Bygger et Parforhold på pligt?

Nu skal du høre her!

Du skal vælge dig en person, som fremover skal have monopol på- og pligt til både at elske dig og at elske med dig!. .. Undtagelsen er dine børn, de må også gerne elske dig.

Nogenlunde sådan lyder den uudtalte opfordring i vores samfund?

Netop den sociale konstruktion har, så længe jeg kan huske, været en kilde til tilbagevendende undren hos mig.
Først og fremmest i forhold til at den vil afgrænse “kærlighed” – altså betinge den, af en forventning og fordring. … Og ikke alene kærlighed, men også menneskers seksualitet.

Hvem vil gerne date med en kopi af sig selv?
Nej vel?
Det hele vil ligesom være “kendt”!

Vi tiltrækkes af det, som er “en passende forskel til os selv”. En forskel og dog ikke FOR stor en forskel. Vi vil helst se en mulighed for at “tilpasse os hinanden” inden vi “binder os”.

Ja det kaldes det virkeligt: “At binde sig i noget forpligtende”.

Derefter begynder vi så “at slibe kanterne af hinanden”… Og bliver mere og mere ens i holdninger, bekendte, madvaner, seksuel praksis, “stil”, etc.. Vi går fra at være “du og jeg”… til et “vi”.

Kærlighed og pligt?

Men hallo!

Kærlighed, Lyst, Frihed, Glæde … Kan da ikke gøres til pligt?
Det vil de fleste mennesker hurtigt blive enige med mig i.

Hvad omfattes så af denne pligt, som forpligter?

“At jeg ikke bare skrider?”
“At jeg er der for dig”?
“At vi kun går i seng med hinanden?”

….Altså af pligt?

For samfundet kaldes det i øvrigt for: Gensidig forsørgelsespligt” når ægteskab er indgået.

“Vi er de bedste venner” fortæller en kvinde mig om sin veninde. Beror det på pligt?
nej.. “Det er vi bare… Vi er der for hinanden, både når det er svært og når alt er godt”

“Går I i seng med hinanden?”.. kunne jeg spørge

“Altså hvis jeg skulle prøve at elske med en af samme køn, så ville jeg ikke udelukke, at det kunne være med hende!? Men nej, og det tror jeg ikke, at hun ville bryde sig om”.

Er der pligt i et venskab?

Hvad er det venskabet gør?
Et det “aftalt”? …
Opstår det ikke som noget fuldstændigt underforstået og naturligt: Vi er der for hinanden!

På engelsk er der et udtryk, som kaldes: “I have your back!”

Det er nok et begreb fra en militær sammenhæng, hvor det i kamp er vigtigt, at vi ikke “faldes i ryggen”. F.eks. ved at nogen angriber os bagfra, uden at vi opdager det, fordi vi er optaget at det, som kommer forfra.

Når Ukrainske soldater aktuelt interviewes, så er budskabet tydeligt: At de både kæmper for et forblive et frit land, deres børn og familier, og så kommer det… for hinanden!
Altså at de passer på hinanden i den gruppe, de kæmper i. Det er ganske enkelt afgørende for viljen og modet til at kæmpe.

De har med al sandsynlighed ingen seksualitet med hinanden, de kan lide forskellig mad, de har vidt forskellige præferencer for musik etc… De kan lide at gøre forskellige ting når de ikke er sammen… Og alligevel fungerer de som et meget stærkt team, der kan stå ryg mod ryg, og se UD.. også i forskellige retninger.

Møde det, som måtte komme, sammen.

Det kan ingen pligt skabe overhovedet. Det opstår afsig selv, når alle viser, at de ikke bare tager sig af sig selv, men har øje for hinanden.

OG .. Det er vigtigt: I alt det lader de hinanden være forskellige!

Monopoler som uhensigtsmæssige

Ægteskaber og parforhold ses socialvidenskabeligt og samfundsøkonomisk som meget vigtige strukturer i vores samfund.
Med samme briller betragtes monopoler som særdeles uhensigtsmæssige! I alle demokratier vil der findes “monopoltilsyn”, som skal sikre at de ikke opstår!

Økologiske systemer og det levende som sådan præges af forskellighed, variation og kontinuerlig forandring.

De klassiske tantras blev ikke skrevet for at “tage parforholdet til nye højder i sengen”..
De henvender sig til hver enkelt af os, og inviterer til at iagttage naturen af det, som er.

Et par kan ikke iagttage noget som helst. Ordet “et par” peger på en konstruktion: En illusion, en ide. “Noget” eller “nogen”, der afgrænses fra det, som ellers er.

Vi kan hver især iagttage. Og så mødes, reflektere og erkende os i møder med hinanden på ny.
Det kan vi med enhver, vi møder…

En kontinuerlig undersøgelse – fungerer ikke i pligt

Det er fantastisk at leve sammen. Nogle vil vi gerne leve fysisk tættere sammen. Andre have mere afstand… Jo mere fast en “form” vi skaber, jo mindre bevægelighed vil der være.

Det er pligtens natur: At binde impuls og spontanitet og erstatte lyst med kontrol og forventning. Som “par”: I gensidig kontrol.
Hvor kontrol råder, vil angst følge med.

Hvad med at gøre det at leve sammen til en kontinuerlig undersøgelse af, hvordan vi vil leve sammen? At se det mulige – afprøve, lege og glædes over hinanden? Få øje på, at det er, når vi ser ud, at vi erkender vores natur. Øve os i at åbne og gøre plads til hinanden? <3

Modnes uden at skygge for hinanden? Flette rødder og dele vandet fra den fugtige jord? På den måde kan mange sunde træer vokse sammen og nært. Alle helt unikke og til gensidig gavn og glæde.

Praksis fællesskab på Mahamudrainstitut