Ord og deres magt har interesseret mig lige siden, jeg lærte at læse. Det er ikke aftaget med alderen. Hvordan virker f.eks. udsagnet fra en præsident: “ Nobody respect Women more than me” ?

Historiernes kraft

Det må være klart for de fleste mennesker, hvilken kraft der er i historier?

De allerførste stammer samledes om bålet og fortællingen.
Før skriftsproget var det simpelthen måden at fastholde ritualer, myter og historien på.

Hvad evnen til at formidle sig skriftligt gjorde, var blot at ændre mediet for formidlingen og opnå en større kontinuitet og holdbarhed.

Ord og historier er grundlaget for samarbejde i stor skala.

De fleste sociologer og antropologer vil dage kunne enes om, at det som gjorde det muligt at skabe store komplicerede samfund og løse opgaver som krævede mange mange menneskers samarbejde, var at skabe stærke fælles fortællinger.

Når jeg ser de store religioner og ideologier, er de udtryk for sådanne fælles sproglige konstruktioner og nøje tilrettelagte beretninger. Nøglen til magt har været at styre, hvad der i det fortalte og beskrevne skulle ses som værende sandt, og hvilket der var falsk.

Bøger og skriftruller blev brændt, og der kunne være dødsstraf for at undlade at gøre det. Den praksis kendes fra alle kanter af verden.

Farligt med ord og at stille spørgsmål til dem.

I vores tid lukkes munden på journalister og forfattere, der kan udgøre en fare for den etablerede magt. Midlerne er både direkte, konkrete, inddirekte og subtile.

Uden ordene eller fortællekunsten ville ingen kende til en Lao-tze, Zhuangzi, Gautama Buddha, Jesus og utallige andre.

Når jeg så ind imellem får kommentarer til, “at det der med hvilke ord, vi benytter, vel ikke kan være så vigtigt, når vi vil beskrive noget”, så forundres jeg.

At designe overbevisninger.

Den, som følger bare lidt med i international politik må kunne se, hvilken betydning forskelligt ordvalg kan gøre? Hvordan det er muligt at invitere millioner af mennesker til at have designede overbevisninger, der understøtter enkeltpersoners mål og ambition?

Rygter

På det personlige plan, vil en dygtig rygtesmed være i stand til – fra det skjulte – at diskreditere et andet menneske. Blandt unge generationer gøres det bl.a. i dag ved at dele intime fotos kombineret med nedgørende kommentarer.

De, som træffes, skal rammes på angsten for at komme til at stå udenfor fællesskabet. Et fællesskab der i allerhøjeste grad holdes sammen af fælles fortællinger. “Moral” og den “fælles fordømmelse” hører til sådanne historier og konstruerede “sandheder.”

Diagnoser

“Diagnoser” udtrykker en anden måde at skabe fortællinger på, som binder og stigmatiserer. Fra at have været et nyttigt hypotese-værktøj er de blevet identitetsskabende for de mennesker, som “får dem”.

Midlet mod dem, er at se at de ikke KAN være “sande”: At ingen etikette, der beskriver indholdet i en flaske, ER indholdet i flasken. At det ikke er menukortet med beskrivelserne af retterne, der skal spises, når det udleveres af tjeneren.

Når jeg beskriver de eksempler her, er det fordi de synes indlysende?

“Du er en idiot!”

Når nogen derimod kalder et andet menneske for en “idiot”, så bliver det straks sværere for den, mærkaten klæbes på, bevidst at se, at udsagnet udelukkende fortæller noget om den, der beskriver, og om hvordan det menneske, der tiltales sådan, opfattes af vedkommende.

Reagerer den, som kaldes for “idiot” så med at forsvare sig og forklare, “at han/hun skam ikke er en idiot”, så fanger fælden.

Ingen ville forsvare sig mod at blive kaldt for en “chokolade-frø” med mindre der kunne være noget om sagen?.. Og hvem andre end rigtige chokoladefrøer ER chokoladefrøer? … og heller ikke de ER det navn, de kaldes ved. En chokoladefrø kan hverken hoppe eller kvække. Navnet “chokoladefrø” har heller aldrig set en kakaobønne.

Ord er ikke ligegyldige

Det betyder imidlertid IKKE, at det er ligegyldigt, HVAD der siges, og HVORDAN noget siges. Begge dele spejler den bevægelse, der finder sted i personen, som taler eller skriver.

Jeg kan ved at lytte til, at et menneske kalder mig for en “idiot”, fornemme at vedkommende i det øjeblik ikke ønsker at give mig en behagelig følelse? Han/hun kender fra sig selv, at det ord bevæger – dvs. inviterer ind i emotion – på en helt særlig måde. I hvert fald hvis vi kommer fra den samme kulturkreds og sprogområde?

Når ord ikke stemmer

Når en Præsident udtaler: “I am a very intelligent person. Nobody is as intelligent as me!” eller “Nobody respect Women more than me”, så vil mange mennesker tænke, at der er et eller andet, som ikke stemmer?

Det mærkelige er, at det alligevel virker på andre? Måske opfatter de det som udtryk for stor selvsikkerhed eller en fanden-i-voldsk-hed, som de godt kan lide?

