i sin biologiske natur er foranderlighed og impuls, så vil det være mest nærliggende at stræbe efter at “fastholde” sine omgivelser på en sådan måde, at de svarer til den kompetence, jeg mener at mestre.

Følelsen af kontrol kan også sammenfattes som et forsøg på at skabe “mening”.

Eksempler

Jeg er med på, at dette lyder ret komplekst og vil derfor komme med et eksempel:

JUBILÆUM I DEN GAMLE SKOLEKLASSE

De fleste kender til at mødes med gamle skolekammerater til et jubilæum?

Måske også til fornemmelsen af at der ikke går ret lang tid før alle “falder ind i de gamle roller”. Kommunikationen der opstår, “genskaber” kollektivt og simultant nogle omgivelser, hvor alle mere eller mindre “mestrer” sin adfærd i den gruppe.

Jovist vil man gerne lytte til, “hvad den anden har lavet, siden vi sidst så hinanden” og samtidig placeres vedkommende mentalt i den sammenhæng, vil mener at kunne huske fra “dengang”.

“Dengang” udtrykker her en illusion. “Dengang” findes ikke – men henviser til en kompetence i måden at skabe en fortælling om “den anden” på. Den giver os en følelse af sikkerhed og forudsigelighed.

BARN AF MISBRUGER

Et barn vokser op med en mor eller en far, der er misbruger af alkohol, og ikke har megen plads til at tage sig af hende.

De bliver (i en beskrivelse) begge et “udtryk” for og af misbruget. Den interaktion og kommunikation der finder sted i dette “system”, begrænser sig naturligvis ikke  til de to, men rækker uendeligt meget længere og rummer både det “biologiske” og “ide-mæssige”.

Hvor mærkeligt det kan lyde, vil barnet og den pågældende forælder udvikle en “fortælle-og-handle-kompetence”, som kan skabe en forudsigelighed og kontrol i alt dette.

Barnet bliver super kompetent til at bevæge sig i det.

Når hun bliver ældre, vil situationer, der ligner det, hun “kender” – dvs. hvor hun har udviklet “kompetence og mening (kontrol)” føles mere trygge end situationer, hun ikke har mødt før.

Uvilkårligt vil hun derfor søge at konstruere “ omgivelser ” for sig, hvor denne kompetence kan komme i spil igen.

Det kan ske ved at finde mænd, der er misbrugere, selv blive misbruger eller lade sig misbruge.. etc.

Det siger sig selv, at det er MEGET vanskeligt at ændre på denne adfærd. Det vil betyde at hun skal afgive det, som hun føler sig (ubevidst) allermest kompetent til: At skabe og vedligeholde mening i “misbrug”. At skabe sådanne omgivelser. Hun ER dem….

Uden dem er der kun biologi “tilbage” og med den uforudsigelighed og en følelse af mangel på kontrol.

Mine grænser

Når vi opererer med en ide om at “have grænser”, så peger de ind i det, jeg skriver her. “Grænser”  fungerer som en kompetence: En evne til at generere forestillinger og mening, der er tillært igennem erfaring.

For at føle sig “tryg” vil et menneske, der er optaget af sine grænser, forme sine omgivelser sådan at de matcher denne kompetence. Det sker ubevidst og er meget svært at slippe.

Mekanismen er den samme som i eksemplet med misbrugeren eller skole-jubilæet

HVORDAN SÅ?

Er jeg/vi så “fanget” i dette “loop”?

Nej!

Men vi må turde udsætte os for (og selv skabe)  situationer, der er så anderledes, at vi simpelthen ikke “automatisk” kan skabe “styr på dem” med den kompetence, vi kender.

Vi skal finde “trygheden” på en fundamental anden måde, end det vi er vant til.

Det kan føles skrækindjagende og angstprovokerende.

En måde vil være, at lære at bevæge os fysisk (biologisk) på en anden måde end det, vi kender. At handle (bevæge sig) spontant og impulsivt med kontakt til at der sanses, og ikke med afsæt i et valg og en ide.

At få øje på hvordan illusioner (ideer) styrer os mere end biologien, og se hvor let det er at “plante” sådanne tros-konstruktioner i os.

Mod til at åbne døren

Det er noget af det, som har optaget mig allermest, og som vi nu i årevis har fordybet os i på Mahamudrainstitut.

Det er så hamrende spændende og forunderligt – og for nogle så fremmed og mystisk, at de simpelthen ikke vil have modet.

For andre bliver det at åbne en dør, der vender op og ned på alle fortællinger. Den forandrer ikke. Den “transcenderer” .. Det betyder: “at det bevæger hinsides erfaring”…

 

Måske er vores studieforløb noget for dig?