Ideen om polaritet imellem f.eks. kvinder og mænd hentes med al sandsynlighed fra tankerne om Ying og Yang? Imidlertid vil mange nok have misforstået, hvad det er som , “Ying-Yang” symbolet henviser til?

Tiltrækker poler hinanden?

Hvis “poler” ville tiltrække hinanden måtte det betyde at Jorden blev mast sammen til noget, der ligner en punkteret fodbold? Eller at alle batterier øjeblikkeligt ville holde op med at fungere.

Det er meget populært at beskrive forholdet imellem mænd og kvinder – eller det mandlige og kvindelige med brug af termen “ polaritet ” og ganske ofte netop for at pege på den gensidige “tiltrækning” og forskellighed.

Måske er denne måde at beskrive på opstået igennem en vestlig tolkning af det Kinesiske Yin-Yang symbol. De fleste kender denne cirkel, der er udfyldt af to “dråber”, der i henholdsvis sort og hvidt omslynger hinanden, som var de i konstant bevægelse?

Symbolet illustrerer at vi, hvis vi vil beskrive livet, verden og universet vil være nødt til at gøre det ved at skelne.

Vi kan kun se noget, hvis vi sætter det mod en baggrund, der adskiller sig fra det, vi vil se. Denne adskillelse eller skelnen skaber vi selv som en forudsætning for at kunne se og erkende.

Hvis jeg f.eks vil tale om at være “god”, må jeg allerede igennem denne beskrivelse have skabt noget, der stiller sig “overfor” dette “gode” – hvilket vi almindeligvis beskriver som “ondt”. Dvs. uden ondt intet godt.

“Den gamle dreng”

Lao-tzu (hvis navn i øvrigt betyder “den gamle dreng”) viser det vedholdende i sit berømte værk: Tao-Te-Ching.

Når jeg fremhæver, at symbolet peger på vores måde at beskrive livet, hvilket på kinesisk henviser til ordet “tsu” (måden ting beskrives på) – så hænger det sammen med, at livet selv ikke består af modsætninger.

Det kinesiske udtryk “li” (naturens orden) refererer til “det levende selv – hinsides beskrivelse” som et “organisk komplekst mønster” – som hvis vi iagttager stjernehimlen, eller den fantastiske struktur i blade eller sten, der ikke følger et gennemskueligt mønster.

Min krop, naturen, universet – alt levende og dødt – vil være at erkende som en uendelig kompleksitet af bevægelige sammenhænge. 

I det øjeblik jeg igennem “tsu” vil beskrive det – med brug af de regler og grammatik som sproget nu engang består af – “tabes kontakten” til det, som er, ved at det “uordentlige og impulsive” ses igennem et “filter”, der vil skabe orden.

Derfor lyder det også i Tao-te-Ching: “Den Tao, som kan fortælles, er ikke den evige Tao”..

Polaritet skabes af beskrivelse

Ligesom jeg for at erkende et bjerg som noget “rumligt”, f.eks. må skabe en “forside” og en “bagside” eller en “solside” og en “skyggeside”, så må det være klart for enhver, at disse “sider” kun eksisterer igennem min benævnelse af dem.

Når Jorden drejer sig i forhold til Solen, vil “siderne” løbende ændre sig og tydeliggøre, at de er ikke eksisterende som noget, der ER, som andet end et udtryk for min måde at beskrive på?

Præcis sådan forholder det sig med den polaritet , der fortælles ind i relationen imellem det kvindelige og mandlige. Den “findes ikke”. Beskrives kun sådan!

Blive en rigtig mand, kvinde eller et rigtigt par?

Hvad sker der nu, hvis jeg anser den for at være SAND? Altså vil fastholde en fortælling om polaritet som det, der “er” – og ikke alene som en måde at fortælle på?

Så må jeg gøre forskellene større. Skabe mere kontrast og understrege, hvor mænd adskiller sig fra kvinder, og hvor vigtigt det er?

Igennem den øvelse skabes fundamentet for ambition og stræben efter at være “rigtig” mandig” eller “rigtig” kvindelig” – alene for at leve op til det IDEAL, der udelukkende opstår igennem, at en beskrivelse forveksles med det, “som er”.

En Tantra vil anerkende det, der er, som det er. Søge indsigt i “li” (naturen selv) og være bevidst om illusionen i “tsu”. 

Se hvor let det er at stille standarder op for, hvordan en såkaldt “tantrisk mand”, “-kvinde” skal være, for ikke at tale om den polaritet der skal findes imellem dem, når de danner et “par”.

Når “tsu” forveksles med “li” opstår konflikt og psykologisk lidelse. Det hele vil jeg henføre til ambitionen om at ville “være nogen” eller “noget særligt,” … som kan rummes i en beskrivelse.

Tænk på, hvor mange anstrengelser samfundet gør for at gøre det til det vigtigste i livet for mennesker! … Og hvor megen stress, stræben, forbrug, lidelse, underholdning og tomhed det fører med sig?

Cupisofi og elskovskunst