Tænk bare på måden ansøgninger til jobs skrives, eller hvordan nogle anpriser sig selv med diverse kvaliteter og egenskaber? Nogle gange kamufleres det ved at være skrevet i 3. person, som var det en anden, der anbefaler: “Hanne-Marie er en varm, dygtig og kærlig person…som … etc.”

Er nogen dygtige, eller opfattes de som dygtige igennem nogens bedømmelse? Kan “kærlighed” overhovedet være “noget”, der er resultatet af bedømmelse? Altså hvis ordet henviser til det, som ikke kan betinges? .. Heller ikke af en vurdering?

Ord som selvåbenbaringer

Ord tjener således som selvåbenbaringer. De fortæller om, hvordan personen, der siger dem, tænker. Igennem dem formidles antagelser om verden og livet – Bevidst og ubevidst.

De virker i os som invitationer eller afvisninger.

Ved at være bevidst om ord og deres virkning, og ikke mindst have set hvordan fortællinger, som binder, bygges op, kan et andet “underliggende sprog” ses og høres.

Jeg tænker, at de fleste fornemmer det intuitivt i mødet med andre mennesker – uden nødvendigvis at kunne se, hvad det er i den sproglige kommunikation, som skaber de emotioner, der opstår i mødet?

Ses det – betyder det at kunne bevæge sig frit af det.

Politik, religion og spiritualitet

Fortællinger sættes ind med megen stor forførisk effekt i politik, ideologi og religion – herunder den moderne “spiritualitet”.

Alene at ordet “spiritualitet” er blevet så udbredt, hænger nok sammen med, at de, som føler sig “spirituelle”, ikke vil slås i hartkorn med de “religiøse”?

Her trives myterne og de fantastiske fortællinger i fuldt flor. De understøttes gerne ved, at der skabes helt bestemte stemninger og følelser, som “passer” til dem: Billeder, omgivelser, dufte, musik, sange, bønner, mantras og helt bestemte måder at bevæge sig på.

At skelne imellem tro og viden?

Igennem tusinder af år, har der været mennesker, som ikke ønskede at “tro”, men at erfare på en sådan måde, at de kunne skelne imellem “tro” og “viden”. Af dette blev “videnskab” til.

I modsætning til, hvad mange opfatter som videnskab, så vil den ikke hævde at kunne “bevise” noget som helst. Tværtimod beskriver det en måde at undersøge sammenhænge på, der kontinuerligt skal gøre det muligt at afvise fristende og nærliggende antagelser og hypoteser.

At kvalificere undren

Videnskabens funktion er altså at kvalificere vores undren, netop i erkendelsen af at vores beskrivelser og modeller vil komme til kort overfor det, som er.

I sagens natur vil videnskab derfor være ilde set af de, som ønsker at mennesker skal samles om “at tro”. Kirker og religiøse samfund har dræbt tusinder og atter tusinder af sådanne mænd og kvinder, som ikke ville tro, men erfare konkret og empirisk. De blev opfattet som “skeptikere”, “kritikere” eller kættere, der “nedgjorde” kirken eller de mennesker, som følte sig kritiseret, ved at der blev stillet spørgsmål ved troen.

Fortællingerne skulle forblive, som de var

På samme måde har det også været meget vigtigt at grund-fortællingerne i disse religioner forblev uforandrede. Der måtte ikke stilles spørgsmål til deres “rigtighed”.

Det er der ikke lavet meget om på.

At være skeptisk i forhold til egen praksis

Spørger du mig, må enhver der inviterer mennesker til f.eks. at fordybe sig i Tantra, Yoga, eller en hvilken som helst anden disciplin være villig til kontinuerligt at være skeptisk i forhold til egen praksis.

Det betyder at være klar på de grundantagelser, der ligger bag det, som formidles og være tydelig omkring dem.

En saglig, velfunderet kritik, ser jeg som en gave til at skabe klarhed i sig. Med saglig mener jeg: “Villighed til og åbenhed overfor at undersøge sammen”…

De underviste mig ikke, men inviterede mig til at bevæge sig sammen med mig.

De mennesker jeg har lært mest af i mit liv, så sig ikke selv som nogen, der “underviste”. De var simpelthen åbne for at dele sin praksis med mig i den takt, jeg selv viste min interesse for den.

Hvad, de viste mig, var ikke “sandheder” eller sin “viden”. De delagtiggjorde mig i deres stadige forundring og undren over skønheden og mangfoldigheden i det, de fordybede sig i og undersøgte. Det mest fantastiske var, at de formåede at finde et tempo, tanke og rytme, hvor jeg kunne følge dem. At det, vi gjorde sammen, blev til noget samtidigt fælles.

Jeg har f.eks. aldrig brudt mig om at blive “faciliteret” af nogen, som mente at kunne stille sig over eller udenfor det, som skulle undersøges? De gange hvor jeg har mødt det, har jeg sagt nej til det ved at flytte mig.

Jeg lærer ved at bevæge mig MED mennesker. Ved at vi mødes i øjenhøjde, gør ting sammen i tæt kontakt. Der opstår “et lærende fællesskab”.

Måske er vores udd.forløb noget for dig?