“Jeg mangler passion for noget?”. “Jeg kan ikke finde min passion”. “Hvad interesserer jeg mig egentlig for?”. “Hvor får du al den energi fra?”… sådanne sætninger møder jeg regelmæssigt .

Passion kommer af lidelse?

På dansk benytter vi også ordet “lidenskab” som refererer til lidelse – eller at være stærkt emotionel i det, som gøres.

“Hun er drevet af lidenskaben for dansen..”
“Hun danser Flamingoen lidenskabeligt”

Indenfor musikken refererer ”en passion” til en musikalsk opførelse eller præsentation af Jesu lidelseshistorie – f.eks Johann Sebastians Bachs Matthæus- og Johannes passion.

Forelskelse som passion

Vi kan “gribes af lidenskab for noget eller nogen”. For nogen er det måske sådan forelskelse føles? At blive revet med af sine følelser for et menneske, der gøres til noget ganske særligt. Ja mere særlig end alle andre mennesker, der jo OGSÅ er helt unikke og dermed særlige? Særlig for den forelskede, som igennem den momentane lidenskab både frydes og ængstes, jubler og græder. En form for momentan sindssyge, hvor al lykke projiceres over i en ide om “os to sammen”.

En forestilling som vedkommende “virkeligt godt at kan lide sig selv i.”
Tankevækkende er det her, at den lidenskabelige forelskelse vel helt gennemgående retter sig imod et menneske som, den forelskede IKKE kender. Altså som dermed knyttes til ønsket om AT komme til at kende?

Der er en passion, der IKKE udspringer af lidelse

Der er imidlertid en passion, der udspringer af noget helt andet end lidelse.
En passion der ikke har en retning eller et mål. Der ikke centreres om nogen eller noget. Der ikke drives af- og lukker sig om en ambition.

Den er emotionel uden at være bundet til “en følelse”. Den er hinsides “retning”. En retning vurderes altid fra et fikspunkt – eller en iagttagers perspektiv.

Jeg vil udtrykke den som “u-anstrengt naturlig bevægelighed”.

Den kan iagttages hos et barn, der er opslugt af at lege. Vi er alle født ind i den. Det er vores natur.

Kontakten til den mistes

Se hvor hurtigt de fleste børn mister den kontakt?

Det sker igennem de voksnes behov for kontrol. Ideer om at børnene “skal blive til noget”, “være nogen”: “Ordenlige, dygtige, fornuftige, søde”. Drivkraften i den opdragelse er bekymring – altså angst for “at de ellers ikke kan klare sig, eller nogensinde vil få sig en ordentlig uddannelse?”

De måles og vejes på alle leder og kanter. De skal føre samtaler om, “hvad de vil, og hvor langt de er kommet?”. De skal i en retning: Leve op til mange menneskers idealer, der meget hurtigt bliver til deres egne.

Der sidder de så og “ved ikke hvad de skal finde på..”
“Noget skal det jo være”….

Legen er erstattet af pligt – og i pligt kan de færreste lære noget som helst. I pligt dør den opmærksomme kontakt til lyst.

Lav nu noget, som er fint nok!
Vis mig hvad du kan!
Du kan gøre det bedre!

Vi mødes med en mur af forventninger, som vi langsomt og sikkert selv overtager. Selv i spejlet om morgenen ses ikke andet end forventninger til at “se godt nok ud” – eller “sorg over ikke at føle sig pæn nok”.

“Lyst” er sit navn

Den passion og u-anstrengte bevægelighed – jeg skriver om her – er vores “Lyst”. Den af-sig-selv skabende bevægelse der bevæger alt, hvad der er… Om det er vejrets skiften, tidevandet, planeternes bevægelse, vores cyklus, parring, befrugtning, fødsel, modning og død, Granitten der slides af vandets strøm, klitterne i sandet, uendelige formationer i skyerne..

Ja det hører ikke op..

Jeg og du er den.

Den passion kan genopdages

Vi kan genopdage det, hvis vi har mistet bevidstheden om den.
Det er simpelthen kernebudskabet i alle de Tantras, jeg kender.

Det er også budskabet hos Zhuangzi´s berømte værk: Spontanitetens bog – der må regnes som et absolut hovedværk i taoismen..

Det ganske forunderlige er, at det ikke sker ved at stræbe efter den.

Al stræben retter sig mod noget. En ide, en vision ,en plan…

Det, jeg skriver om her, genopdages, ved at lytte til en sommerfugls puls, dufte til morgen-dug på et blad, Betragte den sort-hvide Skade bygge sin rede og se æblet modnes til det falder ned af-sig-selv.

Den er af samme natur som elskoven og orgasmen.

Vil vi have den, bliver den anstrengt som i lidelse. Som et skrig fra en krop der ikke længere kan “holde det ud”.

Får den lov til at opstå naturligt og uden nogen ide om, hvordan eller hvad den “skal være”, blot ved at vi åbner os for det, som er og sker.
Favner og ser at vi ER opløst i det, som er. Bevæges som det. Så vokser mulighederne til uendeligt. Som at hvert eneste sandkorn i universet er forskelligt. SE bare hvilken mangfoldighed hvert eneste øjeblik åbenbarer?!

Den er let at slukke for ..

Det letteste i verden er at slukke for den erkendelse!
Sig f.eks. bare:

“Hallo skal vi nu ikke lige koncentrere os om den der “Corona! ..Og alle sammen gøre som de siger!“

“Holde afstand, undgå kontakt, spritte os af og holde os sterile, tage masker på, og blive hjemme bag vores lukkede døre!”

Kan du mærke det alene ved at læse ovenstående sætning”!?
SÅ let er det!..
Hvis den altså gøres “sand”…

Vær med i vores fællesskab omkring alt dette… Vi kalder det for “cupisofi og elskovskunst”.
Der er stadig plads på vores Påskecamp, fra næste fredag