I den seneste tid er jeg stødt på artikler, der handler om overgange. Der skrives om overgange fra barn til teenager, teenager til voksen, om overgangsalder, fra arbejdsliv til en pensionist-tilværelse, single-liv til parforhold, og videre til skilsmisse, og at “være alene igen”…. Der synes ikke ende på hvor mange overgange, vi kan beskrive?

Der tænkes i “livs-faser” og “livs-situationer”.
Det hele handler om, hvordan forandring iagttages og beskrives.

Opfindes overgange?

ZhuangZi, LaoTzu, Nagarjuna, Dogen .. ja alle disse forfattere til klassiske Tantras peger på at se, at alt, hvad der er, er bevægelse. At intet har nogen fast eksistens.

Det udtrykkes på mange måder. “Alt som opstår er forgængeligt”. “Form udtrykker illusion”, Yin skabes af Yang, som skabes af Yin, der opstår i mødet med Yang etc..

.. At der ganske enkelt ikke findes nogen “overgange” idet der ikke er en tilstand, som afløses af en anden tilstand. Ikke en stilstand som udskiftes med en anden stilstand.

Tænk på hjertets bevægelse som varierende rytme, tempo og takt i samtidig fælles bevægelse med alt i den øvrige krop og frem for alt i mødet med- og opfattelsen af- bevægelse i det vi kalder for “vores omgivelser”.

Som jeg bevæger mig og bevæges af alt, bevæges også hjertet – fuldstændigt uden overgange.

Stjernestøv i bevægelse

Selv når jeg dør, er der intet, som forsvinder. Det jeg kalder for “Jesper” opretholdes som stjernestøv igennem bevægelse. Støvet selv er også bevægelse. For en tid er denne bevægelse tilsyneladende fremtrådt som noget, der kan iagttages som “ordnet” – Et menneske, en krop, et sind, et intellekt osv.. Og på intet tidspunkt i denne ordens eksistens – i det jeg kalder for “mit liv” – har den været “ens”.

Den har ingen egen-eksistens haft. Som hjertets bevægelse, bevæges livet af “det hele”… fuldstændigt uden overgange.

Ingen overgange imellem ind- og udånding

En af de ældste nedskrevne Tantras vi kender: Vigyan Bhairav Tantra – inviterer til at meditere på dette. “Ret opmærksomheden på det sted, hvor indåndingen møder udåndingen”… siger den.

Selv intellektet kan fornemme at dette “sted” ikke findes på trods af, at det kan beskrives i ord og tanke som et “sted”. Der er ingen overgang imellem indånding og udånding.

Jeg kunne fristes til at beskrive den med en anden “form” og kalde den “cyklisk”. Og det ville heller ikke passe, idet den “næste” indånding allerede har bevæget og forandret det menneske, som trækker vejret.

Selv jorden, som vi bevæges af og med…. Ja igennem hvis hele eksistens alt i mig bevæges og “betinges af”!? – Bevæger sig med mange tusinde km/s igennem rummet i, hvad vi beskriver som en spiral-formet bevægelse: Om- solen, med- solen, om- vores egen galakse, og med galaksen om- andre megastrukturer i universet…

Og nej der er i denne bevægelse ingen “overgange”, med mindre vi beslutter os for at skabe dem i vores sind igennem illusionen om “form.”

Årstiderne da?

Men hov, der må da være vinter, forår, sommer og efterår? 
Vi kan konstruere sådanne årstider. Der er ganske enkelt ingen grænse for, hvor små illusoriske enheder vi kan opdele og måle verden og det at leve i, og vi gør det i stor stil.

“Nu er der gået et minut”!
Vi tænker ganske enkelt i tid!

Spørg lige dig selv hvad overgangen er imellem et sekund og et andet sekund?
Den findes ikke! Lige så lidt som “et sekund” gør det..

Overgange konstruerer vi i intellektet for at skabe “orden” og struktur. For at bremse bevægelse, spontanitet og impuls ved at tildele den en form. VI gør den til “noget” vi kan “gribe”, “være i”, og frem for alt betinge os- og hinanden- af.

Overgange tjener til at fastholde et selv.
Se mig! Hvor særlig og special jeg er!
Se min fantastiske familie, mit specielle seksualliv, min traumatiske barndom, mine mangler og fordele, mine børn, min kone, mand, kæreste, elskere, uddannelser, alt det jeg kan og vil .

Medicinalindustrien elsker overgange

“Hvorfor har jeg det, som jeg har det”? … Kommer det måske så?“ Du er nok kommet i overgangsalderen”. Så skal du regne med, at der sker det og det…”

Jamen jeg oplever svedture, humørsvingninger, ømme led, identitetskrise, træthed, hjertebanken, vægtstigninger etc.

Ja siger medicinal-industrien – “Lad os hjælpe dig af med noget af din lidelse” – så du kan leve normalt igen – og som før.

Ja siger de klassiske Tantra´s – du er sprællevende og kontinuerligt i bevægelse. Lidelse kommer af ikke at ville bevæges med det:
Af ønsker om at se sig selv som en “form”: En “nogen eller noget”, der kan genkendes på formaliseret adfærd… Og frem for alt på beskrivelser af den!

Normalt findes ikke!

Jeg bevæges af variationer i pollen i luften og det, jeg oplever som spændinger hos mennesker i mine omgivelser. Det kaldes for “allergi”. 

Der er absolut ingen overgange imellem det ene eller det andet. Jeg må kontinuerligt bevæge mig opmærksomt og bevidst sansende i det. Igennem årene er jeg blevet testet for det ene og det andet. Alt muligt medicin har været afprøvet for at lindre “symptomerne” – så jeg kan leve “normalt” med det..

Normalt findes bare ikke. Ingen er normale… Vi bevæges og bevæger os fuldstændigt unikt. Jeg ser hvordan lige netop det, som kan oplevet særdeles lidelsesfuldt og til tider konkret livstruende for mig, også er kilde til stor kraft, styrke og ikke mindst kreativitet.

Ud af noget og ind i noget “andet”

Jeg taler med mennesker, som gerne vil “ud af noget” og “ind i noget andet”. Det er vel temaet for langt de fleste mennesker?

De føler, at de sidder fast.
De vil gerne “et andet sted hen”.
“Ud af den her situation”.

Om det er et “meno-pause-kanin-hul” (som jeg læste for nyligt) , “En svær ex-mand”, en dårlig arbejdsplads, At hænge i sine “traume-spor” … Ja kreativiteten har ingen grænser, når mennesker kigger indad og mere indad .. Og endnu engang indad, for “at holde fast i sig selv”?

Et selv der ganske enkelt ikke findes, som andet end den lidelse, der opstår af at gøre “sig selv” til det centrum, hvorom alt andet drejer sig!

Vi ser udad … tænker og bedømmer indad!

Tantra handler ikke en millimeter om at “se indad” men om at SE. Hvis jeg endelig skal putte en retning på det, så ser vi altså UDAD, og bedømmer indad!

“Mennesket er alle tings målestok “

Skrev Protagoras

… og pegede dermed ikke på tingene, men på mennesket, der skaber sit “selv” ved at måle alt som “ting”.

Åben dine øjne og se! Se at alt forandres, når der ses.. Som mennesker, dyr, og alt ses, bevæges både det, som ser, og det som ses.

Det sker hinsides overgange….

At bevæge er også at se: At iagttage.. <3

Et praksis fællesskab om Tantra og bevægelse