En kortfilm om et oplyst lærred:

På et fuldstændigt hvidt lærred, hvor der intet er, projiceres en film. Der er ingen tilskuer til denne film, tilskueren er selv en del af filmen, og hver eneste bevægelse og tanke som denne tilskuer gør eller skaber, vil øjeblikkeligt vise sig i filmen. Selv forestillingen om det hvide lærred med projektionen, vil være en del af denne film.

Ubegribeligt

Naturligvis kan denne projektion ikke begribes af den pågældende tilskuer. Hver gang han eller hun forsøger at fastholde noget af filmen i en erindring, en følelse, eller en beskrivelse er filmen allerede forandret. Den lader sig ikke fryse eller afgrænse.

Underholdningen skaber kedsomheden

De fleste tilskuere opdager ikke, at det forholder sig sådan. Enten mener de at sidde bagest i en biograf på de sæder, hvorpå der står: “Meditation”, og betragte sceneriet på afstand? Eller de er blevet så opslugte af handlingen, at de end ikke opdager, at de er både tilskuerne og de medvirkende i den?

De sidste søger underholdningen i filmen og ser ikke, at det netop er den stræben, der skaber kedsomheden og trætheden hos de medvirkende. Det er anstrengende hele tiden at skulle spille den rolle, hvor der skabes underholdning, ambition og forventning.

Det samme lys

Nogle meget få erkender i et øjeblik, at der slet ikke er nogen “handling” i denne film, og at denne tilskuer alene opstår som en projektion af det samme lys, der skaber alle de andre medvirkende i filmen, uanset om de fremstår som levende eller døde, dyr, planter, eller hvad der nu optræder på skærmen.

De begynder at le højt. “Det er bare lys (-t)” siger de, til stor forundring og ofte irritation for de medvirkende, der synes at filmen bør tages alvorligt, og som derfor allerhelst vil have magt over handlingen, og dermed også over de andre tilskuere.

“Følg manuskriptet” siger de højt! Og ser ikke, at også dette manus blot er en del af den samme film. …Og intet af det forandrer lyset.

<3