Angrebs-krigen fra Rusland imod Ukraine er for mig på en ufattelig tragisk baggrund et eksempel på, at narrativet omkring at “have personlige grænser” er særdeles uheldigt. Det bruges desværre i flæng af mange.

At udvide sine grænser

De russiske tropper er trængt ind over “grænsen” imellem Ukraine og Rusland med en åbenbar hensigt om at “udvide og sikre Ruslands grænse” mod NATO. For overhovedet at kunne gøre det, må Rusland – da de til lande jo altså “deler samme grænse” – reducere Ukraines grænser og suverænitet. At dette træk fører til en voldsom konflikt, er intet under.

Ukraine forsvarer sin ret og eksistens, der netop er betinget af “sine grænser”. Ja de er jo så ikke “sine”, men netop DELT med de omkringliggende lande.

Det er det en grænse gør: Den adskiller det, som i virkeligheden er “det samme” i en illusion om at være to eller flere.

Sådanne grænse-stridigheder har været udgangspunktet for krige i tusinder af år. Krige med ubegribelige ødelæggelser og død for mennesker, dyr og planter.

For de russiske unge soldater er det “mærkeligt” at skulle lemlæste og slå mennesker ihjel, som de føler sig ens med.

“Jamen vi er jo det samme?… Spørger de.
“Nej!” – bliver svaret – “Vi er meget forskellige!”

At forstærke og udbygge fortællingen om denne forskellighed, bliver afgørende vigtigt, for at give alle deltagerne en følelse af det “nødvendige” i konflikten. Det bliver den historie, som betinger, at de kan slå hinanden ihjel.

Illusionen om de personlige grænser

Når vi i f.eks. Tantra-sammenhænge eller i det hele taget møder hinanden, så vil vi have lært, at der er en BETYDENDE forskel på dig og mig. Det trænes vi i, fra vi er helt små. Det forstærkes i familien, børnehaven og skolen, igennem utallige målinger, test og prøver, som skal vise, at vi har forskelligt værd.

“Jeg er ikke som de andre”. Jeg er en “nogen”, som er helt speciel. Det er MINE evner, MINE venner, MIN kæreste, MINE børn, MIR job, Mine penge., MIN tid. etc. En fortælling, der er fuldstændig nødvendig for at opretholde en penge-styret kultur, der handler om at bruge, købe og sælge hinandens ydelser og tid.

For mig er det temmelig enkelt at få øje på, hvor forførende den illusion er.

Samtaler jeg med dig, kan det vel ikke være “min samtale”. Skabes den ikke i noget samtidigt, som KUN eksisterer når vi sidder der som ET? Vi erfarer os begge i den SAMME samtale. EN samtale hedder det! – ikke “TO”.

Hvis, jeg kalder på dig, vil lyden der skabes af mine stemmelæber, så ikke spontant bevæge dit indre øre, og derfra dit intellekt og hele din krop? Kan du gøre noget som helst for at hindre det ud over at lukke dine ører og øjne, så du hverken kan se eller høre mig tale?

Tantra inviterer til at ophøre med..

En Tantra peger på, at vi ER “det samme”. At det, jeg kalder for “mig” som noget, der er afgrænset fra alt, hvad der ellers er, vil være ren illusion. Et tros-fortælling med overskriften “Jesper med sine grænser”. En fortælling om ensomhed og alene-væren. En historie om konflikt og med den angst og kontinuerlige forsøg på at vinde kontrol.

Hvis det, vi kalder “du og jeg”, er afgrænset fra hinanden, (UD over ordene vi praktisk anvender om hinanden) så vil enhver kontakt betyde, at vi mødes i noget grænseløst.

Hvis der er “kontakt”, så betyder det: “AT DET IKKE ER NOGET IMELLEM”. Det er ET…

Det kan erfares i “at danse”, at vi bevæges i det, jeg kalder samtidig, fælles interaktion som ét. Det kan vi ikke “gøre noget for”. Det sker kun, når vi ophører med at vedligeholde illusionen om adskillelse.

Det samme kan ske når, der elskes. Og det betyder, at der ikke længere er nogen, som bruger hinanden, giver eller modtager, gør noget for-, eller vil noget fra-. Der elskes – og NÅR der elskes – er der “ingen”, som elsker med hinanden. Vi bevæges i erkendelsen om at være et. Vi “glemmer” at opretholde illusionen om at være to!

Den praksis, der gerne kaldes for Meditation eller Gom, er opstået for at øve sig i at få øje på illusionen om adskillelse. Det gøres ved at iagttage, hvordan den vedligeholdes og åbne for, at det ikke sker. Den øvelse kan bringes ind i alt, hvad jeg gør!

At skabe personlige grænser imod

Et “jeg” skabes imod eller overfor fortællingen om “Det andet”. Sådan fungerer vores intellekt: Ved at skelne – og give denne skelnen den betydning, vi har lært, at den skal have. Det er fantastisk, magisk, forunderligt og på alle måder fascinerende at erkende.

Det er som pludselig at få øje på, at “muren” eller “grænsen” imellem dig og mig kun findes, når jeg skaber fortællingen og konflikten om den?

Der, der sker (og dette vil naturligvis blot være en fortælling mere) er, at grænsen erstattes af bevidsthed om bevægelse. Bevægelse er med det, som bliver muligt og ikke kan kræves, forlanges, ønskes, forhandles, gives, eller modtages…

Vi har ord for det: Kærlighed, lyst, frihed, medfølelse, sorg (af omsorg).. At bevæges sådan erkendes alene “hinsides ord og grænser” … Dvs. når det sker, er der ikke en “afgrænset nogen”, som kan erkende det: Bevægelse er det, som er.

Det for mig bedrøvelige ved, at dette “grænse-narrativ” bruges så heftigt og ofte, er, at det øger den faste overbevisning om adskillelse.

Det, jeg også vil beskrive som vores “forbehold” overfor hinanden og måden, vi betinger os selv på?

Hvis ordet “kærlighed” peger på det, som er hinsides betingelse… Ja så vil det bag en illusorisk fortælling om “mine grænser” ikke være muligt at erkende dette, vi altså beskriver som “kærlighed”.

Hvis du vil være med til at undersøge, hvordan vi passer på hinanden uden at opretholde illusioner om personlige grænser, så er vores Påskecamp eller Sommercamp, måske noget for dig?

I vores årsgruppe er det også et helt tilbagevendende tema og en praksis.