Parring

Det er forunderligt at iagttage, hvordan den helt grundliggende livskraft eller drift, – det, som vi alle rundes af, den impuls som findes i alt levende, fra den mindste celle til det største træ, gøres til noget, der skal “tæmmes” eller kontrolleres?

Denne kraftkilde – livet selv – beror på en eneste impuls, jeg vil beskrive som “Parringsdriften”.

Lyst

Jeg ER den kraft.
Lyst.
Som en vulkan der fuldstændigt uforudsigeligt sender strømme af boblende glødende lava ud over sine sider, ødelæggende alt på sig vej og samtidigt skaber af frugtbar jord for myriader af liv.

Jeg er ikke “sat” på jorden, men vokser ud af den. Den er mig, og jeg er den. Vi gror begge ud af universet. Vi er et – en og samme kontinuerlige bevægelse. Rundet af stjernestøv der for et øjeblik tilsyneladende danner form, for igen at opløses, uden at noget som helst forsvinder.

Denne kraft er ikke “pæn”, slet ikke ordentlig; men impulsiv, utilpasset, nøgen og uden maske. Den er blid og voldsom, og frem for alt eksplosiv i sin skabende og ødelæggende kraft.

I den rummes døden og livet. Ikke som modsætninger men som poler der skabes, når bevægelse iagttages. Det mandlige og kvindelige hvis eksistens alene skyldes denne parringsdrift – livets skabelse af sig selv, for sig selv.

Ingen transformation

Den skal ikke “transformeres” eller “tæmmes” til noget “højere”. Den ER spiritualitet. Af den udspringer al kreativitet.

Jeg ser frustration og angst, skamfuldhed og forsøg på at pakke denne lystfyldte væren ind. Det har alle dage været redskabet til at styre og kontrollere livet: At bringe orden og dæmpe denne ustyrlige lyst.

En lyst jeg lige så godt kan kalde “Kærlighed”: Det som ikke kan betinges.

Ingen krige ud af lyst

Der har aldrig været kæmpet en eneste krig ud af lyst. Krige – små som store – opstår af begæret efter kontrol. Af ønsket om at bruge og udnytte, styre og undertrykke denne drift. Hvor den lægges under låg opstår tryk. Af moralen opstår det amoralske, af det, som kunne være guddommeligt, det djævelske.

Angst for det kvindelige

Ud af ambitionen om at beherske det, som ikke kan holdes imellem vægge, er det kvindelige blevet undertrykt igennem nu over 3000 år: Hendes umiddelbare kontakt til cyklus, liv og død. Som hende der åbner og lukker for liv og død – lystens kilde selv.
Lystens og kærlighedens modsætning er ikke ikke had men angst. Angst for det kvindelige.

Uden hende ingen mand.

Ved at jeg genkender hende i mig, bliver adgangen til det kvindelige i sig, kontakten til manden i mig.

Derfor drives jeg imod hende, for at omsluttes, omfavnes og opløses i hendes skød. En drift imod parring – urkraften selv.

Frustration og vrede?

At kæmpe imod dette. Fornægte eller undskylde for det, som nedladende kunne opfattes som “liderligt” og i virkeligheden udtrykker skønheden selv, skaber spænding, frustration og vrede?

Vrede over en følt afhængighed som i: “ikke at kunne forblive i kontrol”?

Hun er lysten selv

Hun er lysten selv – i mig og i sig: Fuldstændig ustyrlig
– med mindre det lykkes – og det ER lykkedes – at bilde hende ind, at denne vildskab må kultiveres?

Dette krav opstår af angst. Mandens angst for hende i sig. For lysten, liderligheden, det uordentlige, og afkaldet på magt igennem kontrol.

I kontakten til lyst er der ingen konflikt

At åbne for den nøgne lyst. Der ikke skal forveksles med det, der er lyst TIL: Genstanden for nogens begær – handler IKKE om at forfine og kultivere. IKKE om at give form og koncept. Og slet IKKE om at mødes i en ide, et mål eller en hensigt, men om at sanse AT den er der: Uformindsket i sin styrke under lag på lag af “grænser” og høje mure, der der er rejst for at isolere og adskille.

Et menneske i kontakt til lyst og dermed kærlighed, kan ingen styre, og i det findes ingen konflikt.

<3 Mads Jesper