Ouroboros – Slangen der skaber sig selv af sig selv – hører til et af oldtidens symboler. Den er fundet på kinesisk keramik fra en periode, der går så langt tilbage som imellem 3000-5000 år før vores tidsregning.

Den findes i Vedaerne og hos egypterne, grækerne og romerne… og også i den Nordiske mytologi.

For mig står den som den måske mest fundamentale metafor for det levendes natur: “Autopoiese” – af-sig-selv-skabelse: At det levende opstår i intet og rekursivt – dvs. skaber sig selv, af sig selv.

Lad mig beskrive det med udgangspunkt i det, vi kalder for “os selv”.

Hvis jeg stiller dig spørgsmålet: Hvem er du? – Så vil du svare mig ved at fortælle en historie om dig selv. Det kan godt være, at du vil fortælle den, med afsæt i “hvordan andre mennesker beskriver dig” – og uanset, hvordan du bærer dig ad, vil det i sidste ende være dig selv, som fortæller om dig selv.

Ouroboros og Tantra

Dette “selv” er ret centralt i de fleste klassiske Tantras, jeg kender.

De inviterer til at få øje på, at denne selvskabelse sker igennem kontinuerlig bevægelse i sindet, hvor alt, hvad der sanses og tillægges betydning, bruges til at skabe selv.

Det betyder, at intet menneske på nogen måde vil være i stand til at frigøre sig fra sit selv. Det: Selv at følge den ambition, ville være selvskabende: “Jeg er også selv i gang med at frigøre mig fra mit selv”…Ville vedkommende kunne sige.

Det er meget interessant at se i de fortællinger, at dette selv beskrives ved at stille det overfor noget, som ikke gøres til selv.

Altså.. “jeg bor i et hus”. (huset er så i fortællingen ikke mig selv), “jeg lever sammen med en kvinde” (som så tilsyneladende heller ikke er mig selv) …og sådan fortælles der videre.

Men hov… Hvis jeg kun kan fortælle om mig selv, ved at pege på noget som ikke synes at være mig selv. Skaber jeg mig så ikke netop i fortællingen mig igennem alt det, jeg beskriver som udenfor- eller ikke-selv?

Bliver ikke-selv dermed til selv? 😉

Ikke-selv er også selv. Ouboros lever af at spise sig selv

Ja …vil de klassiske Tantras pege på.
Selv ser sig selv, som det ser det, som gøres til ikke-selv.

Skrevet med et udtryk som børn gerne bruger: “Det du siger, er du selv”

Jeg vil nuancere det en smule til: “Som du beskriver og sanser alt det, du regner som “ikke selv”, er du selv”.

Grænsen imellem ikke-selv og selv – er med andre ord illusorisk i sin natur.
Uden det derude, vil der intet være derinde.

De klassiske Tantras inviterer til en praksis som kan hjælpe os til at få øje på dette.
det er meget enkel, og alligevel for mange så svært!
Selv stiller sig selv i vejen – igen og igen.

Se det!

Den handler om at se det!
At iagttage, at alt det derude skaber, den eller det, som iagttager det.

Og ikke nok med det…

Alt derude skabes af den, som iagttager det

Med ordet “iagttagelse” menes der ikke kun “at beskrive” – men ganske enkelt: At bevæge.

Få øje på at:

Som, der bevæges, er både du og verden!

Du og jeg er:

“Hvordan der bevæges”…

Karma

Begge disse ovenstående sætninger peger ordet: Karma på….
Det betyder ikke som det ofte misforstås, at dine efterfølgende re-inkarnerede liv, betinges af dit nuværende livs gerninger. Men at vores liv ganske enkelt er, som vi handler..

Som, jeg bevæger mig, er mit liv…

Det er en voldsom mundfuld!
Den sætningen katapulterer al ansvar retur til mig? Eller hvad?

Ja ansvar og IKKE skyld!
“Ansvar” kommer af “at svare an”…

Hvordan møder jeg det, jeg møder?
Hvordan jeg møder? – Er dette “jeg” eller “selv”?

Det udtryk findes i mange forskellige udgaver. En af dem er alment kendt:

“Vis mig dine gerninger, og jeg skal sige dig hvem du er”

eller:

“Det er på dine gerninger, at du kendes” … Og til det du gør, hører også det, du siger og tænker.

Ouroboros verden er Ouroboros

Nu kommer Ouroboros – slangen som spiser sig selv – ind i billedet igen.

Jeg handler jo ikke i en verden, som eksisterer uden mig! Den verden, jeg antog ikke at være mig, er jo også mig?
Dvs. “mine omgivelser” bevæges, som jeg bevæges og bevæger mig?

Kan jeg så se verden, som den er?
eller
Ser jeg verden, som jeg skaber- og altså ser – “mig”?

Maskulin eller feminin?

Det her vender op og ned på mange moderne forestillinger.

Lad mig tage ideen om at være maskulin og feminin. Eller at “arbejde med polarisering” – som det også udtrykkes ind imellem som invitation til at skabe grupper kun for enten mænd eller kvinder.

For at det overhovedet skal blive muligt for mig at skabe et selv som “en mand”, må det gøres ved at adskille mig fra det kvindelige. Alle de steder jeg kan pege på, at jeg er “forskellig” fra det kvindelige, vil jeg så se mig selv som mand.

Altså må jeg tale meget om det at møde kvinder eller “at leve sammen med dem” – for at finde ud af at være mand. – Og altså ikke bare et menneske?

Det er måske derfor at mandeblade er fyldt med kvinder?

Hvad så med kvinder? Taler de rigtigt meget om mænd, når de er sammen med kvinder? Er kvindeblade fyldt med mænd? Nej vel?…

De skaber det kvindelige ved at se på andre kvinder, og fortælle om, hvad det er, de endnu ikke selv er og gerne vil være – eller engang var og nu savner.. som disse andre kvinder (måske) har?

Derfor er blade for kvinder også fyldt med kvinder og historier om kvinder.

Jo de kan også fortælle om børn for at skabe sig selv – og børnebørn.

Hvis jeg skal sætte det lidt på spidsen, så mødes kvinder gerne i sammenhænge for som mennesker at tale om at være menneske? Måske er der derfor også generelt mindre angst blandt kvinder for at være intime med kvinder, end der findes hos mænd?

“Lad mig ført se mennesket” siger kvinden! “Så kan jeg se om jeg vil elske?”
“Lad os først have sex!” – tænker manden, “så kan jeg mærke mig selv som mand”.

At gøre verden kendt?

Hvad nu, hvis jeg har lært at se verden på en bestemt måde, og kontinuerligt henter det frem, jeg mener at “kende”, når jeg skal beskrive og bedømme den?

“Jeg kender mig selv” siger et menneske til mig, og vedkommende må derfor også se verden “omkring sig” som kendt!

Selv er det kendte. De historier vi gerne genfortæller, når nogen spørger: “Hvem er du?”
Fortællinger, der begrænser og afgrænser såvel “os selv” som “verden der ikke er os selv”.

Det er umuligt for nogen af os at beskrive noget som helst, uden at gøre det med ord og betydninger vi allerede har “lært” og kender.

I de klassiske Tantras beskrives de gerne som “binding”. Alt levendes natur er at være fri. Derfor vil binding umiddelbart erkendes som lidelse. Vi bindes på den måde “af det vi kender”, og vi vil på samme måde også virker “bindende” på verden omkring os…

Hvis et menneske vil passe på sig selv igennem det kendte – bliver det svært hvis verden omkring virker ukendt. Derfor må denne verden gøres “kendt” for at vedkommende kan føle sig tryg?

“Hvad er programmet for kurset? Hvad kan jeg regne med?” .. Skriver en, for at vide, hvad hun går ind til?

Er det ikke muligt at gøre det kendt, vil impulsen være at løbe væk… indtil det igen bliver muligt at gøre alt omkring sig til noget kendt. “Så! nu kan jeg kende mig selv igen” siger hun… tilbage i sine vante rammer at skabe sig selv og verden igennem?

Jiddu Krishnamurti har skrevet en fantastisk bog, der bærer Titlen “Freedom from the known”. Den kunne også have heddet: “Frihed fra Selv”.

Hvordan ? Er det muligt? .. Er Ouroboros på spil igen?

Hvordan møder du og jeg alt uden at gøre det hverken kendt eller ukendt?

Se på børn!
De møder den undrende og legende… Undersøgende og lærende. De er optaget af at være i det mulige.

Det må være lystens natur? – Det legende – at undersøge det mulige?
Som Ouroboros opstår leg ved at lege, som latter ved at le.
Intet er så irriterende som at være irriteret!

Lad os sammen øge mulighederne for bevægelse og møde hinanden hinsides ambitioner om at “kende”?

Kom og vær med på påskecampen!
Det er en mulighed for at møde praksis på Mahamudrainstitut

Eller kom på en prøvegang i vores interesse- og praksisfællesskab omkring Tantra, krop, berøring og bevægelse